Kort tid efter Carolina Panthers sagde farvel til Cam Newton, hentede de et nyt våben ind til angrebet.

Wide receiver Robby Anderson var en af dette transfervindues helt store attraktioner, men hans lettere crazy attitude og spørgsmål omkring hans dedikation har holdt NFL-mandskaber fra at skrive under med ham. Lige indtil nu.

Anderson er blevet enig med Carolina Panthers om en kontrakt, og dermed forlader den 26-årige receiver New York Jets, hvor han har spillet, siden han kom ind i NFL i 2016 som undrafted free agent.

Kontrakten er på to år med en værdi af 20 millioner dollars, hvor de 12 millioner falder første år. Det er meget godt for en spiller, der har tjent under fem millioner dollars i sine fire år hos Jets, heraf de tre millioner sidste år.

Kender både headcoach og quarterback

Det var ikke helt tilfældigt, at det blev netop Panthers, der hentede den kontroversielle receiver ind. Panthers nye headcoach kender ham nemlig særdeles godt.

For anden gang på to dage hiver Matt Rhule en gammel bekendt ind. Anderson spillede for Rhule på Temple universitetet i 2013 og 2015, men spillede ikke football i 2014 på grund af for dårlige karakterer.

Rhule hentede også sin tidligere Temple quarterback JP Walker ind mandag fra XFL. Walker kastede 16 touchdowns til Anderson på to de sæsoner, Anderson var på Temple-holdet.

Robby Anderson er blandt NFLs hurtigste spillere og har grebet 20 touchdowns i sine fire sæsoner på middelmådige Jets-angreb, hvilket er ganske imponerende set i lyset af den brogede gruppe af quarterbacks, han har spillet sammen med indtil videre.

Panthers sagde tirsdag farvel til Cam Newton, så nu kan Anderson se frem til at gribe bolde fra Teddy Bridgewater og måske sin gamle college-kammerat.