Hvordan nåede vi hertil så hurtigt? 12. spillerunde åbner torsdag, når der er Thanksgiving i USA.

Det er amerikanernes største helligdag og en dag, hvor de fleste amerikanske hjem står i familiens tegn. Man samles fra nær og fjern og glæder sig over hyggeligt samvær og god mad… Altså lige bortset fra spillerne og trænerne på de seks mandskaber, der skal spille football.
Siden 1934 har det været en fast tradition, at der blevet spillet football på Thanksgiving i Detroit. Dallas kom til i 1966, og siden 2006 har der været tre NFL-kampe på programmet.
Vidste du i øvrigt, at Thanksgiving altid falder på den fjerde torsdag i november?

Kalkunkampen, 18:30

Detroit Lions (6-4) – Minnesota Vikings (8-2)

Du skal have kalkun til aftensmad og den kan du passende indtage foran fladskærmen.
Det er andet år i træk, at Lions og Vikings mødes på Thanksgiving, og det er et ultravigtigt opgør for de to divisionsrivaler. Vikings kan med en sejr lægge afstand til Detroit inden december måneds afgørende kampe, mens Lions med en sejr kan minimere Vikings forspring til blot en enkelt sejr. Da Lions samtidig vandt det første opgør mellem de to klubber (endda i Minnesota), så kan de med en sejr for alvor lægge pres på førerholdet.
Packers må betragtes som færdige, og dermed står kampen om NFC North mellem Lions og Vikings. Sidstnævnte var forrygende i søndags mod LA Rams, og forsvaret holdt NFLs mest eksplosive angreb til blot 7 point.
Lions havde større problemer med Chicago Bears, men til sidst leverede Matthew Stafford lidt magi og sikrede Lions en sejr. Udeholdet er favorit, og endda ganske stort.
Du får odds 1,72 hvis Vikings vinder kampen, mens der er 2,25 for en hjemmesejr. Spil Vikings – jeg tror mine lilla helte napper den.
Godnatkampen, 22:30 

Dallas Cowboys (5-5) – Los Angeles Chargers (4-6)
Desserten – forhåbentlig en banana cream pie – kan du indtage til en kamp fra Dallas, der pludselig er blevet ganske interessant.
For et par uger siden lignede Cowboys et slutspilshold og Chargers var i gang med et klassisk kollaps. Nu er tingene vendt på hovedet. Cowboys er uden deres store runningbackstjerne Ezekiel Elliott, og har tabt de seneste to kampe. Begge ganske overbevisende.
Chargers lignede et hold, der kunne gå på tidlig vinterferie, men nu er de pludselig med i kampen om AFC West-titlen. Godt nok har de kun vundet fire kampe, men med krise i Oakland, Kansas City og Denver, øjner San Dieg… undskyld Los Angeles Chargers muligheden for en slutspilsplads.
Oddsene på kampen er næsten helt lige og svinger minut for minut. Men jeg synes én ting taler til Chargers fordel: Deres forsvar. Cowboys har store problemer på den offensive linje, og imod Chargers giftige duo Melvin Ingram og Joey Bosa får de nok at se til. Jeg tror på en Chargers-sejr, der i skrivende stund giver odds 1,92.
Natteravnkampen, 02:30
Washington Redskins (4-6) – New York Giants (2-8)
Sørg for at der er masser af kaffe på kanden og Dr. Pepper i køleskabet, for den her bliver svær at holde sig vågen til.
Det er på ingen måder, hvad NFL havde håbet, da de inden sæsonen matchede Redskins og Giants på Thanksgiving. Giants har mistet Odell Beckham Jr. for resten af sæsonen og flere andre store profiler, og Redskins har haft deres egne skader at kæmpe med. Så sent som i søndags mistede de endnu en spiller, da den altid underholdende runningback Chris Thompson brækkede benet. Redskins har stadig Kirk Cousins og har i teorien stadig en slutspilsplads at kæmpe for, selvom fire nederlag i de sidste fem spilleuger har sat lidt en kæp i hjulet på den drøm.
Giants er helt væk, men slog dog Kansas City Chiefs i søndags, og endelig viste Giants lidt af det forsvarsspil, vi så sidste år.
Jeg tror dog ikke, at det er nok mod Redskins. Hjemmeholdet giver odds 1,25 igen og er Thanksgiving-kampenes største favorit.
Happy Thanksgiving og velbekomme
Claus Elming