Martin Egholm giver hver fredag et anderledes perspektiv på NFL. Gul Klud deler ikke nødvendigvis de holdninger og meninger, der bliver fremsat i klummen – hvis der overhovedet er nogen mening.

Jeg vil nødigt ødelægge spændingen i en NFL sæson, der ikke engang er startet, men LA Rams kommer i playoff, det er afgjort på forhånd.

Udgivet i samarbejde med Sportsomnia.com

I årevis har vi hørt, at NFL snart ville sende et af sine franchises til LA. Snakken har været opadgående i årevis, og i foråret blev det faktum, at Rams forlod St. Louis for det mere glamourøse marked i ’La-La Land’. Et fornuftigt markedsføringstræk set ud fra alle parametre. Dog med et lille mén. Det er snart 21 år siden Rams forlod LA for at tage turen den anden vej til St. Louis. Så spørgsmålet melder sig: Er der nogle af de gamle fans tilbage, eller har de fundet andre hold at heppe på? Det er i den sammenhæng også værd at notere sig, at det rent teknisk er 36 år siden Rams forlod LA, da de spillede i Anaheim fra 80-95. Så hvis der stadig er fans fra tiden i LA, er det nogle ældre herre.

Udadtil er det ikke noget, der virker til at bekymre NFL organisationen, men lur mig om ikke der, bag de lukkede døre på direktionsgangen, har været en stille frygt for om et Rams hold, der dårligt kan klandres for underholdende bold, kan samle tilskuer nok til at gøre flytningen en bragende succes. Tag nemlig ikke fejl. Alt andet end en bragende succes vil fremlægges som en bragende fiasko i medierne, og NFL har rigeligt med kedelige sager i disse år, så en mere er det sidste der ønskes.

Et parameter er afgørende
Der vil blive sat alle segl til at skabe en succesfuld start. Der er købt et eventyragtigt stykke land ved kysten, hvor der skal opføres et overdådigt stadion, der er Hollywood værdigt. Markedsføring i millionklassen, medvirken i HBO’s Hard Knocks serie og et NFL medie hovedkontor i samme by, der har fået opgaven at råbe LA RAMS ud til alt og alle, der lytter med bare et halvt øre.

Det hele afhænger dog af en enkel og voldsom simpel ting. Rams skal vinde footballkampe for at få sine nye fans. Rams skal underholde og skabe sine egne helte, hvis de skal blive en succes. Hvis, og kun hvis, holdet leverer, bliver de den succes, der kræves fra første dag i solen.   

Hvordan gør man så det? Jo, man starter med den vigtigste position og drafter en QB til holdet. En QB der er Californien dreng og allerede har fans i LA. Rams betalte kassen for at komme op i draften, det er der ingen tvivl om, men hvad skulle alternativet være? Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at NFL lugtede muligheden for, at Goff ville være langt væk, inden Rams kom til fadet og diskret lavede et hint til Rams ejeren Stan Kroenke, at ville han til LA, endda med et forspring til de andre klubber der har samme drømme, så havde han bare at få fat i solskinsdrengen Goff. Den aftale var intern på plads længe før Rams officielt offentliggjorde deres ’pick trade’ med Tennessee. Ja, Tennessee meldte ud, de havde været i kontakt med andre klubber og bla bla bla. Nej, det var de ikke, de havde fået pænt besked af toppen på kransekagen i NFL, at de ville blive rigtigt godt belønnet, hvis de sendte deres valg til LA, og det gjorde de så.

Nu skal Goff, Gurley, Donald osv. ”bare” levere. Jeg snakker ikke om endnu en 8-8 sæson under Fischer. Er der noget mere dødsygt end en 8-8 sæson? Det skulle da lige være at gøre det otte sæsoner i træk, som det føles Rams har gjort det. Det skal dog ændre sig nu. Rams er nemlig klar til slutspillet, inden den første bold er kastet, sparket, snappet eller løbet. Det er i hele NFL’s interesse, at det sker allerede i første sæson, så der bliver lavet nogle små aftaler, som du sidder og læser dette.

Konspirationstosse eller fakta?
Nu kan du sige, at jeg har læst for mange dårlige konspirationsbøger, eller at jeg er typen der stadig snakker om flere skytter, hver gang jeg hører bogstaverne J,F og K. Jeg har måske også været fan af italiensk fodbold for længe til bare at tro på, at man kan vinde på helt ærlig vis. Du kan dog samtidig også sige, at jeg har fulgt italiensk fodbold så længe, at jeg kan spotte en konspiration fra længere distance end Lee Harvey Oswald skød JFK ”helt alene”.

Jeg er nemlig ret sikker på, at dommernes gule klude sidder meget løst, når Rams er bagud i fjerde quarter. Ikke bare ret sikker, jeg er helt sikker. Der vil i denne sæson være en dommer, eller to, der modtager en pæn julegave fra Goodell som tak for hjælpen, der skal ikke mere til. Rams er nemlig ikke noget dårligt hold, de mangler bare de to sidste sejre, og det er dem, de vil få hjælp til. Det vil blive gjort diskret, der skal jo ikke være en bestikkelsesskandale, så dum er Goodell ikke. Han vil så diskret som muligt skaffe Rams de fornødne sejre til at sende dem i slutspillet. Det vil være svært at spotte, men nu har du alle forudsætninger for at se det. Nu ved du nemlig, at det vil ske. Jeg håber ikke jeg ødelægger noget af spændingen for dig ved allerede nu at fortælle dig, at Rams slutter med 10 sejre. Jeg har samtidig givet dig noget andet at sidde og kigge efter. Så håber ligningen går op, og vi stadig er på god fod.

Et halvt farvel
Hvis du er en af de 5-7 mennesker, der trofast har læst min klumme, så har du bemærket, at jeg har været stille de seneste måneder. Det er der en simpel forklaring på. Der sker jo ofte det, at familie og arbejde fylder mere og mere af ens dagligdag. Disse kombineret med mit engagement på egen hjemmeside har betydet, at tiden er forsvundet til at levere et alternativ NFL indspark til Gul Klud hver uge. Så denne klumme kunne godt blive mit sidste bidrag til denne side. Jeg vil i stedet bruge min sparsomme fritid på at færdiggøre min selvbiografi ”Pakket ind i gule klude – Mit liv som klummeskribent” som jeg håber, vil blive udgivet på Ekstrabladets forlag i en sampakke med Amalies kommende bog ” Bræk, pis og lort – Livet som mor er også en fest”.

Jeg vil måske vende tilbage med mellemrum for at komme af med noget, der brænder sig på, men hvis det ikke skulle ske, skal der lyde en stor tak til alle jer, der har læst med. En stor tak til dem der har sendt ros og en ligeså stor tak til dem, der har kaldt mig sindssyg eller talentløs, og dem der har kaldt mig sindssyg talentløs, det har været skønt med alle reaktionerne, det er dem jeg har skrevet for at få.

Jeg ved Gul Klud er klar med en masse lækkert indhold til hele sæsonen, så håber I vil nyde det, og så er der ikke andet at sige end – Hav en forrygende NFL sæson! FREE BRADY!