
New Orleans Saints’ ejer Gayle Benson tager bladet fra munden og kritiserer sit mandskab i hårde vendinger efter en ringe sæsonstart.
New Orleans Saints har slet ikke fået den sæsonstart, som mange havde håbet eller sågar forventet.
Efter fem kampe står Saints med fire nederlag, og de har endnu ikke vundet en kamp hjemme i New Orleans.
Den skuffende sæsonstart er heller ikke gået ubemærket forbi holdejerens næse. Efter det seneste nederlag til Minnesota Vikings betegnede Saints’ ejer, Gayle Benson, sæsonstarten som “uacceptabel”, mens hun understregede, at fansene fortjener bedre resultater:
– Vores fans dedikerer deres tid og hjerte til Saints, og de skal kunne forvente bedre resultater, end det har været tilfældet, betonede Gayle Benson.
Saints har tabt 15 af 22 kampe, siden Kellen Moore overtog cheftrænerroret i New Orleans, og den siddende general manager Mickey Loomis har ikke oplevet en slutspilskvalifikation, siden Sean Payton og Drew Brees førte an i 2020-sæsonen.
– Som holdejer er det mig, som har det øverste og endelige ansvar. Det er et ansvar, som jeg tager på mig, og jeg mener ikke, at vores seneste præstationer når vores normale standard. Jeg er klar til at træffe enhver beslutning, som er nødvendig for at forbedre tingenes tilstand, erklærede Gayle Benson slutteligt.
New Orleans Saints møder New York Giants på udebane i sjette spillerunde, før der venter en tur til Paris, hvor de tørner sammen med Pittsburgh Steelers. Det er første gang nogensinde, at NFL besøger den franske hovedstad.










