Stort set alle holdene i College har spillet deres første 6 kampe, og det er derfor tid til at drage (meget tidlige) konklusioner for første halvdel af den regulære sæson. Overraskelser har der været masser af, og man sidder efterhånden hver weekend og venter på, hvem af giganterne, der falder. Der er også hold og spillere, som har været enorme skuffelser, og de skal naturligvis også en tur i maskinen. Jeg kigger også fremad og ser på favoritterne til Heisman-kapløbet, ligesom jeg kommer med mit bud på, hvem der bliver inviteret til playoffs.

De største skuffelser:

North Carolina. Efter min mening var deres top 10-placering inden sæsonstarten for gavmild, men de burde være bedre end 3-3. De har en god coach, Mack Brown, der er i sit tredje år med holdet. Og så er der Sam Howell, der kom ind til sæsonen som den bedste quarterback i College ifølge flere eksperter. De mistede vigtige spillere i offensiven, men det er ikke en undskyldning for at falde sammen. Wide Receiver Josh Downs har udfyldt noget af det efterladte tomrum, og han ligner en kommende stjerne. Det er særligt på den offensive linje og i deres secondary, der til trods for at være fyldt med veteraner, har spillet som skræmte førsteårsspillere. Hvis de havde tabt til bedre hold, så kunne vi have forhandlet om det, men Virginia Tech, Georgia Tech og Florida State? Særligt det seneste nederlag på hjemmebane til Florida State er for dårligt, da de har været nede i et hul de sidste to år. På udebane mod Georgia Tech blev de tæsket med 23 point, og det var ellers en kamp, hvor de var gigantiske favoritter. Sam Howell ser stadig god ud, og han skal nok lande et godt sted i den næste draft, men Tar Heels har indtil videre været en af de store skuffelser.

LSU. Det er ret vildt, at de efter at have vundet et overbevisende mesterskab i 2019, er faldet fuldstændig af. Deres rekrutteringsarbejde er stadig i toppen nationalt, så det er ikke mangel på talent, der fælder dem. I sidste sæson endte de 5-5, og indeværende sæson ligner ej heller en vindende én. De er 3-3, men de mangler stadig at møde Ole Miss, Alabama, Arkansas og Texas A&M. Jeg er ikke engang sikker på, at de slår Florida Gators på lørdag! Holdet har mistet stjernereceiver Kayshon Boutte for resten af sæsonen, der ellers lå på en delt førsteplads over receiving touchdowns nationalt. Det er mærkesager for LSU, at løbeangrebet fungerer, og at forsvaret er et af de bedste. Det mangler i den grad i LSU‘s kampagne, og med Boutte ude mister kastespillet den vigtigste modtager. Ed Orgeron er på det varme sæde, selvom han for så kort tid siden tog LSU gennem en ubesejret sæson og vandt trofæet.

USC. Jeg mener, at College Football er federe, når USC er et godt hold. Og det er de altså ikke lige nu. Før sæsonen var de placeret som nummer 15 på AP’s top 25, og den placering er for længst væk. De var favoritter til at vinde den sydlige division af PAC-12, men både UCLA, Arizona State og Utah, som de senest tabte til, ser bedre ud. De fyrede coach Clay Helton, efter at de i bare anden runde fik tæsk på hjemmebane af upåagtede Stanford. Siden hen er man blevet banket på hjemmebane yderligere to gange af henholdsvis Oregon State og divisionsrivalerne fra Utah. Det ser ud til, at vi må vente nogle sæsoner endnu, før USC er tilbage i topform.

Clemson. Der var INGEN, der kunne have forudset, at Clemson ville se så dårlige ud. Lad mig lige tjekke, hvor de ligger på AP top 25. De er der ikke! Som forsvarsspiller for Tigers må man være rigtig træt af, at angrebet ser så elendigt ud, for forsvaret har faktisk præsteret som et af de bedste i landet. Nederlaget til Georgia, der nu ligger nummer 1, kan retfærdiggøres. Også selvom man ikke vinder mange kampe, når man ikke scorer mere end 3 point. De har slået et ligegyldigt South Carolina State-hold stort, og så er det blevet til smalle sejre over Boston College og Georgia Tech, hvor forsvaret bar dem. Et overtidsnederlag til NC State trækker også voldsomt ned. D.J Uiagalelei må tage en del af ansvaret, for han ser ganske enkelt ikke god ud. Det fylder måske for meget i hans hoved, at han skal lave reklamefilm ved siden af. Clemson er fortsat en af de skoler, der rekrutterer bedst i landet, og holdet er da også propfyldt med talent. Derfor giver det ingen mening, at særligt den offensive produktion er så rystende ringe. Slutspillet er væk, så de kan allerede arbejde på at få talentmassen klar til næste sæson.

Iowa State. Før sæsonen spåede jeg en stor sæson for Cyclones, der sluttede 2020-sæsonen af med en sejr i Fiesta Bowl på 34-17 over Oregon. De har en top-quarterback i Brock Purdy, Breece Hall var en af de mest dominerende løbere i landet, og læg dertil gode receivere og et stabilt forsvar. Der var virkelig lagt op til, at Iowa State kunne lave en speciel sæson. Ikke at de skulle i playoffs, men måske en deltagelse i Big 12-mesterskabet, der nu virker som utopi. At være 3-2 er ikke en katastrofe, men de mangler at møde flere gode hold, så de ender ikke med en fantastisk placering. De led et smertefuldt nederlag på hjemmebane til rivalerne fra Iowa, og så skuffede de på udebane mod Baylor. Jeg er ikke sur på Iowa State, jeg er skuffet. Det skulle have været jeres sæson.

De største overraskelser:

Michigan State. Måske vinderne af sidste offseason? De tog i hvert fald konsekvensen af en dårlig 2020-sæson, og imens de holdt fast i profilerne på holdet, så fik de hevet en masse talent ind fra andre skoler. Den vigtigste tilføjelse var runningback Kenneth Walker III, der har overgået forventningerne og ligner en god kandidat til Heisman-prisen. Det er ikke altid en sikker løsning, at man får en masse nye spillere ind, men det har virket for Michigan State. Absolut ingen havde forestillet sig, at de ville være 6-0, og de har endda slået nogle gode hold dertil. De spiller desværre i Big 10, og der mangler de stadig at møde blandt andre Michigan, Ohio State og Penn State. Jeg spår dem gode muligheder på hjemmebane mod Michigan og Penn State, men kampen i Ohio State er den største udfordring på vej mod en sensationel ubesejret sæson. Uanset hvordan de slutter af, så må man løfte på hatten for Michigan State og coach Mel Tucker, der på én enkelt offseason har skabt et vinderhold.

Michigan. Geografisk bliver vi i samme område, for de to Michigan-rivaler har begge overrasket i år. Michigan er et stort fodboldprogram med en enorm fanbase, og der vil altid være gode forventninger til holdet. Det så godt ud i 2019-sæsonen, men sidste sæson endte de 2-4 og med træner Jim Harbaugh på planken. De er gået over til en mere konservativ form for fodbold i denne sæson, hvor de holder bolden på jorden, styrer uret og dominerer i forsvaret. De har vitterligt smidt kastespillet ud af vinduet, og af topholdene er de det hold, der har klart færrest kaste-yards pr kamp. Deres fire første sejre, hvoraf alle var på hjemmebane, var ikke særligt imponerende. Det er deres to seneste kampe, hvor de har slået henholdsvis Wisconsin og Nebraska på udebane, som trækker op. Det er stærke hold, og særligt når man møder dem ude. Som førnævnte Michigan State lider de af at være i Big 10-divisionen, og de får det rigtig svært på udebane mod rivalerne fra samme by og ikke mindst Penn State. Jeg har dog en fidus til Michigan i sidste spillerunde mod Ohio State, der kan afgøre førstepladsen i Big 10. Det bliver spændende at se, om de kan holde gang i maskineriet, for Jim Harbaugh og holdet har desværre for vane at kikse, når det gælder.

Wake Forest. Hvem? Det er ikke et navn, som man er vant til at høre om i College. Jeg har dem ikke som den største overraskelse, for det er faktisk et program, som har været i en opadgående kurve i længere tid. Coach Dave Clawson er en af de mest undervurderede trænere, og holdet har været mere end stabilt siden han kom til Winston-Salem. Der kan ikke være et eneste menneske på jorden, som havde gættet på, at de lige nu ville være øverst i ACC-divisionen og dertil ubesejrede. Det er skørt at sige, men divisionen er deres at tabe nu. De har to meget svære kampe tilbage ude mod North Carolina og Clemson, der dog er henholdsvis 3-3 og 3-2. North Carolina taber minimum én kamp mere, så det er nok Clemson, de skal passe på. Det er godt nok et hold, hvor offensiven ser fortabt ud, men deres resterende program er overkommeligt. Jeg er en blandt mange, der hepper lidt på Wake Forest i den sidste del af sæsonen.

Kentucky. Den største overraskelse i mine øjne. Det er et program, som har arbejdet på det her i nogle år efterhånden. Man har siddet og ventet på, at de skulle bryde ud for alvor. Jeg havde dog ikke regnet med, at de ville være SÅ gode. Det er ikke et hold, som har deres fem minutters berømmelse baseret på ingenting, de kan faktisk spille virkelig god football og skal tages seriøst. Træner Mark Stoops gav nyt liv til offensiven og brød med den endimensionelle fremgangsmetode, da han hentede quarterback Will Levis ind fra Penn State. Hertil kom der en ny offensiv koordinator, nemlig Liam Coen fra Los Angeles Rams. De to har fået noget rigtig godt op at køre, og Will Levis er blevet en publikumsfavorit, der både kan løbe og kaste. Kentucky ligger side om side med Georgia i SEC, og det er bare en svær konference at arbejde i. Den er proppet med gode hold, og divisionsopgøret mod netop Georgia på lørdag kan blive et reality-tjek for Kentucky. Selv hvis de taber den kamp, så venter der et slutprogram med gode muligheder for resten af sæsonen, og det ligner allerede nu en sensationel sæson.

UTEP. Jeg forestiller mig ikke, at mange kender til kategoriens joker. University of Texas at El Paso er et program, der kun 6 gange de sidste 50 år har sluttet af med en vindende statistik. Derfor er det også overraskende, at de ligger 5-1. Forsvaret er blevet optimeret af den nye koordinator, Bradley Peveto, og efter blot 6 kampe er de noteret for 16 sacks og 4 interceptions. Særligt defensive end Praise Amaewhule ligner en spiller, som er god nok til et højere ugentligt niveau. Offensiven klikker også lige nu, og wide receiver Jacob Cowing skiller sig ud med 609 receiving yards, som er syvende flest nationalt. Forstå mig ret, UTEP er ikke et tophold, og styrkeforholdet kom til udtryk, da de tabte 54-13 til Boise State. Men de ligger 5-1 og har vundet begge deres divisionsopgør i Conference USA West, som puljen hedder. Det er virkelig overraskende, og på lørdag har de muligheden for at sætte en vindende kurs for resten af sæsonen. De møder Louisiana Tech på hjemmebane, som er et bedre hold end deres record antyder (2-3). Jeg har svært ved at se, hvordan de skal vinde den kamp, men en sejr ville cementere deres ret til at være i toppen af divisionen og måske endda vinde den i sidste ende.

Stroud, Rattler, Uiagalelei eller Young?

Fire relativt uprøvede quarterbacks gik ind til sæsonen med gigantiske forventninger, særligt på grund af de hold, som de spiller for. To af dem har skuffet gevaldigt, imens de resterende to ser fantastiske ud. Vi er vant til, at der kommer quarterbacks af NFL-kaliber ud fra de her football-programmer, så derfor bliver der altid stillet skarpt på deres quarterbacks. Det var inden sæsonen livligt debatteret, hvem der ville se stærktest ud i sæsonens løb. I forlængelse heraf er det interessant, at den med det formodede største talent, lige nu står svagest i billedet.

D.J. Uiagalelei var på vej mod stjernerne inden sæsonen. Han kunne suge til sig fra 2021-draftens førstevalg, Trevor Lawrence, og når muligheden bød sig i sidste sæson, så han god ud. Derfor er det overraskende, at det ikke har fungeret for ham. Uiagalelei er helt nede som nummer 85 på listen over passing yards, 107 for passing touchdowns og hans QB-rating på 104.6 giver en plads som nummer 96. Det er ikke tal, som en Clemson-quarterback skal have. Det skal nævnes, at han kun har spillet 5 kampe, og at han formentlig ville ligge en smule højere, hvis det var 6. Det ændrer dog ikke den horrible QB-rating, som vidner om en mand, der måske ikke er helt klar endnu. Han er stadig fremtiden for Clemson, og jeg tror han slutter sæsonen bedre af. Den offensive linje, som ikke har været prangende, var tilbage på topniveau i sejren over Boston College. Clemsons resterende program er til at overskue, og jeg tror, at holdet tænker i forberedelse til næste sæson allerede nu.

C.J. Stroud har de bedste offensive spillere omkring sig, og det nyder han godt af. Han er selv fantastisk, men Ohio State har det bedste wide receiver-korps i ligaen bestående af Garrett Wilson, Chris Olave og Jaxon Smith-Njigba. Læg dertil førsteårsspilleren TreVeyon Henderson, der er fjerdebedst i ligaen målt på yards pr løb. Stroud selv har kastet 18 touchdowns, hvor kun tre af 157 kast er blevet til interceptions. Han har den tredjehøjeste QB-rating med 191.2, og så er han kun blevet sacked 4 gange. Spørger du mig, så er det den klart bedste offensiv i landet lige nu, og den titel har Stroud meget ære i. De har et svært program tilbage, men hvis Stroud fortsætter med at dominere mod endnu bedre forsvar, så er han en seriøs kandidat til Heisman-prisen.

Spencer Rattler er måske sæsonens helt store taber. Det er hårdt at sige, men sikke en forfærdelig halvsæson, han har haft. Før sæsonen stod eksperterne i kø til at give ham Heisman-prisen på forhånd, og det var meningen, at han skulle være dette års quarterback, som NFL-holdene ville kæmpe om at drafte. Jeg kan ikke huske, om der nogensinde er en Heisman-favorit, der er blevet bænket efter blot 6 kampe. Spørgsmålet lige nu er, om vi nogensinde får at se Rattler spille for Oklahoma igen. Han sejlede rundt mod Texas i weekenden, og udover at holde for længe på bolden, så virker han bare ikke på samme side som resten af offensiven. Han tager for mange sacks, og så har han bare ikke held med de dybe skud, som man kender fra Oklahomas offensiv. Træner Lincoln Riley er altid garant for kreative offensive spil, men det er ikke kommet til udtryk under Rattler i denne sæson. Nogle har måske undret sig over, om det er hans medspillere, den er gal med. Det tvivlsmål gjorde Caleb Williams fuldstændig op med i weekenden, da han tog over for bænkede Rattler og leverede flere højdepunkter i en halv kamp, end Rattler har gjort hele sæsonen. Det må være hans hold nu, efter han reddede dem mod rivalerne fra Texas.

Bryce Young nævner jeg sidst af de fire, for så kan jeg bygge en bro til den næste sektion, der handler om Heisman-favoritter. Når man tænker på, at han er en førsteårsspiller uden meget erfaring, så er han bare vildt god. 1734 yards, 20 passing touchdowns og kun tre interceptions. Han er med i toppen af stort set alle statistikker, og han har været Alabamas bedste i offensiven. Det trækker også op hos mig, at både den offensive linje og hans receiver-korps præsterer lidt under forventningerne. Det giver sværere arbejdsbetingelser for Young, men han ser fuldstændig cool ud med bolden i hænderne. Alabama fik en advarsel hos Florida i kamp 3, og så kom det chokerende nederlag senest mod Texas A&M. Pilen peger mere på offensiv koordinator Bill O’Brien, der har taget nogle underlige beslutninger for offensiven. Young har i hvert fald gjort alt og mere til, og derfor er han med helt fremme i Heisman-kapløbet også. Jeg tror, at Alabama vinder resten af deres kampe, og så er de måske tilbage i playoffs med Young som den helt store stjerne.

Det tætte Heisman-kapløb: Quarterback, running back eller… defensive end?

Det er simpelthen hvert år, at de quarterbacks vinder. Siden 2006 har kun fire spillere fra andre positioner snuppet titlen, og hvis det sker, så er det typisk en running back. Derfor var det også forfriskende, at wide receiver DeVonta Smith vandt titlen som den første på positionen siden Desmond Howard i 1991. Quarterback er den vigtigste position for holdet, og klart den spiller, der har de bedste forudsætninger for at vise sig frem. Det ender nok sådan i år også, alt andet ville i hvert fald være en overraskelse, men jeg har faktisk udset mig nogle ikke-quarterbacks, som fortjener den mere.

Den mest dominerende enhed i hele College er Georgias defensive front. Jalen Carter, Travon Walker, Devonte Wyatt og Nakobe Dean er så fysisk overlegne, at de ligner NFL-spillere, der bryder med førsteårsspillere i College. Der er dog én mand, som spiller på så højt et niveau, at han gør arbejdsbetingelserne for resten af forsvaret meget lettere. Det er nose tackle Jordan Travis, der ellers ikke stikker frem i statistikkerne. Man er nødt til at se ham for at forstå, hvor dominerende han er. Han er desuden svær IKKE at se, for han er som regel den største mand på banen, hvis ikke de spiller mod Evan Neal fra Alabama. Der er ingen løbespil, der fungerer mod Georgia, og det er i særdeleshed fordi, at der er lukket fuldstændig af hos Travis på midten. Han er speciel, for han er ikke blot en gigantisk stopklods mod løbet. På trods af sin enorme størrelse, så ser du ham også jagte quarterbacks rundt, der vejer 60 kilo mindre end ham. Det er sjældent, at man finder så store mænd, der også er så atletiske. Jordan Travis vinder nok ikke, for statistikker betyder så meget i Heisman-debatten. Derudover spiller han en position, der ikke har vundet siden 1949. Vi kommer dog ikke uden om, at han måske er den mest dominerende spiller i College lige nu, og så er man værdig i den her snak.

Hvis ikke det kan blive Jordan Travis, så lad det blive Kenneth Walker III! I offseason tog han fra Wake Forest til Michigan State, og sikke en stjerne, de har fået. Walker står noteret for 912 rushing yards med 9 touchdowns til følge, og så løber han i gennemsnit 7.1 yards pr forsøg. Det er bedst af alle i landet, og der er langt ned til nummer 2. Michigan State mangler at møde de helt store hold i deres program, og hvis han kan spille med samme overlegenhed mod eksempelvis Ohio State, så er han en seriøs udfordrer til de mange quarterbacks, der bejler til prisen.

Hvis prisen skulle uddeles i dag, så tror jeg, at Matt Corral ville få den. Han har kastet 12 touchdowns, hvilket ikke er alverden, men han har til gengæld ikke kastet en eneste interception. Hans spil er ellers ret risikobetonet, så det er flot, at han er en af eneste, hvor der står ‘0’ ud for interceptions. Ole Miss havde det svært i Alabama, men Corral spillede alligevel en godkendt kamp. I de resterende kampe har han spillet fænomenalt, og jeg tænker særligt på hans præstation mod Tulane, som måske er den vildeste kamp af en spiller i sæsonen indtil videre. 335 yards, 3 passing touchdowns og så leverede han 4 rushing touchdowns selv. I weekenden mod Arkansas stjal han showet igen, og det er tydeligt, at han trives i de kampe, hvor der er fart på. Han har efter min mening været den største oplevelse blandt de mange quarterbacks, og han har virkelig noget x-factor.

De tre ovenstående har været de vildeste spillere at se for mig, men det ville slet ikke være en overraskelse, hvis Bryce Young eller måske CJ Stroud trak en Heisman hjem. Særligt Young har gode forudsætninger, hvis Alabama vinder resten af deres kampe og går i playoffs. Begge spillere har i hvert fald de tal, som det kræver, for at vinde prisen.
Der skal en joker med på listen, der i den grad også kan vise nogle tal frem. Jeg skrev om Bailey Zappe før sæsonen, da jeg lavede en liste over 10 spillere, der stod foran et gennembrud. Han kan umuligt vinde, for han spiller i Western Kentucky (1-4), og de tillader så mange point pr kamp, at det er ligegyldigt, hvor god han er. Et hold, der taber så meget, har sjældent en Heisman-bejler. Før Zappe kom til Western Kentucky, der var de nummer 112 i landet over passing yards pr kamp med 164.3. Nu ligger de nummer 1, fordi han kaster intet mindre end 457.8 pr kamp. Han har smidt 21 touchdowns afsted, og jeg synes faktisk, at det er imponerende, at han kun har kastet tre interceptions. Han er den quarterback i College, der har tredjeflest kast efter 6 kampe, så det er imponerende, at så få er endt i modstandernes hænder. Man kan ikke lave den her liste, uden at der bliver sendt lidt kærlighed til Zappe, for han er godt nok en vild spiller.

Et tidligt bud på playoffs

Sikke en kaotisk sæson, det har været indtil videre. Der er ubesejrede hold, som vi aldrig havde turde gætte på. Der er tophold, som slet ikke er, hvor vi havde forventet. Og så er der Georgia, der ser fuldstændig uovervindelige ud. Hold som Iowa, Cincinatti, Wake Forest, Kentucky og Coastal Carolina gør alt, hvad de kan, men det er ikke nok. Cincinnati kan vinde resten af deres kampe, men det er ikke nok til at komme med, det tror jeg ikke på. Det er afgørende, hvilken division, man kommer fra, og det gælder også resten af førnævnte hold. Jeg har en drøm om, at Iowa kan snige sig med, men jeg tror, at deres middelmådige offensiv bliver et problem. De spiller i Big 10, som er en af de hårdeste divisioner. Jeg ser dem dog falde til enten Wisconsin eller Nebraska. Måske begge to.

Jeg ville så gerne komme med et romantisk bud på playoffs, men sandheden er, at det bliver, som vi er vant til. Georgia, Oklahoma, Ohio State og Alabama. Man er godt nok vant til Clemson, men det er deres tur til at sidde over fra det fine selskab i år. Nøj, hvor er det et kedeligt bud at komme med. Georgia kommer med, og det bliver uden at tabe en eneste kamp. Den hårdeste tilbageværende udfordring er næste kamp, hvor de tager imod Kentucky. Jeg respekterer Kentucky, men den vinder Georgia altså uden slinger i valsen. De kan cruise i resten af den regulære sæson, hvor de skal fokusere på at undgå skader og optimere offensiven en smule endnu. Jeg er endda ret overbevist om allerede, at Georgia vinder mesterskabet i sidste ende. Det er tidligt at sige, men i år tror jeg, at landets med afstand bedste defensiv bliver den afgørende faktor.

Oklahoma kommer også med, og det tror jeg faktisk også, bliver uden nederlag til følge. Det bedste, der kunne ske for dem, var problemerne mod Texas i Red River-opgøret. De var håbløst bagud, og det var nok til at bænke Spencer Rattler. Nu er han ude, og hans erstatning, førsteårsspilleren Caleb Williams, ligner en stjerne. Det beviste han i hvert fald i comebacket mod Texas. De kommer til at være favoriseret i resten af deres kampe, og det bliver svært at følge med deres offensiv. Forsvaret er for dårligt til at vinde et mesterskab, men et ubesejret Oklahoma-mandskab bliver altid inviteret til playoffs.

Ohio State må høre meget for deres nederlag på hjemmebane til Oregon, som kan blive et problem for deres deltagelse i playoffs. Det har sat dem i en situation, hvor de SKAL vinde resten af deres kampe. De sidste 6 kampe i sæsonen er utvivlsomt sværere at vinde end de første 6, da de endnu mangler at møde Penn State, Michigan State og Michigan. Opskriften er dog simpel: vind resten og få en invitation. Landets bedste offensiv er rullende lige nu, og CJ Stroud ligner en mand, der kan tage dem hele vejen. På nuværende tidspunkt ligner de det hold, der bedst kan udfordre Georgia i en titel-kamp. Ohio State slutter den regulære sæson af på dominerende vis, og de kommer også med i playoffs.

Sikke en partykiller, at Alabama skal have lov at komme med. Det er dog sådan, at de har Nick Saban som træner, og det giver en evig fordel. Nederlaget mod Texas A&M er ingenlunde en dræber for Alabama, tværtimod. Det bliver det spark bagi, som desværre får dem tilbage på topniveau. Der er stjerner i offensiven, der mangler at komme op i niveau, og så spiller forsvaret under det niveau, som man forventer af Alabama. I den her liga finder Nick Saban altid de rigtige løsninger, og Alabama kommer naturligvis med. De har et mellemsvært program tilbage, men det betyder også, at lutter sejrer advokerer stærkt for deres deltagelse i slutspillet.

Jeg ser ikke Alabama for mig gå i titelkampen. De møder formentlig Georgia i en SEC-finale, der skal afgøre deres playoff-skæbne. Hvis Georgia ordner dem til den tid, så er døren måske åben for Iowa eller en anden overraskelse, der ikke har tabt. Som det er nu, så vil det være en enorm skuffelse for Georgia ikke at komme i titelkampen som minimum. Der møder de Ohio State, og så får vi en kamp mellem den bedste defensiv og den bedste offensiv.