Cincinnati Bengals havde førstevalg på trøjefarve, og klubben valgte deres helt klassiske uniform.

Super Bowl LVI spilles på SoFi Stadium i Los Angeles – på den bane, LA Rams normalt kalder hjemmebane.

Men det er faktisk Bengals, der er det officielle hjemmehold. Hjemmebanen – og dermed førstevalg af trøje, sidelinje og omklædningsrum – går hvert andet år til AFC-mesteren og hvert andet år til NFC-mesteren.

I de lige år (som 2022) er det AFC-holdet, der har hjemmebane, mens det er NFC-holdet i de ulige år. Og så kan det godt være, at Rams spiller på SoFi til daglig, men bortset fra den korte køretur, så bliver det meste anderledes.

Rams får ikke deres normale omklædningsrum og skal stå på den anden sidelinje, end når de normalt spiller hjemme. Og så skal de faktisk spille i hvide trøjer. Dem vender vi tilbage til.

Som officielt hjemmehold har Bengals nemlig førstevalg på trøjefarve og de gik med deres klassiske sorte trøje med hvide bukser til.

Men er det nu også klogt?

Cincinnati vælger dermed et sæt magen til de farver, de spillede i, da de første gang stod i Super Bowl tilbage i 1982, hvor modstanderen var San Francisco 49ers med en ung quarterback, der hed Joe Montana.

Billedet de lagde op på deres egen sociale medier ligner også en uniform fra dengang. Altså kunne de ikke have fundet på noget sjovere, eller i det mindste have strøget de bukser?

Det var i Super Bowl XVI (16) og syv år senere stor de der igen i Super Bowl XXIII (23), og igen var modstanderen 49ers. Denne gang spillede Bengals i hvidt (årets var 1993, så de var udehold), og det gik på samme måde. Montana førte 49ers på et legendarisk gamewinning drive med tre minutter igen og Bengals tabte kampen 20-16.

Dermed har Cinci altså både tabt i sort og hvidt, så de skulle måske have sagt, at tredje gang var lykkens gang og forsøgt sig med orange til den tredje Super Bowl i klubbens historie. Heldigvis er modstanderen ikke 49ers, men det er trods alt et hold fra Californien og NFC West.

Ser man på den nyere historie, så kan det også være, at Bengals med førstevalget skulle have taget de hvide trøjer. Hold, der spiller i hvidt, har vundet 14 af de seneste 17 Super Bowls, hvor de eneste farverige vindere var Packers (Super Bowl XLV), Eagles (Super Bowl LII) og Chiefs (Super Bowl LIV).

Da Tampa Bay sidste år spillede Super Bowl hjemme på Raymond James Stadium og som NFC-hold have førstevalget på trøjefarve gik de med hvide. De vandt som bekendt Super Bowl LV i overlegen stil.

Desuden har Bengals ikke haft held med det sorte look i år, som de har tabt tre ud af fire kampe i.

Rams genopfinder look fra Super Bowl sejr.

Rams spiller dermed i hvidt i årets Super Bowl. Det er dog ikke hvilken som helst hvid, men derimod en såkaldt throwback-uniform, hvor man har genopfundet et tidligere look.

Uniformen er en moderne udgave af den Rams spillede i, da de som St. Louis Rams vandt Super Bowl XXXIV, meget fint fortalt på klubbens sociale medier med et kast fra Matthew Stafford til Isaac Bruce.

Dermed bliver Rams blot det andet hold i Super Bowls 56-årige historie, der får lov at spille i en throwback uniform. Og så må vi bare konstatere, at klubbens SOME-team er noget mere oppe på noderne end Bengals.