NFL er en utilregnelig og uforudsigelig størrelse. Hvert eneste år er der hold, som overrasker postivt eller negativt. Spillere, som overgår vores vildeste fantasi, eller som falder helt igennem.
I denne sæsonoptakt vover skribenterne på Gul Klud-redaktionen pelsen. De er blevet bedt om at komme med en fræk forudsigelse for hvert hold i 2024-sæsonen. Overgår T.J. Watt sin storebror på alletiders sack-liste? Kan Denver Broncos rent faktisk tage fusen på NFL? Og smadrer J.K. Dobbins alle konkurrenterne i Greg Romans løbetunge angreb?
Det er nogle af de frække forudsigelser, som vi kommer omkring i denne artikel. God fornøjelse. Hut hut!
AFC East l AFC North l AFC South l AFC West
NFC East l NFC North l NFC South l NFC West
AFC East
Skribent: Nicholas Isak Jørgensen
Buffalo Bills: Ingen receiver griber mere end 800 yards
Brandon Beane har rystet posen godt og grundigt frem til 2024-sæsonen. Buffalo Bills har bl.a. sendt Stefon Diggs og Gabriel Davis på porten, hvilket betyder, at Josh Allen er efterladt med rookie Keon Coleman, Khalil Shakir, Curtis Samuel og Dalton Kincaid i sit receiverkorps.
Af de fire spillere er det kun Curtis Samuel, som har formået at gribe mere end 800 yards i en enkeltstående sæson i NFL. Faktum er altså, at der ikke er en klart defineret første-receiver og vi må forvente, at Allen kommer til at fordele bolden relativt ligeligt mellem spillerne. Til sammenligning greb Stefon Diggs mindst 1.183 yards i sine fire sæsoner i Buffalo.
Miami Dolphins: De’Von Achane scorer mindst 16 touchdowns
Vi har skrevet og talt så meget om Tua Tagovailoas kontraktforlængelse, at vi nærmest har glemt, at Miami Dolphins råder over et overflødighedshorn af gode angrebsspillere. Én af dem er den talentfulde De’Von Achane, som spillede en flot debutsæson i fjor, hvor han producerede 997 offensive yards og scorede 11 touchdowns.
Hen over sommeren er Raheem Mostert fyldt 32 år og forventningerne er, at De’Von Achane kun bliver bedre og får en større rolle i McDaniels angreb. Det kan bane vejen for, at Achane etablerer sig blandt de mest eksplosive og produktive runningbacks i NFL, samt at han scorer mindst 16 touchdowns i 2024-sæsonen.
Læs også: Sæsonoptakt til AFC East
New England Patriots: Kyle Dugger forcerer flest takeaways i NFL
I løbet af sommerferien belønnede Patriots sin dygtige safety Kyle Dugger med en fireårig kontraktforlængelse, der potentielt kan indbringe ham i omegnen af 390 mio. danske kroner ($58 mio.). Det er et vigtigt træk af Patriots, da Dugger har etableret sig blandt de bedste på sin position i NFL.
Der er flere grunde til, at jeg spår, at Kyle Dugger tager endnu et skridt frem i safety-hierarkiet. Jerod Mayo har varslet, at Patriots’ forsvar kommer til at anlægge en mere aggressiv spillestil, som kommer til at passe godt til Duggers kompetencer og spilforståelse.
Patriots får også Christian Gonzalez tilbage fra sin skade, og han har potentialet til at blive en fremragende cornerback, der kan lukke sin opdækningsside ned. Det kan tvinge modstanderne til at søge de rum, hvor Dugger opererer. Og så må vi forvente, at Patriots’ forsvar kommer til at være en del på banen i år, da angrebet gisper efter talent. Det kommer til at give Dugger en masse muligheder for at udmærke sig.
New York Jets: Garrett Wilson griber flest yards i NFL
Joe Douglas og Robert Saleh har kastet terningerne, og de har satset deres fremtid i New York Jets på, at Aaron Rodgers fører dem til tops i AFC East, som de ikke har vundet siden 2002.
Hvis terningerne skal give gevinst, så er det altafgørende, at Rodgers opbygger dén kemi, som han havde med Davante Adams i Green Bay, med Garrett Wilson. Den 24-årige receiver har vist prøver på sit talent i NFL, og han har efter sigende været suveræn i Jets’ træningslejr. Han har kvaliteterne – og nu quarterbacken – til at grube flest yards i NFL, ligesom Tyreek Hill (1.799), Justin Jefferson (1.809), Cooper Kupp (1.947) har gjort i de seneste tre sæsoner.