De fleste vil nok mene, at Triangle Razorbacks var småfavoritter i udekampen mod Søllerød Gold Diggers, men de mødte et på dagen bedre hold, og sejren for Gold Diggers var aldrig for alvor i fare. I en flot kulisse vandt sidste sæsons semifinalister med hele 34-0 over de forsvarende mestre.

Sløv start i solbeskinnet Nærum

Første quarter forløb uden scoringer, og de to hold skulle muligvis lige se hinanden an, men derfra stak hjemmeholdet af. Mikkel Lindsø satte med sin første interception en scoring op for sit hold. Efter det fine forarbejde af forsvaret gjorde Morten Forsbøl, Jonas Bo Hansen og resten af angrebet deres arbejde godt og bragte Gold Diggers foran 6-0 tidligt i andet quarter.
Det var blot den første af tre touchdowns i andet quarter. Den næste scoring kom også på baggrund af en interception af Mikkel Lindsø. Razorbacks’ nye quarterback, Shazzon Mumphrey, som hele kampen igennem ikke så ud til endnu at have fundet sig helt til rette i Danmark, viste glimt af det, der har fået Razorbacks til at hente ham til.
Første halvlegs sidste scoring stod Jonas Bo Hansen også for, da han snød to Razorbacks-spillere i opdækningen, og gjorde det til pausestillingen 20-0.

Gold Diggers’ dominans fortsætter

Nu skulle der ske noget for de forsvarende mestre fra anden halvlegs start, men det blev nærmest kun værre for dem. Godt nok fik de reddet sig ud af de første problemer på en lang fjerde down, men kort efter kom først Thomas Brill og derefter både Nicolai Molter og Mathias Kragh til skade. Samtidig leverede Gold Diggers’ forsvar et nyt stort spil med et sack på tredje down, da Razorbacks’ angreb så ud til at komme lidt i gang. Skaderne til Brill, Molter og Kragh gjorde bestemt ikke chancerne for et comeback større.
Gold Diggers gav mestrene en lille chance for at komme tilbage i opgøret, da Morten Forsbøl kastede en interception, efter hvad der lignede et unødigt, forceret kast.
Den chance kunne Razorbacks dog ikke udnytte, og Gold Diggers afgjorde i stedet kampen med to hurtige scoringer. Først skaffede de en fumble fra Mumphrey i end zone, som August Hyldrup fik fat i, og til sidst gjorde Daniel Asger Læby Mortensen det til slutstillingen 34-0. Da kampen mere eller mindre var afgjort gav begge hold deres startere en velfortjent pause.
Razorbacks lavede markant flere fejl, end de plejer, og lørdag mødte de et virkelig kynisk, velspillende Gold Diggers-mandskab, som nu kan nyde at være alene i spidsen af National Ligaen for første gang i et stykke tid.
Frustrationen hos spillerne fra Vejle var naturligvis stor efter kampen. Næste opgave for lørdagens sejrherrer bliver endnu en hjemmekamp mod et jysk hold, når AaB 89ers kommer forbi, mens Razorbacks får fornøjelsen af Amager Demons på hjemmebanen i Vejle.
Scoringer
1st quarter
– No score –
2nd quarter
6-0 – 3 yard TD pass, #12 Forsbøl to #80 Bo Hansen
13-0 – 3 yard TD run, #12 Forsbøl
20-0 – 45 yard TD pass, #12 Forsbøl to #80 Bo Hansen
3rd quarter
27-0 – Fumble recovery in end zone, #2 Hyldrup Nielsen
4th quarter
34-0 – 27 yard TD pass, #12 Forsbøl to #82 Læby Mortensen

2 KOMMENTARER

  1. Hvis der er noget Mermaid Bowl i 2015 har lært Gold Diggers, så er det at man ikke kan være FOR langt foran imod Razorbacks. Kald det bare for kynisk spil af Gold Diggers – de har bare tabt for mange kampe hvor de har været foran, og det havde de lært af…

  2. Og der er to ting der er helt sikre efter lørdagens storsejr af Gold Diggers:
    1) De to hold mødes igen.
    2) Det bliver en noget mere tæt kamp næste gang. Razorbacks kommer tilbage, noget bedre forberedt næste gang 🙂

Comments are closed.