Optakt: Kan Froholdt overvinde Vikings’ aggressive forsvar? 

0

Danske Hjalte Froholdt står over for en anderledes og svær opgave, når Cardinals møder Brian Flores’ uforudsigelige forsvar. 

For anden uge i træk står Arizona Cardinals og Hjalte Froholdt over for én af de skarpeste forsvarsstrateger i NFL, når de brager sammen med Brian Flores’ forsvar i Minnesota. 

Minnesota Vikings har spillet en flot halvsæson, hvor de har vundet ni sejre, og aktuelt indtager andenpladsen i NFC North. Desuden har Vikings vundet fem kampe på stribe, så det er et brandvarmt mandskab, der venter Cardinals. 

Modsat skal Arizona Cardinals forsøge at komme tilbage på sporet, efter at de forspildte en gylden mulighed for at trække fra i kampen om divisionstitlen. I stedet tabte Cardinals med 16-6 til Seattle Seahawks, som har overtaget førstepladsen i NFC West. 

Som ciffertallet tilsiger, så havde Cardinals’ angreb svært ved at nedbryde Seahawks’ forsvar. Danske Hjalte Froholdt leverede også én af sine svageste præstationer i 2024-sæsonen, da han blev trynet af Leonard Williams i skyttegravene. Dertil tillod Froholdt sine første to sacks i sæsonen, mens han også blev passiviseret i løbespillet. 

Læs også: Hjalte Froholdt kom ned på jorden igen mod Seahawks  

Hvem står Hjalte Froholdt over for? 

Selvom Hjalte Froholdt umiddelbart står over for en lettere direkte modstander i 13. spillerunde, så må I ikke tage fejl af Minnesota Vikings’ forsvar. Brian Flores har sammensat en fremragende og harmonisk enhed, som i skrivende stund har tilladt femtefærrest point (17,9 pr. kamp) og 10. færrest yards (317,3 pr. kamp) i 2024-sæsonen. 

Minnesota Vikings’ defensive succes skyldes ikke mindst, at de er særdeles uforudsigelige. Denne uforudsigelighed kommer især til syne i skyttegravene, da Brian Flores er dygtig til at variere sit presspil. 

I 2024-sæsonen har Flores sendt fem eller flere spillere i presspillet (blitz) på svimlende 37,3 pct. af sine defensive spil, hvilket er suverænt højest i NFL. Derudover er det sjældent de samme spillere, som medvirker i presspillet, da Flores skiftevis bruger sine defensive linjespillere, linebackers eller spillere fra de bagerste forsvarsgeledder i jagten på modstandernes quarterback. 

Derfor står Hjalte Froholdt og resten af Arizona Cardinals’ offensive linje over for en anderledes og kolossal opgave i Minnesota. De vil blive angrebet fra forskellige vinkler og af forskellige spillerprofiler igen og igen, hvilket både er en stressende og krævende opgave. 

Med det på plads kan vi indstille spotlyset til Minnesota Vikings’ defensive tackles. Brian Flores stiller typisk op i en 3-4-formation, hvilket betyder, at Hjalte Froholdt – på papiret – især skal koncentrere sig om Harrison Phillips. 

Harrison Phillips er efterhånden fyldt 28 år og han har spillet i NFL siden 2018, hvor han blev valgt i tredje runde af Buffalo Bills. I løbet af sin syvårige karriere har Phillips medvirket i 90 kampe, mens han har leveret 290 tacklinger og otte sacks. 

Ifølge analysemediet Pro Football Focus har Harrison Phillips været relativt middelmådig i 2024-sæsonen. Efter 12 spillerunder bliver Phillips rangeret som den 34. bedst præsterende defensive tackle i NFL, og han står noteret for 11 tacklinger og to sacks.  

Hvad er succeskriteriet for Hjalte Froholdt? 

Som vi har beskrevet, så står Hjalte Froholdt over for en anderledes opgave, når Arizona Cardinals gæster Minnesota Vikings. Brian Flores’ aggressive og kreative forsvarsstil er relativt unik i nutidens NFL, og den stiller store krav til modstandernes kommunikation og koncentration. 

Det er netop centeren, som typisk har ansvaret for kommunikationen på tværs af den offensive linje. Derfor får Hjalte Froholdt en kampafgørende rolle, da han både skal forsøge at forudse Minnesota Vikings’ presspil og fordele blokeringsansvaret på tværs af Cardinals’ offensive linje. 

Derudover skal Hjalte Froholdt finde tilbage til sporet rent spillemæssigt og udnytte, at han står over for en modstander, som han bør være overlegen. Vi kan godt tillade os at forvente, at Froholdt ikke tillader et sack i opgøret, selvom han står over for en stor mental opgave og et betydeligt ansvar i håndteringen af Brian Flores’ forsvar.  

Husk: Du kan hjælpe med at stemme Hjalte Froholdt i Pro Bowl. Her læser du hvordan!