I julens første kamp var der klasseforskel på Rams og Saints, og selvom sidstnævnte gjorde det spændende til sidst, så vandt hjemmeholdet med 30-22.

Love Them Picks

Rams vandt Super Bowl 56 hjemme på SoFi stadium for to år siden, og har siden set alle de store profiler forlade LA med undtagelse af Aaron Donald, Matthew Stafford og Cooper Kupp.

Strategien dengang var “Fuck Them Picks”, hvor Rams’ sportschef Les Snead og headcoach Sean McVay tradede høje draft picks for spillere, der havde bevist, at de kunne klare sig i NFL, hvor Stafford og cornerback Jalen Ramsey begge kostede to 1. runde picks.

Derfor har Rams ikke haft et 1. runde pick i syv år, og havde heller ikke ét i april, da den seneste draft løb af stablen. Men nu har piben fået en anden lyd og er nu mere a la “Love Them Picks”, for Rams har i den grad lavet en generationsskifte med årets draft.

Receiver Puka Nacua har været en åbenbaring og kunne blive valgt til Pro Bowl i sin første sæson.

Offensive guard Steve Avila, edge rusher Byron Young, og defensive tackle Kobie Turner har ligeledes været kæmpe tilføjelser og solide startere i deres første NFL-sæon. Læg dertil spillere som tight end Davis Allen og sågar rookie punter Ethan Evans, og så har du meget fin rookie-årgang.

Coach of the Year: Sean McVay… ikke umuligt.

Det er nemt nok at være træner, når man har et hold bestående af store etablerede stjerner. Det er straks noget andet, når man åbner træningslejren med 40 rookies og går ind i sæsonen med 15 uprøvede spillere i truppen.

Rams var inden sæsonen udset til at være et af NFLs dårligste hold, ikke mindst fordi holdet på papiret manglede talent. Men deres mange rookies og også andenårs-runningback Kyren Williams har speedet generationsskiftet op, og Rams ligner pludselig et hold, som ikke mange har lyst til at møde i playoffs.

Læg dertil, at quarterback Matthew Stafford i en alder af 35 har fået sin anden ungdom og ser både mere frisk og mere mobil ud, end han har gjort længe.

Sammen med duoen Nacua og Kupp har han igen gjort angrebet eksplosivt, og læg dertil den tidligere Chiefs-receiver Demarcus Robinson, der i nat greb et touchdown for fjerde kamp i træk, og så har du et kasteangreb helt på højde med det, der vandt Super Bowl for små to år siden.

Og det skyldes ikke mindst Sean McVay. Han blev den yngste headcoach i NFLs historie i en alder af blot 30 år, og med sine nu 37 er han stadig den yngste headcoach i ligaen.

Han blev kåret til årets træner i 2017, og måske gentager han den bedrift i år.

Coach of the Year: Dennis Allen – Not so much…

Det lignede længe en ydmygelse af Saints i rundens første kamp. Men nede med 30-7 gjorde Saints pludselig tingene interessante, da Derek Carr kastede to touchdowns og en 2-point conversion på tre minutter. Og pludselig stod det 30-22.

Men så fulgte en underlig beslutning af Saints headcoach Dennis Allen (der ikke gjorde noget for at dæmpe fyringsrygterne).

Der var lige under 4 minutter tilbage af kampen. Reelt masser af tid for Saints til at stoppe Rams, få bolden tilbage og forsøge et udlignende drive.

Men Dennis Allen besluttede at sparke et onside kick. En beslutning der fik diverse eksperter og sofa-quarterbacks til at undre sig.

Rams fik fat i sparket og med det var kampen reelt afgjort. I øvrigt anden uge i træk, at Rams forhindrede et stort comeback, og anden uge i træk at de skulle forsvare et onside kick.

Med nederlaget er Saints nu 7-8 og dermed kan Tampa Bay Buccaneers tage et stort skridt mod divisionstitlen i NFC South med en sejr over Jacksonville Jaguars søndag. Bucs og Saints mødes i øvrigt i spilleuge 17.

Og her kan du se, hvordan NFL-slutspillet ser ud inden resten af weekendens kampe.

Rams ligner et slutspilshold

I NFL drejer det sig oim at toppe i december og januar, og det ser ud som om Rams har timet det perfekt. Rams åbnede sæsonen 3-6, men har vundet fem af sine seneste seks kampe, er 8-7 efter sejren torsdag nat og ligner et slutspilshold.

Stafford var forrygende i sejren over Saints, hvor han spilede tæt på fejlfrit, og hans statistikker faktisk kunne have været endnu bedre, hvis ikke Nacua og Kupp begge tabte bolden i end zonen. Stafford ramte på 24 af 34 kast for 328 yards og tre touchdowns.

Stafford har nu 14 touchdowns og kun en interception i de sidste fem kampe.

Kyren Williams buldrede videre, løb for 104 yards og krydsede den magiske 1.000-yards grænse på trods af han missede fire kampe midt i en sæsonen med en skade. Andenårsspilleren scorede også på et 10-yard løb til stor jubel for hans mor, som han gav bolden til.

Rams ligger nu til 6. seed og uanset, hvordanalle andre klarer sig i weekenden, ligger de til en slutspilsplads efter weekenden også.

Du kan se her, hvad der skal til for at Rams og andre hold spiller sig i playoffs.

Du har en fed jul i vente med kampe lørdag, søndag og hele tre mandag.