En af NFLs højeste receivere skifter til Green Bay Packers, der dermed sikrer sig endnu et våben til angrebet.

Den store receiver-karrusel tog pludselig fart tirsdag, og Packers gik lidt i panik og hentede Devin Funchess til klubben.

Jets speedster Robby Anderson startede det hele, da han skiftede til Panthers, og så kom de slag i slag, da først Bucs receiver Breshard Perriman rykkede til Jets, Seahawks fiskede Philip Dorsett hos Patriots, og Packers så hentede Funchess i Colts.

Packers giver den 26-årige receiver en ny kontrakt, hvor længde og størrelse endnu ikke er offentliggjort. Han tjente sidste år 10 millioner dollars på en etårs kontrakt med Colts.

Funchess blev draftet af Carolina Panthers i anden runde i 2015 (som nr. 41), og fandt hurtigt ind i et frugtbart samarbejde med Cam Newton. Han greb 161 bolde for 2.233 yards og 21 touchdowns i sine fire år hos Panthers.

Læs også: Cam Newton fritstillet af Panthers

Han skiftede til Colts inden sidste sæson, men blev skadet allerede i sin første kamp, hvor han brækkede sit kraveben og sad ude resten af sæsonen.

Funchess er en stor dreng. 193 cm høj og lige over 100 kg. Hans styrke er de høje bolde, og især i end zone kan han være en trussel. Han har ikke topfart og har haft en tendens til at tabe bolde. Der skal han nok få en skideballe af Mr. Rodgers, hvis han ikke griber det, der kommer i hans retning.

Funchess kommer ind i en receiver-gruppe, hvor Davante Adams er stjernen, og de unge receivere som Marquez Valdes-Scantling, Allen Lazard, Equanimeous St. Brown og Jake Kumerow elle prøver at vinde Rodgers’ gunst.

Funchess skal nok have et nyt nummer. han har spillet i nr. 17 for både Panthers og Colts, men det nummer sidder trygt og godt på Davante Adams.

Læs også vores store Green Bay Packers-analyse