
Der var én, der var to, der var tre… Rams starter tredje kicker på tre uger.
Los Angeles Rams gik ind til 2026-sæsonen med Super Bowl-ambitioner. Seks kampe senere er de 2-4, ligger i bunden af NFC West – og har allerede været nødt til at finde deres tredje kicker. Ja, eller faktisk fjerde.
Brandon McManus er seneste mand i et job, der i øjeblikket har omtrent samme jobsikkerhed som Donald Trumps pressesekretærer.
På ganske få dage er Rams gået fra Harrison Mevis til Blake Grupe og nu til den 35-årige McManus. Den ene blev fyret. Den næste nåede stort set kun at få arbejdstøjet på, før hans sæson sluttede med en alvorlig knæskade.
Og den tredje skal nu forsøge at skabe ro på en position, der efterhånden er blevet et symbol på Rams’ udfordringer og sæsonstart.
Fra ”Thiccer Kicker” til arbejdsløs
Harrison Mevis lignede ellers løsningen.
Den store kicker – kendt under det svært oversættelige, men glimrende kælenavn ”Thiccer Kicker” – kom til Rams i 2025, da Joshua Karty havde problemer. NFL-historiens tungeste kicker leverede varen: I sine ni kampe inklusive slutspillet ramte han på 18 af sine 19 field goals.
Så kom 2026.
Efter fem kampe stod Mevis blot noteret for fem scoringer på ni field-goal-forsøg. Fire missere på fem kampe var flest i NFL på det tidspunkt.
Dråben kom mod Buffalo Bills.
Først missede Mevis fra 50 yards. I overtime fik han derefter muligheden for at afgøre kampen fra 48 yards, men forsøget blev blokeret. Buffalo vandt i stedet 37-34, og Rams faldt til 2-3.
Sean McVay var ikke ligefrem i humør til at pakke vurderingen ind bagefter. Rams’ field goal- og PAT-enhed havde ifølge cheftræneren været ”not even close to good enough”.
Dagen efter var Mevis færdig i Los Angeles.
Blake Grupe: Ét field goal, et kickoff – og så færdig
Ind kom den tidligere kicker Blake Grupe, som Rams hentede fra New York Jets’ practice squad.
Grupe havde NFL-erfaring fra både New Orleans Saints og Indianapolis Colts og sluttede 2025-sæsonen med at ramme samtlige sine 11 field-goal-forsøg for Colts.
Alligevel stod han uden fast jo i 2026, men lignede en ganske fornuftig løsning for Rams.
Og faktisk begyndte Grupe’s nye job perfekt.
I første quarter mod Arizona Cardinals sendte han et field goal på 44 yards mellem stængerne.
Så gik det galt.
På det efterfølgende kickoff slap Cardinals returner Devin Duvernay fri på et 40-yard kickoff return. Grupe forsøgte selv at stoppe ham og kom til skade på sin akavede tackling.
Situationen var så absurd, at punter Ethan Evans måtte overtage kicker-opgaverne mod Arizona. Da Rams scorede touchdown med 47 sekunder tilbage, sparkede Evans et ekstra point og gav faktisk Rams en 16-15-føring.
Cardinals svarede selvfølgelig igen ved at køre ned ad banen, hvorefter deres rigtige kicker, Chad Ryland, sparkede et 43-yard field goal som tiden løb ud og gav Cardinals en sensationel 18-16 sejr.
For stakkels Blake Grupe var meldngen næsten værre end frygtet. Et overrevet korsbånd og dermed færdig for sæsonen.
Det betyder, at Grupes Rams-karriere i 2026 i praksis er ét eneste field goal. Men se på den lyse side. Ét forsøg. Ét field goal. Han slutter sin korte Rams-karriere med 100 procent træksikkerhed.
Det er svært at forestille sig en mere Rams-agtig udvikling på kicker-positionen lige nu.
Næste kapitel i Rams kicker-Manus
Så nu er det så Brandon McManus’ tur.
Rams havde både McManus og Matt Prater til prøvetræning, inden valget faldt på den tidligere Denver Broncos, Jacksonville Jaguars og Green Bay Packers-kicker.
Han er 35 år, har 12 NFL-sæsoner bag sig og vandt Super Bowl 50 med Denver. I sine to seneste sæsoner hos Green Bay ramte han 44 af 51 field goals – 86,3 procent – og 62 af 63 ekstra point. I 2024 ramte han hele 20 af 21 field goals, inklusive alle tre forsøg fra mindst 50 yards.
Han har desuden passeret 1.200 point i karrieren og har sparket mere end 50 field goals fra 50+ yards.
Kort sagt: Hvis Rams ønsker erfaring og et roligt hoved, er McManus omtrent så oplagt en nødløsning, som man kan finde på gaden i oktober.
Og ”nødløsning” er efterhånden det operative ord.
Kigger man på den officielle liste over Rams’ transaktioner har de fra 14. til 20. oktober haft tre kickere på holdkortet, og deres punter har sågar scoret et ekstra point.
Men Rams har stadig et stykke op til Jacksonville
Hvis Rams-fans leder efter trøst, kan de i det mindste konstatere, at det kan blive værre.
Meget værre.
Jacksonville Jaguars leverede i 2020 en kicker-karussel, som stadig er vanskelig at matche. Efter Josh Lambo blev skadet, brugte Jaguars fire forskellige kickere i fire på hinanden følgende uger: Brandon Wright, Aldrick Rosas, Stephen Hauschka og Jon Brown.
Da Lambo senere blev skadet igen, stod Chase McLaughlin klar til at blive Jaguars’ sjette kicker på bare ni kampe.
På et tidspunkt var Jacksonville på vej til at stille med sin femte forskellige kicker i fem kampe – en NFL-rekord. På det tidspunkt var kun fire andre hold i NFL-historien nået op på mindst fem kickere i samme sæson: Los Angeles Chargers i 2017, New Orleans Saints i 1978 samt Washington i 1987 og 2000.
Så McManus kan trøste sig med, at Rams endnu ikke behøver navneskilte til kicker-møderne.
McManus åbner sin Rams-karriere med kampen søndag mod Las Vegas Raiders – så må vi se, hvor længe han holder.










