
Todd Monken har nu besluttet, hvem der skal starte som Cleveland Browns’ quarterback i 2026-sæsonen. Valget er faldet på Deshaun Watson.
Det bliver den kontroversielle og udskældte Deshaun Watson, som skal føre Cleveland Browns ind i 2026-sæsonen som holdets startende quarterback.
Det kunne Cleveland Browns’ cheftræner Todd Monken fortælle på mandagens pressemøde.
Beslutningen er truffet i kølvandet på en træningslejr, hvor Watson og Shedeur Sanders har udkæmpet en direkte duel om startpladsen i Cleveland.
Til trods for, at Shedeur Sanders er en yngre, mere ubeskrevet spiller, og at Deshaun Watson tidligere har fejlet eklatant og ser ud til at have udspillet sin rolle i Cleveland, så er det sidstnævnte, der har vundet startpladsen.
Todd Monken begrundede beslutningen med, at Deshaun Watson har syv års erfaring i NFL, samt at han er blevet sin akillesseneskade kvit, efter at den kostede ham hele 2025-sæsonen.
Deshaun Watson har et enkelt år tilbage af sin femårige kontrakt med Cleveland Browns, der kommer til at indbringe ham i omegnen af 1,47 milliarder danske kroner. Browns hentede Watson fra Houston Texans i 2022, selvom han blev anklaget af mere end 20 forskellige kvinder for at have begået seksuelle overgreb på dem.
Siden da har Watson startet 19 kampe for Browns, hvoraf han bare har vundet ni af opgørene. Samlet set står den nu 30-årige quarterback noteret for beskedne 3.365 kastede yards, 19 touchdowns, 12 interceptions og fem fumbles, mens han også har taget 70 sacks, i sine tre år for Browns.
Senest leverede Deshaun Watson et skuffende indtryk, da Browns fik klø af Buffalo Bills i deres seneste træningskamp. Heri ramte Watson på sølle fem af 12 kast for 36 yards og en interception.
Spørgsmålet er nu, om Shedeur Sanders er færdig i Cleveland? Browns valgte den omdiskuterede quarterback, der er søn af NFL-legenden Deion Sanders, i femte runde af 2025-draften, og han har endnu til gode at bevise sit værd i NFL.










