Jaguars fuldendte talentfuldt receiverkorps

Jacksonville fokuserede primært på forsvaret i free agency (mere om det senere), mens man på angrebet hentede en række rollespecifikke spillere og et enkelt velkendt navn… Wide receiver Marvin Jones.

Jones fik en toårig kontrakt til 12,5 millioner dollars, og jeg er stor fan af manøvren. Jones greb næsten for 1.000 yards i 2020-sæsonen, og med ham, D.J. Chark og Laviska Shenault får Trevor Lawrence en fin receiver-trio at kaste til.

Mens Trevor Lawrence altså kan smile af sit fremtidige receiver-korps, så trækker han næppe på smilebåndet over resten af de offensive tilføjelser.

Den første dårlige beslutning skete allerede før free agency, da man franchisetaggede venstre tackle Cam Robinson. Robinson har været dårlig i fire sæsoner, nu skal han have knap 14 millioner dollars for at være dårlig i en femte, mens en bedre veteran som Alejandro Villanueva stadig er arbejdsløs og (formentlig) ville koste det halve.

Dernæst overbetalte man Carlos Hyde, der får to millioner dollars om året for at være reserve. Man overbetalte for Chris Manhertz, der er god til at blokere, men ikke tilbyder meget i kastespillet. Og så sikrede man status quo på tight end-positionen ved at hente James O’Shaughnessy tilbage – status quo er bare ikke godt nok, når man har en af ligaens værste tight end-grupper.

Mest hovedrystende er dog kontrakten til Jamal Agnew, der får knap fem millioner dollars om året for at være punt og kick returner.

Mange nye ansigter på forsvaret

Mens man ikke foretog sig det helt store på angrebet, så har Urban Meyer og Trent Baalke haft travlt med de defensive kontrakter.

Man hentede en trio af defensive tackles i Malcolm Brown, Tyson Alualu og Roy Robertson-Harris, der kommer til at styrke midten af Jaguars’ defensive linje, specielt i løbespillet. Det er tiltrængt efter en sæson, hvor man tillod over 150 løbeyards per kamp.
På ydersiden af linjen er Dawuan Smoot hentet tilbage, mens Jihad Ward er kommet til som dybdespiller. Pass rushets skæbne kommer dog til at afhænge af 2019-førsterundevalg Josh Allen og 2020-førsterundevalg K’Lavon Chaisson, der endnu ikke har imponeret i NFL.

Safety Rayshawn Jenkins har i flere sæsoner været middelmådig i Chargers, men bliver nu betalt som en god spiller i Jacksonville (knap ni millioner dollars om året). Det er unødvendigt og et spild af ressourcer.

Man smed også en stor kontrakt efter Shaquill Griffin, der – selvom han kun har én god sæson i karrieren – fik den næststørste cornerback-kontrakt i free agency med en årsløn på 13,3 millioner dollars. Det er alt for mange penge, men jeg er samtidig ikke imod, at man henter en cornerback med startererfaring – man skulle bare ikke have betalt så meget for ham.
Mens man har overbetalt for Griffin, så har Jags gjort en rigtig god handel ved at hente Sidney Jones tilbage, der var en af de få cornerbacks, som spillede fint for klubben i 2020. Og med en pris på 1,55 millioner dollars er det bestemt en af Jaguars bedste manøvrer i free agency.

Samlet set ser cornerback-gruppen styrket ud, og potentialet er der bestemt: Hvis Griffin kan finde 2019-niveauet frem, Sidney Jones kan fortsætte, hvor han slap sidste sæson og sidste års top-10 draftvalg CJ Henderson kan leve op til forventninger efter en svær rookie-sæson, så kan Jaguars’ bagkæde tage et stort skridt frem. Men det er lidt for mange “hvis’er” for min smag, og holdet bør bestemt overveje at tilføje cornerback-talent i draften.

Kvantitet over kvalitet i Jacksonville

Jaguars gik ind til free agency med flest penge af alle hold, og man har ikke overraskende været meget aktive. Men resultatet kunne have været bedre. Selvom man fik lukket nogle huller på holdkortet, så har der også været for mange ligegyldige og for store kontrakter. Samtidig har man tilsyneladende valgt at ignorere nogle af truppens svagheder, og jeg ville fx ønske, at man mere aggressivt havde jagtet en tight end for at give Trevor Lawrence optimale arbejdsbetingelser fra dag ét. Nu må han i stedet nøjes med James O’Shaughnessy, hvis 262 gribeyards i 2020-sæsonen var karrierens højeste.

Det trækker heller ikke op, at Jaguars igen og igen har overbetalt middelmådige spillere og reserver. Jeg kan forstå, at gode spillere kan blive overbetalte i free agency – der er få af dem og mange klubber, som er interesserede. Men listen af middelmådige startere og reservespillere har været alenlang dette free agency pga. usikkerheden om det fremtidige lønloft, og Jaguars havde slet ikke behøvet at bruge så mange penge på spillere som Carlos Hyde, Jamal Agnew og Rayshawn Jenkins.

Jeg savner økonomisk mådeholdenhed, fornuft og få aggressive kontrakter til spillere, som virkelig kunne gøre en forskel for holdet. Jeg kan dog heller ikke save dem helt over for trods alt at lukke nogle huller på holdkortet, og derfor ender Jags med en karakter lige under middel.

Karakter: 4/10

Næste side: Jaguars er i en fantastisk position i draften

Alle holdanalyser:
NFC: DAL | NYG | PHI | WAS | ARZ | LAR | SF | SEA | CHI | DET | GB | MIN | ATL | CAR | NO | TB 
AFC: BUF | MIA | NE | NYJ | DEN | KC | LVR | LAC | BAL | CIN | CLE | PIT | HOU | IND| JAX | TEN