Saints-profil er færdig for sæsonen

0

New Orleans Saints må undvære Rashid Shaheed i resten af 2024-sæsonen, efter at den 26-årige receiver har beskadiget sin menisk.

Natten til fredag blev New Orleans Saints udraderet hjemme i Caesars Superdome, da de tabte med 33-11 til den tidligere Saints-legende Sean Payton og Denver Broncos. Ulykken stoppede imidlertid ikke dér for Saints, da cheftræner Dennis Allen kunne offentliggøre, at Rashid Shaheed er færdig for sæsonen som følge af en skade i sin menisk.

Læs også: Tanker fra torsdag – Sean Payton Bowl blev ensidig

Skaden er den seneste i en uheldig perlerække i New Orleans. Dennis Allen må i forvejen undvære sin quarterback Derek Carr, sin bedste wide receiver Chris Olave, sin startende safety Chris Harris og flere startere på sin offensive linje. Samlet set havde Saints 17 spillere på skadeslisten frem til torsdagskampen.

Rashid Shaheed er allerede blevet opereret i sin menisk, og det forventes, at han kan begynde den fulde genoptræning af sit knæ om fire til seks måneder.

Den 26-årige angrebsprofil havde fået en flot start på 2024-sæsonen, hvor han havde grebet næstflest bolde (20) og flest yards (349) af alle Saints’ spillere. Derudover havde Shaheed grebet tre touchdowns og scoret et enkelt return-touchdown.

I Rashid Shaheeds fravær ventes spillere som Mason Tipton, Equanimeous St. Brown og Cedrick Wilson Jr. at skulle overtage arbejdsbyrden og supplere Chris Olave bedst muligt i Saints’ efterhånden ramponerede kasteangreb.

Læs også: Optakt til London-opgør – sandhedens time for Jaguars!