
Vikings har hentet den mangeårige wide receiver Adam Thielen tilbage til Minnesota
Født i Minnesota, gået i highschool og college i Minnesota, undrafted og kæmpet sig til en plads hos Minnesota Vikings. Det er historien om Adam Thielen, der efter to år i Carolina vender hjem til Minnesota.
Og Vikings får ham i princippet for et 4. runde pick i 2027.
De to klubber handler picks i de kommende to drafts, hvor Vikings får et betinget 7. runde pick i 2026 og et 5. runde pick i 2027 sammen med Thielen, mens Panthers får et 5. runde pick i 2026 draften og et 4. runde pick i 2027 som en del af aftalen.
Vikings manglede receiver-hjælp
Den 35-årige Thielen spillede ni sæsoner i Minnesota og løser et presserende problem, som Vikings står overfor på receiver-positionen. Minnesota har været på udkig efter en receiver, siden unge Jalen Nailor skadede sin venstre hånd i sidste uge. Vikings var også på udkig efter forstærkning, da det stod klart, at Jordan Addison får karantæne i sæsonens første tre spilleuger.
Kender systemet og holdkammeraterne
Og det er ikke helt tilfældigt, at det er netop Thielen, som Vikings henter hjem. Andre spillere var måske også interessante og både yngre og mere talentfulde, men Thielen kender træner Kevin O’Connells komplekse offensive system. Han er klog, stabil, frygtløs og heller ikke bange for blokere, når det kræves af ham.
Samtidig fungerede Thielen som mentor for Justin Jefferson, og de to har stadig et tæt forhold. I foråret opbyggede Thielen også en god kemi med den unge quarterback J.J. McCarthy under en hyggetræning i Minnesota.
Trøje nr. 19 venter
Minnesota sagde farvel til Adam Thielen i foråret 2023, da den aldrende receiver og klubben ikke kunne enes om løn.
Thielen skiftede til Panthers på en treårig kontrakt til 25 millioner dollars, og har på trods af den fremskredne alder spillet op til det niveau. Han greb 103 bolde for 1.014 yards og fire touchdowns i sin første sæson i Carolina. Sidste år greb han 48 bolde for 615 yards og fem touchdowns i blot 10 kampe.
Nu er han tilbage i Minnesota, hvor trøje nummer 19 stadig er fri, så den ligger og venter på spilleren, der scorede 56 touchdowns i den, sidst han var i klubben.








