Løbekongerne ramler sammen – Fem linjer om søndagens kampe

0

På søndag mødes Philadelphia Eagles og Baltimore Ravens i et opgør, hvor ligaens to suverænt bedste runningbacks står overfor hinanden.

Det er Thanksgiving, og søndag er der NFL på kalenderen. Der er masser af gode kampe, gode matchups og runden ser virkelig lovende ud.

Mest spændende bliver det at følge Derrick Henry og Saquon Barkley som kører parløb i kampen om at blive kronet som ligaens løbekonge. Begge kan runde 1.400 yards i den kommende kamp, mens nærmeste forfølger ligger og roder rundt i trecifrede antal yards.

På søndag venter endnu en stor opgave for Hjalte Froholdt, som møder et af ligaens mest aggresive forsvar, og så spilles der et historisk rivalopgør, hvor rivaliseringen måske var lidt større for små 20 år siden.

Lad os komme igang.

Falcons – Chargers kl 19.00

Falconsstaben har haft store panderynker i den forgangne uge, hvor Falcons har siddet over. De har haft god tid til forberedelse, og bør være kommet frem til et svar på det spørgsmål, som de fleste Falcons-fans sidder med: “Hvordan får vi flere point på tavlen?”.

Læs også: 10 svar vi leder efter i 13. spillerunde

Seneste scorede man blot seks point mod Denver Broncos. 

Chargers skal have revancheret et nederlag til et andet fuglehold – Harbaughs tropper måtte se sig slået af Ravens i “The Harbaugh-bowl” i en kamp, der ikke var helt så tæt, som slutresultatet ellers kunne indikere.  

Bengals – Steelers kl 19.00

Cincinnati Bengals har ét mål i de resterende seks kampe: Vind. 

De har på nuværende tidspunkt syv nederlag, hvilket begrænser dem til maksimalt 10 sejre, og med tanke på, at de skal indhente Denver Broncos (7-5), så er der ikke plads til slinger i valsen. 

Nu har de haft en ekstra uge til at forberede sig på divisionsopgøret mod Steelers, og den uge er vigtig – For Steelers er for alvor Bengals onde ånd. Mike Tomlin er kommet sejrrigt ud af opgøret i tre af de sidste fire kampe og 17 af de seneste 22. 

Vikings – Cardinals kl 19.00

To af ligaens helt store overraskelser ramler sammen på søndag, når Minnesota Vikings og Hjalte Froholdts Arizona Cardinals møder hinanden. 

Vikings flotte 9-2 sæson står en smule i skyggen af resten af NFC North, hvor det kun er Chicago Bears, der er uden 9 sejre. 

Læs også: Optakt: Kan Froholdt overvinde Vikings’ aggressive forsvar? 

Skal man tro på historien, så får Cardinals en svær kamp – ørkenholdet har ikke vundet en udekamp mod Vikings i de seneste 11 forsøg, og vi skal derfor tilbage til St. Louis Cardinals i 1977, hvor seneste sejr kom. 

Skal Cardinals vinde kampen, så kommer nøglen til at være deres defensive linje mod Vikings offensive linje – Cardinals har lavet 14 sacks i de seneste tre kampe, mens Vikings har tilladt næsten tre sacks i gennemsnit pr kamp. 

Patriots – Colts kl 19.00

For 18 år siden udspillede sig et af NFLs mest legendariske opgør, da Peyton Mannings Indianapolis Colts duellerede med Tom Bradys New England Patriots i en 38-34 gyser i AFC-mesterskabskampen. 

2024-versionen af de to hold er noget anderledes, og der er langt op til de storhold, som dominerede 00erne. Drake Maye er begyndt at finde noget rytme og Anthony Richardson er begyndt at ramme sine medspillere, så det er ikke 100% forfærdeligt. Men man skal være fan af et af holdene for at ville se kampen. 

Jets – Seahawks kl 19.00

New York Jets er et hold i opløsning. Cheftræneren er ude, sportsdirektøren er ude, quarterbacken spiller elendigt, og der går rygter om, at han spiller med en alvorlig skade, som holder ham og holdet tilbage. 

Jets var et af de hold, som sad over i den forgangne uge, og forhåbentlig har det hjulpet en smule på Rodgers, der ikke har villet holde på bolden for længe af frygt for at blive ramt. 

læs også: Momentumeter: Spilleuge 12, 2024

På søndag kommer Leonard Williams og Boye Mafe tromlende – så Rodgers har bare at være klar. 

Commanders – Titans kl 19.00

Huh.. Will Levis har ikke leveret mange højdepunkter i indeværende sæson, men hatten af for den unge quarterback, som er ved at spille sig varm. Levis er netop kommet sig over en skulderskade og over de seneste tre kampe har han været vild. Han har ramt på 67,9% af sine kast for 748 yards(7. bedste i perioden). Det er desuden blevet til fem touchdowns og blot to interceptions. Levis eneste store udfordring er nu sacks – som han har taget 20 af i de seneste tre kampe. 

Jaguars – Texans kl 19.00

Jacksonville Jaguars har været elendige i år. Mere elendige end man overhovedet kunne forestille sig. Særligt i de seneste to kampe har holdet ikke præsteret, og her er det blevet til sølle 13 point og 313 offensive yards. Og det er ingen hjælp for den harmløse kattekilling, at de møder Houston Texans, der historisk set har gevaldigt godt fat i halen på Jags.

11 af de seneste 13 opgør er endt med sejr til Houston, og C.J. Stroud har i de seneste tre opgør kastet 929 yards, seks touchdowns og 0 interceptions. 

Jacksonville Jaguars er vist ikke de eneste Jaguarer, som trænger til en rebranding. 

På næste side kan du læse mere om Bryce Youngs genopblomstring, Buffalo Bills vilde hjemmeform og aftenens højdepunkt mellem Eagles og Ravens