Draften: Vikings vælger som nr. 14 i første runde

Vikings bør altså kigge mod den offensive linje tidligt i draften, men med deres tidligere drafthistorik kan en forsvarsspiller ikke udelukkes i første runde..

Mulige valg i første runde af draften:

Alijah Vera-Tucker, G, Alabama

Vikings har brug for hjælp på den offensive linje, og Alijah Vera-tucker er nok den bedste mulighed på guard i årets draft. Personligt synes jeg, at 14. valget er lidt højt for en guard, så ideelt set handler holdet sig et par pladser tilbage, og drafter ham der. Men vælger Vikings at blive stående på 14. valget og tage Vera-Tucker, vil det stadigvæk være et solidt valg, og et godt signal til de mange Vikings fans om, at den offensive linje bliver prioriteret. Vera-Tuckers’ atletiske evner og generelle hurtighed, gør ham rigtig spændende, og selvom at han ikke løser deres problem med tackle positionen, vil det være et fornuftigt skridt i den rigtige retning for Vikings.  

Samuel Cosmi, OT, Texas

Kan Vikings finde svaret på venstre tackle i årets draft? Ingen tvivl om, at holdet skal gøre hvad de kan for komme i spil til Penei Sewell eller Rashawn Slater, men da den kamp kan blive rigtigt svær, ser jeg det som en reel mulighed, at holdet ender med at handle sig tilbage i draften. Årets tackle-årgang er virkelig dyb, og efter de to første top-tackles er væk, kan man stadig hente rigtig fin kvalitet. Her kommer Samuel Cosmi fra Texas ind som en spændende mulighed. Cosmi er stor, atletisk og har en god styrke. Han vil være et projekt, der fortsat skal arbejde på sin teknik og sit fodarbejde, men han besidder mange af de kvaliteter, der forventes af en tackle i NFL. Spillere som Christian Darrisaw, Tevin Jenkins eller Liam Eichenberg kunne alle nævnes som tackles holdet også kan gå efter. 

Gregory Rousseau, EDGE, Miami

Jeg overvejede kraftigt at vælge Jaelen Phillips fra University of Miami her, da jeg tror på, at Vikings vil fortsætte med at gå efter en bestemt type af edges. Dem der udmærker sig ved at være særligt atletiske og have lange arme, der kan nå indtil modstanderes quaterback hurtigt. Det har vi tidligere set med valget af Danielle Hunter, men også sidste år med valget af D.J Wonnum. Phillps’ skadeshistorik med flere hjernerystelser gør dog, at jeg tror at Vikings kigger mod hans holdkammerat Gregory Rousseau fra Miami. Han kan være en usleben diamant, og bliver han taget ved valg nr. 14, vil det nok for mange virke for højt, men der er virkelig meget potentiale ved denne unge atletiske spiller, og Vikings’ defensive linjetræner Andre Patterson har tidligere vist, at han kan udvikle denne type edge til noget stort.

Læs også: To runders mock draft efter free agency og trades