
Hele fem kampe kommer NFL med til årets Thanksgiving, og der er nogle store brag imellem. Her er NFL-menuen til Thanksgiving.
Traditionen tro skal kalkunen, kartoffelmosen, sovsen og banantærten til Thanksgiving fortæres, mens der ruller NFL hen over skærmen.
For 20. gang serverer NFL hele tre kampe til Thanksgiving-menuen tirsdag, for fjerde gang har de også en Black Friday kamp og for første gang åbner de ballet onsdag aften inden Thanksgiving (desværre lidt sent set med danske øjne).
Det hele åbner i Los Angeles, hvor sæsonens Super Bowl stadion SoFi Stadium lægger kunstgræs til braget mellem Los Angeles Rams og Green Bay Packers. Mon ikke begge hold håber på, at det er ikke kun er en forsmag på kalkunen dagen efter men en forsmag på NFC-finalen i januar.
Kampen markerer første gang i Super Bowl-æraen, at NFL afholder en kamp på en onsdag i november.
NFL har spillet kampe på Thanksgiving i mere end 100 år, men det er første gang, ligaen har planlagt en kamp aftenen før Thanksgiving (25. november). Denne nye tilføjelse, kan du godt vænne dig til, for Netflix har underskrevet en aftale om at streame kampen de næste fire sæsoner til og med 2029.
Efter onsdags-premieren med kickoff langt over midnat dansk tid følger der tre kampe torsdag, hvor de to første har kickoff til nogenlunde normal tid i Danmark.
Forretten: Detroit Lions – Chicago Bears
Detroit Lions er blevet en fast bestanddel ved Thanksgiving, siden de spillede deres første kamp under højtiden i 1934. I år møder de Chicago Bears på Ford Field med kickoff kl. 19:00.
Lions har tabt otte af sine seneste ni kampe på Thanksgiving. Den eneste sejr kom over netop Bears i 2024.
Kampen byder også på et gensyn med den tidligere Lions træner Ben Johnson, der nu er headcoach for Bears.
Hovedretten: Dallas Cowboys – Philadelphia Eagles
Der er lagt i kakkelovnen til et NFC East brag, når Dallas Cowboys og Philadelphia Eagles krydser klinger kl. 22:30 dansk tid.
Dallas Cowboys er nærmest blevet synonym med Thanksgiving, da de med undtagelse ef et lille afbræk har stået for underholdningen til højtiden hvert eneste år siden 1966.
Desserten: Buffalo Bills – Kansas City Chiefs
Av for en kamp. NFL serverer sin Thanksgiving-dessert eller natkasse-kaffe i Buffalo, hvor Bills tager imod Kansa City Chiefs.
Bills får nyt stadion til den kommende sæson, og det får masser af eksponering hele sæsonen, men næppe mere end når millioner af tv-seere tuner ind for at se braget mellem Josh Allen og Patrick Mahomes.
Kampen spilles natten til fredag den 26. november 2025 kl. 2:20 dansk tid.
Black Friday: Pittsburgh Steelers – Denver Broncos
Og som om det ikke var nok, så har NFL lige en femte kamp på programmet til os, inden spillerunden egentlig spilles. Black Friday braget byder i år på to slutspilshold fra sidste sæson, når Pittsburgh Steelers tager imod Denver Broncos.
Sidstnævnte var måske AFC-halvdelens bedste hold sidste år, men blev snydt for en plads i Super Bowl, da quarterback Bo Nix fik en knæskade i kvartfinalen.
Steelers (og NFL) håber selvfølgelig på, at Aaron Rodgers tager en sæson mere. Det vil gøre kampen endnu federe.








