Baltimore Ravens har placeret Danny Woodhead på injured reserve-listen, og dermed misser den vævre running back de kommende otte uger.

Danny Woodhead har døjet med skadeskvaler i de foregående sæsoner, og i årets første spillerunde var den så gal igen. For efter en flot angrebsserie, hvor Woodhead både gjorde sig gældende i løbe- og kastespillet, pådrog han sig en forstrækning i baglåret.


De indledende meldinger fra Baltimore lød på, at Woodhead ville misse mellem fire til seks ugers spilletid som følge af skaden. Alligevel har John Harbaugh og co. nu valgt at placere Woodhead på injured reserve-listen, hvilket betyder, at han først er berettiget til at spille igen om otte uger.


Ravens har i stedet valgt at tilknytte Jeremy Langford, som bliver hevet op fra holdets practice squad. Langford spillede for Chicago Bears i både 2015 og 2016, hvor det blev til 737 løbede yards og 421 grebne yards.
Foruden Langford vil Ravens fylde running back-positionen ud med Terrance West og Buck Allen, som begge leverede fine præstationer mod Cincinatti Bengals i første spillerunde. Ravens tager imod divisionsrivalerne fra Cleveland Browns i morgen, klokken 19:00 dansk tid.