Årets Mermaid Bowl spilles lørdag kl. 12.00 på Blue Water Arena i Esbjerg. Der er revanche på spil, da de to finalister fra sidste år igen er at finde i den 33. udgave af Mermaid Bowl, når Copenhagen Towers møder Søllerød Gold Diggers.

Skrevet af Nationalligaen.dk

Towers og Gold Diggers har mødtes i Mermaid Bowl to gange tidligere i 2017 og 2021. I begge tilfælde er det Towers, der er gået fra banen som sejrherre og derfor vil SGD gøre alt for at få vendt bøtten og få den revanche, som de nu har ventet et år på. Towers jagter deres Mermaid Bowl-sejr nr. 10 imens SGD jagter deres tredje. Deres seneste triumf er tilbage i 2010.

Towers har i mange år været dominerende i de direkte matchups mod SGD, men sidste år fik SGD brudt forbandelsen, da de to gange slog Towers i overtime. SGD havde dog nok gerne byttet de to sejre ud, hvis de til gengæld havde fået sejren i Mermaid Bowl. Igen i år er de to hold stødt på hinanden to gange. Towers vandt det første opgør i en pointrig affære med 57-38.

Efter sommerferien var det SGD, der trak sejren hjem, da de vandt med 21-13. Begge hold kommer til Mermaid Bowl med fem sejre og ét enkelt nederlag (SGD fik sjette sejr i semifinalen). Derfor kan det heller ikke diskuteres, om det er de to bedste hold, der står på banen på lørdag.

Copenhagen Towers profiler

Der er mange store profiler, der skal holdes øje med i kampen, men for at fremhæve nogle, starter jeg med Towers:

Offense:

Towers har en fantastisk WR-trio i Jakob Green (85), Martin Due (7) og MJ Williams (5). Har man fulgt Towers’ kampe i år, er man ikke i tvivl om vigtigheden af de tre spillere og hvordan de skaber plads, ikke kun til hinanden, men også til deres RBs, som nyder godt af de tre profiler.

Den offensive linje, ført an af Jens Møller, får også en afgørende rolle for Towers. Meget kliché-agtigt, så bliver kampe afgjort på hvilket hold, der vinder kampen oppe foran. Towers har et meget alsidigt offense, hvor de gerne løber og kaster bolden ligeligt. Skal de være en trussel, er det altafgørende, at QB, Josh Greaves og RBs Anton Witmeur og Michel Konate får tid og plads at arbejde på.

Defense:

Ligesom den offensive linje kan blive altafgørende, kan den defensive linje det også. Her er det særligt værd at holde øje med Mads Marquard (95), som med sin helt enorme fysik, kan skabe kæmpe problemer, uanset hvilken spiller der forsøger at stoppe ham og upåagtet om det er mod løbe- eller kastespillet.

Towers’ secondary kan få en travl dag og derfor er det også særligt værd at holde øje med nr. 21, Magnus Bitsch, som har en helt enorm og uvurderlig erfaring, når det kommer til kampe som denne. Der er ingen tvivl om, at han er en spiller, som hele forsvaret vil læne sig op af, når kampen først sparkes i gang. Samtidig er han også én, som kan give store udfordringer for SGD’s offense, da han altid formår at dukke op omkring bolden.

Søllerød Gold Diggers’ head coach, Logan Dykstra har givet sit bud på hvem fra Towers, der kommer til at spille en stor rolle:

On the offensive side of the ball Green and Williams create a lot of stress on any teams secondary. On the defensive side of the ball, Marquard has the potential to disrupt things up front. Going into the championship those are three players we are keeping an eye on.

Søllerød Gold Diggers profiler

For Søllerød Gold Diggers er det ikke ret meget anderledes end det er for Towers. De har en lang række offensive playmakers, som kan skabe store problemer, særligt over for Towers’ kasteforsvar.

Offense:

Søllerøds amerikanske QB, Louis Colosimo (5), har spillet en fantastisk sæson, hvor han har formået at bygge en unik forståelse op med sine WR’s, som gør, at han har mange playmakers at dele bolden ud mellem. Senest completer han 23/24 kast for 358 yards og kastede 7 TDs i semifinalen til 4 forskellige spillere og ingen interceptions. Netop hans evne til at fordele bolden mellem flere spillere gør, at SGD har rigtig mange strenge at spille på.

Ligesom Towers, har SGD og en WR-trio, der kræver opmærksomhed. Frederik Oldenburg (1), Jonathan Steinhauer (11) og Simon Føns (84) scorede hver 2 TD’s i semifinalen. Særligt Føns kan spille en hovedrolle på lørdag, da han med sin fart og fysik er svær at nedlægge på egen hånd. Derfor kræver det en stærk defensiv indsats af Towers, hvis han skal håndteres. Han er en ligeså stor trussel på special teams, hvor han agerer som returner på både kickoff return og punt return.

Defense:

Saliou Sale (2), som gør sig på den defensive linje, har spillet en stor sæson, hvor han har lavet mange store spil og er en konstant trussel, hver gang QB træder tilbage for at kaste. Sale står til gengæld også over for ligaens bedste offensive linje, så det bliver en svær kamp, hvor intet vil blive foræret. Sale har uden tvivl sin fordel i hans eksplosive antrit og hurtighed, som gør det muligt for ham, at runde den offensive tackle.

Da Towers har en stærk WR-trio, vil der også komme fokus på SGD’s secondary og her vil CB, Emil Brügge (26) spille en stor rolle, da han langt hen ad vejen vil stå direkte face to face med enten Jakob Green eller MJ Williams. Emil er større end begge WR’s, som han skal formå at udnytte, da de begge er fantastiske route runners og meget eksplosive i deres ruter. Nøglen for Brügge vil langt hen ad vejen være, at vinde det fysiske matchup inden han skal ud og løbe for meget om kap med dem.

Towers’ defensive coordinator, Victor Andersen, er blevet spurgt til, hvem de ser som den største trussel hos SGD, hvor han uden tøven svarer:
Simon Føns! Han er bare vildt god. Hurtig stor og gode hænder. Både på offense og på special teams skal vi have styr på ham. Han har lavet mange store spil i år og det skal vi prøve at begrænse. Jeg synes de har flere gode spillere på offense, men helt sikkert kun 1 vi fokuserer på.