Fire quarterbacks med de fire første valg. Det kunne meget vel blive tilfældet, efter San Francisco 49ers har tradet sig til tredjevalget. Her får du et bud på de første to runder af 2021-draften.

De første bølger af årets free agency-periode er så småt overstået, og vi er ved at have et overblik over, hvilke huller holdene har formået at lukke og hvilke, der giver mening at adressere i draften om en måned.

En mock efter free agency var hele tiden planen, men efter fredagens blockbustertrade mellem 49ers og Dolphins, var der ingen vej uden om. Så her følger vores bud på hvordan de to første runder forløber.

Mockdraften er lavet sammen med draftbeat.dk, der er et dedikeret draft-site, som Gul Klud samarbejder med. Vi har valgt at projektere én yderligere trade, for at kunne få de fem top-QBs placeret realistisk. I kan læse op på næsten 200 spillere i draftbeats spillerdatabase.

Kommentarer modtages som altid gerne, enten hér eller på Twitter (@teisjoranger).

FØRSTE RUNDE:
1. Jacksonville Jaguars – QB Trevor Lawrence, Clemson
Intet har ændret sig øverst i draften. Det er stadig det kedelige og forudsigelige valg. Trevor Lawrence er valget, og det vill være en sensation, hvis han ikke ender som det.

2. New York Jets – QB Zach Wilson, BYU
Jets havde hele A-kæden til stede ved Zach WIlsons Pro Day, og de fleste reportere peger på, at Jets har udset sig Wilson som deres næste quarterback. Uanset hvem de tager, er QB den rigtige position. Darnold har vist for lidt.

3. San Francisco 49ers (f/Texans via Dolphins) – QB Trey Lance, North Dakota State
Fredag kom årets helt store blockbuster draft-trade. Kyle Shanahan har fået nok af Jimmy Garoppolo og vil gerne ud og forsøge at finde sig en top quarterback, som kan give ham den Super Bowl, som han mangler. Rygterne går på, at Trey Lance eller Mac Jones er mulighederne, men vi kan simpelthen ikke få os selv til at sende Mac Jones afsted som QB3. Så skal rygterne blive stærkere. Er der hold i snakken om at Niners vil holde fast i Garoppolo og redshirte spilleren de vælger, så giver small-schooleren Lance også mest mening.

4. Atlanta Falcons – QB Justin Fields, Ohio State
Der er to scenarier her. Enten tager Falcons selv en quarterback, eller så trader de ned og lader et andet hold tage en quarterback. Panthers, Washington og Patriots er nogle af de hold, der kunne bruge en quarterback. Falcons trader næppe med divisionsrivalen Panthers, og for Patriots og Washington er springet nok for stort, ikke mindst nu hvor valget næppe er blevet billigere at erhverve. Derfor giver vi den lokale knægt Justin Fields til Falcons.

5. Cincinnati Bengals – OT Penei Sewell, Oregon
Beskyttelsen af Joe Burrow af alfa og omega. Selvom Bengals har Jonah Williams på venstre tackle, så er Sewell for god en mulighed for at opgradere den offensive linje. Så må man flytte lidt rundt på Williams, hvis det bliver nødvendigt. Alternativt var WR overvejet, og her er det fristende at genforene Burrow med Ja’Marr Chase.

6. Miami Dolphins (f/Eagles) – WR Devonta Smith, Alabama
Efter fredagens to trades er Dolphins endt med sjettevalget, og de har næsten frit valg på alle non-QB positioner. Når de trader tilbage op, så føles det som om, at de vil sikre sig et af de bedste offensive våben i draften. Om det er Pitts, Chase eller Devonta Smith er svært at sige. Vi holder fast i Smith og Alabama-forbindelsen mellem ham og Tua.

7. New England Patriots (f/Lions) – QB Mac Jones, Alabama
PROJEKTERET TRADE: Patriots sender #15 og #46 til Lions for #7
Patriots var superaggressive i årets free agency, og har efterladt sig i en position, hvor det næsten kun er quarterbacken der mangler. Derfor giver det alverdens mening, hvis de også går aggressivt efter at komme op i draften og adressere positionen. Nu gik der fire quarterbacks først, og derfor må Patriots “nøjes” med at hoppe op til 7. valget, hvor de kan tage Mac Jones, der virker som et varmt navn i NFL-kredse, og besidder mange af de egenskaber Belichick sætter pris på.

8. Carolina Panthers – CB Patrick Surtain II, Alabama
Panthers ligner en af de helt store tabere ved 49ers’ trade. Der går tre quarterbacks først nu, og Falcons kan det blive svært at handle med. Rygterne går også på, at de har sat sig i hovedet, at det er Deshaun Watson eller ingen. Derfor kigger de mod forsvaret, hvor Patrick Surtain vil forstærke cornerback-gruppen markant.

9. Denver Broncos – LB Micah Parsons, Penn State
Broncos føles som en oplagt kandidat til et hold, der vil trade ned. Især hvis et hold vil op og sikre sig Ja’Marr Chase eller Kyle Pitts. I dette scenarie lader vi dem blive, og så snupper Vic Fangio en atletisk playmaker til midten af sit forsvar.

10. Dallas Cowboys – TE Kyle Pitts, Florida
Forsvaret er den største mangel for Cowboys, men Jerry Jones kan simpelthen ikke dy sig. Det største tight end-talent i lang, lang tid? Det må han have fat i. Forestil dig Dak Prescott med en kvartet bestående af Amari Cooper, Michael Gallup, CeeDee Lamb og Kyle Pitts at kaste til. Holy smokes.

11. New York Giants – LB Jeremiah Owusu-Koramoah, Notre Dame
Micah Parsons føles som det oplagte David Gettleman-valg, men han er allerede væk, og det gør det her valg sværere at forudse. Gettleman kunne gå med den offensive linje, men er Slater hans type? Eller kommer han med en anden overraskelse? Vi ved det ikke, men i dette scenarie vælger vi at overraske lidt med Jeremiah Owusu-Koramoah, der vil give Giants en alsidig og atletisk brik til deres spændende forsvar.

12. Philadelphia Eagles (f/49ers via Dolphins) – WR Ja’Marr Chase, LSU
En trade ned på seks positioner giver stadig muligheden for at vælge Ja’Marr Chase, og det er Eagles lykkelige for. Chase giver dem den førstereceiver, de har savnet i årevis, og hans styrke kombineret med Jalen Reagors fart giver Jalen Hurts den WR-duo, han kunne drømme om.

13. Los Angeles Chargers – OT Rashawn Slater, Northwestern
Chargers har sat stort fokus på den offensive linje i år, og de har allerede hentet flere solide indvendige offensive linjefolk. Venstre tackle er dog stadig noget usikker med Trey Pipkins, og de vil gøre klogt i at udnytte tackle-årgangens styrke. Her kan Rashawn Slater gå ind fra første dag og agere Herberts blind side-protector.

14. Minnesota Vikings – OG Alijah Vera-Tucker, USC
Vikings kan gå flere retninger, og det er fristende at kigge på den defensive linje. Valget falder dog på Alijah Vera-Tucker, der endelig kan lukke hullet på venstre guard efter flere sæsoner med problemer. Vera-Tucker er atletisk og vil passe godt ind Klint (Gary) Kubiaks angreb.

15. Detroit Lions (f/Patriots) – CB Jaycee Horn, South Carolina
Det er svært at forudsige, hvad Detroit Lions vil med deres roster nu her. De er tydeligvis i en form for rebuild-fase med mange huller, men de virker også interesserede at forbedre forsvaret og hjælpe Goff så meget som muligt. Her vælger vi at gå med den bedste værdi og tage Jaycee Horn, der giver den defensive koordinator Aaron Glenn en af de yngste og mest spændende cornerback-grupper i ligaen. Horn, Okuah og Oruwariye kan virkelig udvikle sig til noget spændende.

16. Arizona Cardinals – WR Jaylen Waddle, Alabama
Cardinals ville have elsket at få Jaycee Horn, men i stedet vender de fokus mod angrebet, hvor Kliff Kingsbury skal til at forløse potentialet, hvis han skal fastholde sit job. Derfor henter han endnu en receiver ind, så holdet nu for alvor kan samle en potent gruppe af våben. Hopkins og Green som store folk på ydersiden med Christian Kirk og Jaylen Waddle til at lave ravage med deres fart indvendigt.

Næste side: Anden halvdel af første runde