NFC South
Skribent: Jacob Dissing Graversen
Atlanta Falcons: Kyle Pitts ender med at blive All-Pro
Efter en flot debutsæson i 2021, så har der været langt mellem lyspunkterne for Atlanta Falcons’ højtdraftede angrebsspiller. Med manglende stabilitet på quarterbackpladsen og en cheftræner, der ikke altid virkede til at stole på ham, har det heller ikke været nemt. Nu er der en ny quarterback på plads i klubben, og det kan komme den 23-årige tight end til gode. Pitts har nogle af de mest sikre hænder blandt tight ends i ligaen, blandt spillere på positionen med flere end 40 grebne bolde, var det kun Darren Waller, Cole Kmet og Tyler Conklin, der havde en lavere procentdel af tabte bolde.
Pitts er en bedre atlet end den trio, så han har værktøjerne til at gøre noget stort. Selv om Atlanta har mange spændende våben, heriblandt runningback Bijan Robinson og receiverne Drake London, Darnell Mooney og Rondale Moore, men der er ikke ét navn, som på forhånd ligner det primære mål. Både London og Pitts har tidligere vist, at de kan være førerhunden i et angreb, men hvem Cousins får det bedste samarbejde med, og hvem holdets nye offensive koordinator Zac Robinson stoler mest på, må tiden vise.
Mulighederne er dog til stede i højere grad end de har været de sidste to sæsoner. Han kan få sit helt store gennembrud, og tager en plads på et af de to All-Pro hold og slår dermed enten Kelce eller Kittle af pinden.
Carolina Panthers: Derrick Brown bliver (også) All-Pro
Vi bliver ved All-Pro og NFC South, men går nu til det eneste hold, som ikke fik en spiller valgt ind på det prestigefyldte hold i fjor. Carolina Panthers havde flere gode individuelle præstationer på et velspillende forsvar, men ingen havde samme niveau som defensive tackle Derrick Brown, som fik sit gennembrud og havde en fænomenal sæson. Det er nok gået lidt ubemærket hen blandt de fleste fans, men han var dominant fra start til slut.
Det var dog en sæson, hvor der var mange store præstationer fra andre defensive tackles i NFL, heriblandt Aaron Donald, Chris Jones og Justin Madubuike. Donald er gået på pension, og får Panthers lidt gang i angrebet i den kommende sæson, så kan det være forsvaret får bedre arbejdsbetingelser og holdet får mere opmærksomhed. Det kan komme Brown til gode.
Panthers har mistet Brian Burns og Frankie Luvu, to vigtige spillere, men holdets defensive koordinator, Ejiro Evero, er voldsomt dygtig, og det har hentet Jadeveon Clowney og A’Shawn Robinson til klubben. Det bør give Brown nok legekammerater, og forbedrer han sig en my som pass rusher, så kan han ende med at være blandt ligaens bedste fire defensive tackles.
Læs også: Sæsonoptakt til NFC South
New Orleans Saints: Holdet ender sidst i divisionen
Saints har været et af de mest stabile hold i NFL siden Sean Payton overtog tjansen som cheftræner, og selv om han er blevet skiftet ud med Dennis Allen, så har holdet ikke været reelt dårlige. New Orleans er ikke endt sidst i NFC South siden 2008, så selv om holdet har haft sæsoner med flere nederlag end sejre, så har der altid været dårligere hold. New Orleans er spækkede med solide, velbetalte veteraner, som har opretholdt det stabile niveau, men i år kan være året, hvor hjulene falder af bussen og holdet ender sidst i divisionen. Det vil i sandhed være uforudset, idet Panthers stadig huserer i divisionen og er blandt “favoritterne” til ende som det værste hold og dermed få førstevalget i næste draft.
For at Saints skal slutte dårligere end dem, så kræver det skader til holdets forsvar, som umiddelbart ligner det bedste i divisionen. Blandt de bærende kræfter de seneste år er Marcus Maye skiftet til Dolphins, Marshon Lattimore har været meget skadet de seneste sæsoner, mens Cam Jordan og Demario Davis har begge rundet de 35 år. Det kunne ske.
Holdets angreb var ikke overbevisende i fjor, og skal den usandsynlige forudsigelse gå igennem, så kræver det, at de bliver værre i år. Hvis ikke Kamara finder ungdommens kilde, virker det dog ikke helt utænkeligt, for hvem skal producere udover Chris Olave? Derek Carr var i hvert fald ikke overbevisende i sig selv, og selv om Rashid Shaheed er enormt seværdig, tror jeg ikke han er stabil nok.
Tampa Bay Buccaneers: Bucky Irving ender med at vinde starterrollen
Rachaad White blev valgt som den fjerde runningback i 2022-draften og havde sin første fulde sæson som starter i fjor. Den 25-årige runningback havde en statistisk set solid sæson, da han i alt skaffede mere end 1500 yards og scorede ni touchdowns. Angrebsspillere var dog langt mere effektiv i kastespillet, end han var i løbespillet, hvor han snittede færre end fire yards per løb og dermed lige akkurat ikke rundede de magiske 1000 yards trods flere end 270 løbeforsøg. Holdets offensive linje havde bestemt en finger med i spillet, men der var også mangler hos White selv.
Det kan være en af grundene til, at Buccaneers i april måned valgte Bucky Irving fra University of Oregon i fjerde runde af dette års draft. Irving har været en eksplosiv spiller for netop Oregon og har en spændende kombination af ren fart og hurtighed i de små rum, som kan gavne Buccaneers. Han er både lettere og mere væver end White, men alligevel tror jeg, at Irving i løbet af sæsonen får succes og skabt sig en rolle som holdets primære løber, mens White kan være en god suppleant.








