NFC East
Skribent: Mikkel Nielsen
Dallas Cowboys: Cowboys misser slutspillet
Selvom Cowboys har været virkelig gode i grundspillet de sidste mange år, så har de gang på gang fejlet, når det kom til slutspillet. I år tror jeg godt, at Cowboys kan falde sammen endnu tidligere på sæsonen, og dermed misse slutspillet. Cowboys har en del huller på deres roster, som man måske ikke lige umiddelbart tænker over.
De har ikke rigtigt noget nævneværdigt på runningback, selvom de dog nu har hevet Dalvin Cook ind, men har han mere tilbage i tanken? Derudover er de også ret tyndt besat i deres secondary, hvor blot en enkelt skade kan ødelægge meget. Og så er der alt det postyr omkring Daks kontraktsituation. Der er simpelthen for meget, der ikke er godt nok styr på. Derfor tror jeg sagtens, at det hele kan implodere for Dallas, og dermed bliver det højst sandsynligt også Mike McCarthys sidste sæson som cheftræner.
New York Giants: Malik Nabers griber for mere end 1500 yards
Der er ikke meget positivt at sige om New York Giants’ angreb i 2024. Men et af de eneste lyspunkter er holdets nye receiver, Malik Nabers. Nabers havde en fantastisk karriere i college for LSU, hvor han i sin sidste sæson greb bolde for 1569 yards og hele 14 touchdowns. Giants har været kendt for jammerligt receiverspil den seneste håndfuld år, og sidst holdet havde en 1000-yard receiver var i 2018, hvor Odell Beckham stadig var i klubben.
Nabers har gode chancer for at komme et godt stykke over de 1000 yards, da Giants faktisk ikke rigtigt har andre store våben end ham. Dog kan quarterback positionen stikke en kæp i hjulet på Nabers’ rookie bedrifter, og så ved modstanderne jo også godt, hvem de skal holde øje med, når Giants ikke har meget andet offensiv kvalitet at byde på. Dog er Nabers et kæmpe talent, som nok skal kunne løbe sig fri uanset, hvor meget han bliver holdt øje med. Han har alle de rette egenskaber for at blive en stor receiver i NFL, og dermed også for at kunne gribe for en hulens masse yards i sin første sæson.
Læs også: Sæsonoptakt til NFC East
Philadelphia Eagles: Jalen Carter bliver årets forsvarsspiller
Aaron Donald er ikke længere at finde i ligaen til at dominere de stakkels offensive linjemænd han stillede op overfor. Men Jalen Carter kan måske nå op i nærheden af Donalds vilde niveau. Carter startede sin rookie-sæson med lyn og torden, men som resten af holdet faldt han i niveau senere på året, hvorfor han heller ikke blev valgt til 2023-sæsonens defensive rookie.
Carter var den første defensive tackle til at få stemmer som årets defensive rookie siden netop Aaron Donald, der vandt prisen tilbage i 2014. Nu har Carter haft tid til at vende sig til niveauet i NFL, og selvom niveauet faldt i løbet af 2023, så fik han stadig fuldstændig domineret et par linjemænd i starten af 2023. Hvis han kan fortsætte med at bygge på sit niveau i år, så kan han måske overtage tronen som ligaens bedste defensive tackle fra Aaron Donald, og dermed vinde titlen som årets forsvarsspiller.
Washington Commanders: Jayden Daniels vinder OROY
Washington er for alvor på vej i en ny retning nu. Med ny ejer, ny GM, ny cheftræner og efter årets draft også en ny quarterback. Commanders valgte Heisman-vinderen Jayden Daniels med andetvalget i draften og håber, at han kan blive fremtidens mand i hovedstaden. Danels har allerede nogle spændende våben at lege med i sit første år, bl.a. Terry McLaurin, Noah Brown og Austin Ekeler.
Den største trussel mod OROY-titlen er førstevalget i draften, Caleb Williams. Ham og Daniels kommer sandsynligvis til at kæmpe om titlen gennem hele sæsonen. Dog er Daniels en smule bedre til selv at løbe bolden end Williams. Den evne kan være med til at løfte ham op på førstepladsen i afstemningen som årets offensive rookie.








