Køb NFL GamePass
Forside Trades Trade! Eagles mister endnu en linjespiller

Trade! Eagles mister endnu en linjespiller

0

Ravens henter tiltrængt hjælp til skyttegravene, efter at de har slået en handel af med Eagles, som sender den tidligere Pro Bowler Cam Jurgens til Baltimore.

Ravens og Philadelphia Eagles har landet en aftale, som sender center Cam Jurgens og Eagles’ valg i syvende runde af 2027-draften til Baltimore.

Eagles modtager i stedet Ravens’ valg i femte runde af 2027-draften og deres valg i anden runde af 2028-draften.

Prøv NFL GamePass gratis

Ravens løser et akut problem

Handlen skal ses i lyset af, at Baltimore Ravens aldrig formåede at erstatte Tyler Linderbaum, som skiftede til Las Vegas Raiders på en rekordsættende aftale i foråret. Ravens valgte ikke en center i draften, og i stedet hentede de tre erfarne spillere ind, der skulle konkurrere om startpladsen.

Men de tre spillere – Danny Pinter, Jovaughn Gwyn og Ethan Pocic – har alle pådraget sig længerevarende og potentielt sæsonafsluttende skader i sæsonopstarten, og dermed var Ravens helt efterladt uden en center i spillertruppen.

Dermed løser Ravens et akut problem i hjertet af sin offensive linje med handlen. Det forventes ikke, at Cam Jurgens kommer i aktion, når Ravens møder Atlanta Falcons i den kommende spillerunde, da han døjer med en hjernerystelse, men han bør få sin debut i sjette spilleuge, hvor de møder Cleveland Browns.

Eagles’ offensive linje er i opløsning

Handlen sker i kølvandet på, at Philadelphia Eagles’ mangeårige venstre tackle Lane Johnson pludseligt besluttede at trække stikket på sin spillerkarriere.

Cam Jurgens var i forvejen blevet flyttet ud fra sin vante center-position til guard-positionen til venstre side, efter at Landon Dickerson blev skadet i sæsonpremieren. Jurgens har haft det svært spillemæssigt efter positionsskiftet, hvilket også kan hænge sammen med, at han ikke passede stilmæssigt ind i Sean Mannions angrebssystem.

Philadelphia Eagles valgte oprindeligt Cam Jurgens i anden runde af 2022-draften, og han stod i lære hos den syvdobbelte Pro Bowl-center Jason Kelce, som han endte med at afløse efter 2023-sæsonen.

Derefter tog Cam Jurgens’ karriere fart, og han blev stemt i Pro Bowl i sine to efterfølgende sæsoner (2024, 2025). Jurgens startede også, da Eagles vandt sin seneste Super Bowl-triumf i 2025.

Læs også: Lane Johnson stopper karrieren