Tirsdag fik medierne mulighed for at besøge Philadelphia Eagles’ stjerner. Gul Kluds Nicholas Isak Jørgensen var på pletten og fik flere af profilerne i tale.

Solen skinnede fra en klar himmel, da mediebusserne rullede ind på Wild Horse Pass, hvor Philadelphia Eagles holder til under Super Bowl-ugen. Foruden at huse de forsvarende NFC-mestre er ressortet kendt for sine uovertrufne golfbaner, som flere af Eagles’ spillere allerede har taget i brug for at koble af fra træningen, forberedelserne og medieforpligtelserne.

Efter to år med virtuelle pressemøder er vi tilbage til normalen, som påbyder holdene at stille sig til rådighed for pressen fire gange i ugen op til Super Bowl LVII. Tirsdag eftermiddag gjaldt det Philadelphia Eagles, som troppede op med cheftræner Nick Sirianni og 10 spillere – deriblandt Jalen Hurts, DeVonta Smith og Fletcher Cox.

Ét er at opleve NFL-spillerne fra afstand og på skærmen, hvor man hurtigt kan blive imponeret over deres fysik og atletiske evner. Men det er først, når du står side om side med eksempelvis Ndomukong Suh fra Philadelphia Eagles, at det går op for dig, hvor stor han rent faktisk er – og hvor surrealistisk det er, at han kan bevæge sig så hurtigt på grønsværen.

Pressemødet var struktureret således, at cheftræner Nick Sirianni gav sine indledende kommentarer og svarede på et par spørgsmål, før de 10 spillere indtog podierne. Hele seancen varede en lille times tid.  


Læs også: Nick Sirianni – fra syndebuk til folkehelt i Philadelphia

Nick Sirianni benyttede sin indledende taletid til at rose Jalen Hurts og sine veteraner Jason Kelce og Fletcher Cox for at gå forrest – og punktere presset og støjen, som fylder op til Super Bowl LVII. De gør det ganske enkelt lettere for de yngre og uerfarne spillere at være i forløbet op til den store finale.

Netop Fletcher Cox har en stor aktie i Philadelphia Eagles’ flotte sæson. Selvom han er fyldt 32 år, spillede Cox en fremragende sæson, hvori han leverede 43 tacklinger og syv sacks, mens han forcerede en fumble. Derudover er han en af de bærende kræfter i Eagles’ omklædningsrum, hvor han bl.a. fungerer som mentor for unge Jordan Davis. Cox finder selv sin inspiration fra sin afdøde storebror, Shaddrick Cox, som han dagligt mindes og har tatoveret på sin underarm:

På angrebet har Dallas Goedert og DeVonta Smith etableret sig blandt de bedste på deres positioner i NFL. Dallas Goedert greb 702 yards og tre touchdowns i bare 12 kampe, mens DeVonta Smith greb 1.196 yards og syv touchdowns i 2022-sæsonen. Smith fremhævede også den uovertrufne konkurrencementalitet, da han blev bedt om at beskrive Eagles’ receiverkorps:

Dallas Goedert har været forbundet til Philadelphia siden 2018, hvor Eagles valgte ham i anden runde med det 49. valg. Dermed oplevede Goedert transitionen fra Doug Pederson til Nick Sirianni på tætteste hold – og ifølge den 28-årige tight end har Sirianni skabt et mere behageligt og åbent miljø efter, at han overtog tøjlerne i Philadelphia:

Sidst, men ikke mindst, lykkedes det at få Jalen Hurts i tale. Det er notorisk svært at komme i nærheden af de to startende quarterbacks, da de står øverst på alle journalisters ønskeliste. Til trods for at Jalen Hurts har bevist sit værd i college-rækkerne såvel som i NFL, hvor han senest kastede for 3.701 yards, løb for 760 yards og scorede 35 touchdowns i 2022-grundspillet, bliver der stadigvæk sået tvivl om hans status blandt de bedste quarterbacks i ligaen. Derfor bad jeg Hurts om at fremhæve sine spidskompetencer – i stedet for at skulle forholde sig til de negative historier:

Og hvis I spørger DeVonta Smith, så er det heller ikke tilfældigt, at Jalen Hurts er kommet så langt, som det er tilfældet. For ifølge Smith er der ingen, som arbejder eller trænere hårdere, end Hurts gør:

Læs også: Portræt af Jalen Hurts – Eagles’ stille leder

Det var alt, vi nåede fra interviewsessionen med Philadelphia Eagles i denne omgang. Onsdag gælder det Kansas City Chiefs og Patrick Mahomes, som åbner dørene for medierne kl. 08.00 lokal tid.