NFC West
Skribent: Jacob Dissing Graversen
Arizona Cardinals: Marvin Harrison Jr, WR
Der var store forventninger til Marvin Harrison Jr. forud for receiverens første år i NFL. Ikke blot havde han domineret i collegerækkerne, men han er også søn af NFL-legenden Marvin Harrison. Han var udset til at blive den figur som Cardinals-angrebet havde så umådeligt brug for, men selv om han havde en fin sæson (Han greb 62 bolde for 885 yards og otte touchdowns), så var det Malik Nabers og i særdeleshed Brian Thomas Jr., der stjal overskrifterne blandt rookiereceiverne.
Harrison går dog ind til sæsonen med et års erfaring og en bedre optakt, hvor der ikke længere er forstyrrende elementer som lange kontraktforhandlinger omkrings Harrisons publiseringsrettigheder. Receiveren kommer også til at spille med Kyler Murray, der nu er et år længere i sin rehabiliterinsprocess efter han blev ramt af en knæskade, så arbejdsforholdene burde generelt være bedre.
Receiver var engang anset som en af de sværeste positioner at komme ind og spille som rookie, men vi er i de seneste år blevet forvænt efter historiske præstationer. Det var førhen normalt, at receivere først slog igennem i deres anden sæson, hvilket kan blive tilfældet for Harrison.
Los Angeles Rams: Kamren Kinchens, S
Rams har på mange måder et ganske etableret hold med en del veteraner, og hvor de fleste unge spillere fra de seneste drafts har brudt igennem og bevist sig som store stjerner, herunder receiver Puka Nacua og de defensive linjemænd Jared Verse og Braden Fiske.
En af de unge spillere, der endnu ikke har fået sit gennembrud, kan meget vel få det i den kommende sæson. Safety Kamren Kinchens blev valgt i 3. runde af draften i 2024, men var primært rotationsspiller, der blot startede fem kampe. Der var flere kampe med dårligt spil, men som sæsonen skred frem fik han bedre fat og havde et par gode præstationer i slutspillet.
Kinchens ser ud til at blive ubestridt starter i denne sæson, hvor han får flere muligheder for at vise, at han kan levere hårde hits og lave store spil på bolden, som han var garant for i collegerækkerne.
San Francisco 49ers: Renardo Green, CB
Som beskrevet i tidligere artikel omkring største tab, så kan kvaliteten på cornerbackpositionen potentielt blive et problem for San Francisco. Derfor håber de på, at andetrundevalget fra sidste års draft, Renardo Green, kan tage et skridt op og blive en god starter for det.
Hvis man ser på rookieåret, så var det ikke et homerun, men der var flere lovende takter for forsvarsspilleren. Green startede syv kampe for 49ers, alle disse kom efter tiende spilleuge, og den nu 24-årige cornerback havde flere gode præstationer, men der var også et par svipsere, der var klare tegn på manglende erfaring.
Green er ikke den største cornerback, men han er meget fysisk og med et aggressivt mindset, der kan passe godt til Robert Salehs forsvar.
Seattle Seahawks: Derick Hall, Edge
Både angreb og forsvar var ustabile i den foregående sæson i Seattle, men det var forsvaret, der sluttede sæsonen klart bedst af, og derfor vil jeg også forvente, at gennembruddet kommer på den side af bolden. Andetårsspiller Byron Murphy kan være en kandidat, men forlydender forud for sæsonen melder om en Derick Hall i storform.
Seattles største mangel på forsvaret kan være en dominerende pass rusher, for selv om de har solide spillere på positionen i Boye Mafe, Demarcus Lawrence og den skadede Nwosu så mangler den en spiller, der for alvor kan skræmme modstandernes tackles. Hall, der går ind i sin tredje sæson blev valgt i anden runde af 2023-draften og kan være den spiller, da han er en eksplosiv og kraftfuld atlet.
I rookieåret spillede han sparsomt, men det blev næsten til en fordobling i spilletid i 2024, hvor han også blev langt mere produktiv og gik fra ingen sacks til otte. 2025 kan blive sæsonen, hvor han ender med et tocifret antal sacks og får sit store gennembrud.








