Turnover-fest i New England

0

Det var både kaotisk og spektakulært, da New England Patriots og Houston Texans bragede sammen på Gillette Stadium i divisionsrunden.

New England Patriots er klar til AFC-finalen, efter at de besejrede Houston Texans med 28-16 hjemme i Foxborough.

Det er første gang i syv år, at Patriots er tilbage i det fine selskab, og står på tærsklen til Super Bowl-kvalifikation. I AFC-finalen venter førsteseede Denver Broncos, der besejrede Buffalo Bills i divisionsrunden, men som også mistede Bo Nix for slutspillet, da han brækkede sin ankel.

Læs også: Vildt overtidsdrama åbnede divisionsrunden

Omvendt er sæsonen slut for Houston Texans, der nu har tabt syv af syv mulige kampe i divisionsrunden i holdets historie. Det er også tredje år i træk, at divisionsrunden bliver endestationen for DeMeco Ryans’ mandskab.

Kaos, turnovers og mere kaos!

Det har været et hæsblæsende slutspil, og første halvleg i Foxborough skuffede på ingen måde. Både Patriots og Texans leverede flere bemærkelsesværdige spil, men de begik også et utal af personlige fejl.

New England Patriots’ forsvar fremtvang hele fire interceptions fra C.J. Stroud, mens Houston Texans’ defensiv leverede tre sacks, forcerede tre fumbles og fremtvang en enkelt interception fra Drake Maye. Og det var vel at mærke bare i første halvleg!

Samtidig fortsatte skaderne med at hagle ned over Houston Texans’ angreb. Texans mistede både sin startende tight end Dalton Schultz og venstre guard Tytus Howard i første halvleg – og de manglede i forvejen førstereceiver Nico Collins og højre tackle Trent Brown.

Mens C.J. Stroud havde svært ved at finde en medspiller, og Texans bare leverede 10 løbe-yards inden pausefløjtet, så viste Drake Maye enkelte glimt af sin MVP-form fra grundspillet.

Drake Maye fandt bl.a. sin partner in crime Stefon Diggs på et flot syv-yard-langt touchdown-kast. Det var Diggs’ første touchdown i indeværende slutspil.

Slutspillets hidtil vildeste catch

Mens New England Patriots var foran 21-10 ved pausefløjtet, og umiddelbart var i komplet kontrol, så var det gæsterne fra Houston, der kom bedst ud fra omklædningsrummet.

Først reducerede Ka’imi Fairbairn til 21-13, og så fremtvang Will Anderson Jr. en fumble, da han susede forbi Drake Mayes dørmand, Will Campbell, og slog bolden fri. Anderson Jr. spillede generelt en stor kamp, som han sluttede med tre tacklinger, tre sacks og to forcerede fumbles.

Men Drake Maye kunne ånde lettet op, da Texans’ runningback Woody Marks heller ikke kunne holde fast i bolden, da han mistede en fumble på den efterfølgende angrebsserie.

I stedet kunne Drake Maye og Kayshon Boutte lukke opgøret, da de to kombinerede på et spektakulært 32-yard langt touchdown-kast. Maye kastede en perfekt bold i dybden, som Boutte hev ind med bare én hånd og det yderste af sine fingerspidser.

Det var i sandhed slutspillets hidtil vildeste catch, som Boutte diskede op med – og endda på en aften, hvor spillerne havde ualmindeligt svært ved at holde fast i bolden. Samlet set fik vi otte (!) turnovers i Foxborough – fem af Texans og tre af Patriots.

Således kunne Drake Maye forlade Gillette Stadium, mens han blev tiljublet af sine fanatiske fans, der råbte “MVP” efter ham. Maye, som også er bookmakernes favorit til at vinde netop MVP-titlen, sluttede divisionsrunden med 179 kastede yards, tre touchdowns, en enkelt interception og to tabte fumbles.

Omvendt ramte C.J. Stroud bare på 20 af 47 kast for 212 yards med et enkelt touchdown og hele fire interceptions som følge. Præstationen var endnu et vidnesbyrd på, at Stroud stadigvæk er milevidt fra sin mageløse debutsæson i NFL.

Læs også: Chok! Bo Nix er færdig for sæsonen