Det var en svær runde i NFL Picks. Der var mange overraskende resultater, og de vendte op og ned på den samlede stilling. To personer kæmpede hårdt om at være ugens bedste og havde virkelig imponerende runder. NFLming tabte terræn i Gul kluds interne liga og havde et noget overraskende valg på sine 100 point, der ikke gik hjem.

Patriots havde mest tiltro blandt deltagerne i NFL Picks, hvor hele 96 procent af alle satsede på Bradys mandskab. Men holdet tabte til Seahawks, og dermed røg de fleste på den. Men det var ikke det eneste resultat der drillede. Det samme gjorde nederlagene til Chargers, Packers og Falcons.

Imponerende nok havde ugens vinder forudset nederlagene til Patriots, Chargers og Packers. Det er stærkt satset. Rasmus Dalum fik hele 434 point og sikrede sig ugeførstepræmien fra Philips. Det var blot fire point mere end rundens nummer to. Mikael Gajhede missede kun fire kampe og havde faktisk 100 point på nederlaget til Packers. Det giver ham 500 kroner til Danske Spil.

I sidste uge var Louise Kallesøe bedst af alle i den samlede stilling, men hun havde ikke den bedste runde. Det blev blot til fire rigtige kampe og hun rykker fra nummer et til ni. Ny i spidsen er Michael Holst Nielsen efter en runde med 360 point. Samlet har han 2974 point og fører med 64 point ned til Mikkel Guldbjerg på andenpladsen. Jennifer Holgersen er treer og har 2906 point. Blot fire spillere er inden for 100 point i toppen.

NFLming havde ikke meget at juble over efter en lidt for stille og rolig runde. Blandt andet havde han noget overraskende 100 point på Cleveland Browns, der tabte til Ravens. De 75 point gik til Titans over Packers og så røg der 60 med nederlaget til Vikings. Magnus Jølnæs var bedst hos Gul Klud og rykker op på førstepladsen. Knap 400 point efter finder vi Claus Elming, der ved, at der skal satses, hvis det skal hentes.

– Jeg ved godt, at jeg var lidt tosset med 100 point på Browns, men jeg troede sgu, at de ville få første sejr mod Ravens. Og netop det der med at satse skal der til, hvis jeg skal blive bedst i vores liga. Og det har været en sæson, hvor det har været mere end svært at forudsige resultaterne. Så jeg skal satse.

1 KOMMENTAR

  1. Jeg kan ikke se at monday night kampen er medregnet, det er den ikke i mine picks – missede iøvrigt kun 2 kæmpe, det skal give 413 points.