Sæsonoptakt: Disse spillere kan få deres store gennembrud

0

AFC West

Skribent: Magnus Jølnæs Jacobsen

Læs også: Sæsonoptakt – den vigtigste tilføjelse for hvert hold

Denver Broncos: Troy Franklin, WR

Broncos fik fat i Troy Franklin i fjerde runde af draften sidste år, hvilket var lidt en overraskelse, da han nogle steder blev spået til at gå så højt som i bunden af første runde. Det var også med til at sætte forventninger højt for Franklin, der i Denver blev parret med sin college quarterback Bo Nix. Men med 28 grebne bolde på 53 targets og kun 263 yards var det for mange et skuffende udbytte.

Det ser ud til at ændre sig i år. Franklin har lignet en komplet forandret spiller i træningslejren og har i preseason allerede grebet 9 bolde for 90 yards. Hvor han sidste år tabte mange bolde, griber han nu nærmest alt direkte med hænderne, og han er blevet langt bedre til at løbe ruter. Kombineret med hans fart ligner han et godt bud på en spiller, der kan nå et sted mellem 700 og 900 yards, hvis han får muligheden.

Kansas City Chiefs: Xavier Worthy, WR

Chiefs draftede Worthy i første runde af draften i 2024, og han leverede en udmærket rookie-sæson med 638 yards og 6 touchdowns på 59 grebne bolde. Men en receiver draftet i første runde skal være en 1000-yard receiver, og det har Worthy rigtig gode chancer for at blive i år.

Chiefs’ andet store våben på receiver, Rashee Rice, er suspenderet i sæsonens første seks kampe, og tight end Travis Kelce er ikke, hvad han har været. Derfor peger meget imod, at Worthy bliver det absolut vigtigste våben for Patrick Mahomes i Chiefs’ angreb, og hvis han kan leve op til det prædikat, så forudser jeg et stort år for Worthy.

Las Vegas Raiders: Jackson Powers-Johnson, Center

Jackson Powers-Johnson er Raiders’ andetrundevalg fra sidste år, og selvom han havde en god rookie-sæson, så kan det godt blive endnu bedre. Og i år får han en ekstremt vigtig rolle. Med holdets nye cheftræner Pete Carroll og førsterundevalget Ashton Jeanty er der ingen tvivl om, at Raiders skal til at være endnu bedre i løbespillet, og det bliver grundpillen i Raiders’ angreb. 

Som rookie spillede Jackson Power-Johnson overalt på den indvendige del af den offensive linje for Raiders, men i denne offseason har han kunnet fokusere på at være center og har fra start kunne opbygge et godt forhold til holdets quarterback Geno Smith. Hvis Raiders’ offensive linje skal kunne levere, hvad der kræves for at sætte et kompetent angreb på banen, så starter det hele med Jackson Powers-Johnson. Med endnu en offseason og et stort talent, så er der lagt op til, at den store linjemand tager det nødvendige skridt.

Los Angeles Chargers: Tuli Tuipulotu, Edge 

Tuipulotu kan blive den næste store stjerne hos Chargers. På vej ind i sit tredje år i NFL er Tuli Tuipulotu stadig kun 22 år (bliver 23 om en uge) og har i sin karriere lavet 13 sacks. 8,5 af dem kom i sidste sæson, hvor han var backup bag Khalil Mack og Joey Bosa.

Men med Bosas skifte til Buffalo er det nu Tuipulotu, der står til at skulle starte modsat Mack, og derfor er håbet og forventningen også, at han i år kan komme over 10 sacks. 

Med sin unge alder har Tuipulotu ikke travlt med at få sit gennembrud, men kommer det i år, så kan der ligge rigtig mange år i fremtiden, hvor han vil terrorisere modstandernes quarterbacks.

Næste side: Hvilke spillere fra NFC West kan få deres store gennembrud i 2025?