Vi er nået til vejs ende.. I hvert fald for over halvdelen af holdene i ligaen. Sidste spillerunde afvikles lørdag og søndag og i den forbindelse er der dobbelt-op på optakt

Så gik den ikke længere. Vi skal have fundet ca. 18 tabere, der alle kan begynde at forberede sig på free agency og draften. Nogle skal finde nye cheftrænere, andre skal bygge oven på en flot sæson, mens nogle kommer til at rive hele fundamentet op med rødderne.

Og så er der de heldige 14 hold, som ikke er færdige med NFL endnu. For mandag morgen har vi det endelige billede af, hvem der skal møde hvem i første runde af slutspillet.

Vi er allerede sikre på, at San Francisco 49ers og Baltimore Ravens får en ekstra uges hvile, og først skal i aktion, når vi rammer divisionsrunden. Men der er kamp om de sidste billetter og placeringen i det endelige slutsspilsbillede. Og så får vi set en masse reserver, når flere hold hviler deres startere, for at have dem helt friske til de afgørende kampe.

Læs også: Lørdagskamp: Vind eller forsvind for Colts og Texans

Med det sagt, så kommer der her – i modsætning til de normale fem – ti linjer… plus det løse om alle søndagens kampe.

Bengals (8-8) – Browns (11-5) kl. 19:00

Selvom tigere normalt er vilde, så er dette en af de mere tamme kampe. Bengals har udspillet deres rolle, og Browns har ikke noget at spille for. Derfor får vi kun reserverne at se i kampen om Ohio, hvor Joe Flacco ser til fra bænken, mens Jeff Driskel får lov at starte.

For Browns handler det om at komme sikkert ind i slutspillet, hvor femteseedet er sikret. Holdet har været ualmindeligt uheldige med skader, hvor hele tre startende quarterbacks har måtte udgå med skader, hvilket åbnede døren for Joe Flacco. Den 39-årige usandsynlige helt, der førte et andet AFC North-hold til Super Bowl-sejr i 2012, har fået en genopblomstring hos Cleveland og har været fantastisk i sine fem kampe i orange.

For Bengals handler det om at få sæsonen overstået på en positiv måde, med en hjemmesejr mod ærkerivalerne.

Sæsonen har været hård og lang for Bengals, der har haft et af ligaens sværeste kampprogrammer samtidig med at holdets normale starter Joe Burrow har været skadet i store dele af sæsonen.

Det var dog lige ved og næsten, da Jake Browning mod alle odds førte Bengals til tre sejre i streg, men da det gjaldt, var holdet ikke stærke nok, og nu skal der kigges frem mod free agency.

Lions (11-5) – Vikings (7-9) kl. 19:00

Lions måtte se sig slået af de zebrastribede, da et vigtigt spil blev omstødt i kampen mod Dallas Cowboys i forrige spillerunde. Det kostede dyrt for løverne, som ellers havde muligheden for at spille sig op som #1 i slutspillet i NFC, hvis kampen var vundet.

Med nederlaget er Detroit degraderet til at spille med om 2. pladsen i konferencen, men er afhængige af et Cowboys-nederlag mod New York Giants og et Eagles-nederlag mod Commanders. En bedre seedning er derfor ikke umulig – men usandsynlig.

For Detroit handler det om at genvinde momentum, og så kigge mod de øvrige kampe i ligaen. Der er kun to potentielle modstandere for Detroit Lions – enten bliver det divisionsrivalerne fra Green Bay Packers eller de Stafford-anførte Los Angeles Rams. Uanset hvem modstanderen bliver, så vil det være første slutspilsskamp på det nuværende Lions-stadion.

Da Lions er tvunget til sejr, hvis de skal gøre sig forhåbninger om forbedret seedning, forventer Dan Campbell også at starte med stærkeste opstilling. Tænk sig, hvis Detroit hvilede deres startere, og både Dallas og Philly mod forventning tabte.

Læs også: Pro Bowl 2023: De blev snydt

Hvis Lions chance for forbedret seedning er små, så er Vikings chancer for at gå i slutspillet mikroskopiske. Udover at vinde i Detroit, skal Green Bay tabe til Chicago, Seattle Seahawks skal tabe til Arizona Cardinals og enten New Orleans Saints eller Tampa Bay Buccaneers skal tabe.

Titans (5-11) – Jaguars (9-7) kl. 19:00

For Tennessee Titans er denne kamp ét stort farvel. Farvel til sæsonen, da deres chance for slutspil længe har været udspillet, farvel til Ryan Tannehill og Derrick Henry, som begge har kontraktudløb efter indeværende sæson og nok også er fortid på holdet og måske farvel til Mike Vrabel, som for andet år i streg ender med flere nederlag end sejre.

Der skal derfor spilles om ære, og om at komme afsted på en god måde – og en god måde ville være at stikke en kæp i Jaguars-hjulet.

Skulle Jaguars fumle chancen mod Titans, er de afhængige af resultaterne i både Steelers-kampen, som er spillet på dette tidspunkt, men også af Denver, der spillere senere på aftenen.

Læs også: Weekly Winners 2023: Uge 18

Hvis man skal holde øje med rekorder, så er der mulighed for, at Derrick Henry overhaler Shaun Alexander som den Alabama-runningback, der har løbet for flest yards nogensinde. King Henry skal “bare” krydse 105 yards på jorden.

Patriots (4-12) – Jets (6-10) kl. 19:00

Det tidlige vindues “Skraldebowl”. De to NFC East-hold har absolut intet andet end æren at spille for. New England Patriots kan med en sejr måske lukke sæsonen med en smule selvtillid, men det ville omvendt sende dem ud af toppen af draften og muligvis uden for rækkevidde af en af de spændende quarterbacktalenter.

For der venter en større omvæltning i Boston, hvor Bill Belichick har gennemgået en (efter hans standarder) historisk dårlig sæson med meget få sejre. Spørgsmålet er, om den snart 72-årige cheftræner vender tilbage til Patriots, eller om æraen slutter i 2024.

Hos New York Jets har sæsonen også været lang, og de grønne ser med stor sandsynlighed frem til afslutningen. Hvad der skulle have været “deres år” har været en skræksæson, der nærmest sluttede efter angrebets fjerde snap med Aaron Rodgers skade.

Cheftræner Robert Saleh skal overbevise holdet om, at han – trods quarterbackkarusellen med flere forskellige startere i år – har styr på tropperne og moralen og at han har en klar plan for 2024. Det har ikke været kønt, og selvom ejeren Woody Johnson har været ude og udtrykke opbakning til træner og sportsdirektør, vil der komme snak om potentielle fyringer hos Jets.

Saints (8-8) – Falcons (7-9) kl. 19:00

Hvis Atlanta Falcons ender med at vinde kampen mod Saints, kan vi ende i den absurde situation, at de tre bedste hold i NFC South alle har otte sejre og ni nederlag. Dermed ville et hold med flere nederlag end sejre sikre sig adgang til slutspillet for blot syvende gang i historien – og for anden gang på to år.

Læs også: 10 Svar vi leder efter i 18. spillerunde

Sidste år lykkedes det for Tom Brady og Tampa Bay Buccaneers at kvalificere sig til slutspillet med blot otte sejre, og dette kan ske igen i år.

Hvis selvsamme Tampa Bay ender med at snuble imod Carolina Panthers, så vil vinderen af Saints/Falcons-kampen samtidigt snuppe divisionstitlen – og bliver det Falcons, så bliver det med en 8-9 record.

Der kommer ikke til at blive hvilet startere, og kampen er nok mest seværdig, når Saints har bolden. Chris Olave krydsede i sidste spillerunde den magiske grænse på 1.000 receiving yards, og han får kamp til stregen af cornerback A.J. Terrell og den nyslåede Pro Bowler Jessie Bates.

Panthers (2-14) – Buccaneers (8-8) kl. 19:00

Tampa Bay Buccaneers har skæbnen i egne hænder og opgaven er simpel: “Slå Carolina Panthers”.

Og det burde ikke være svært. Panthers har været elendige hele året og sikrede sig i sidste spillerunde førstevalget i draften, som de desværre har sendt til Chicago i bytte for Bryce Young.

Der er ikke meget at være optimistisk omkring for Panthers, som går et hårdt forår i møde. Et forår, hvor der skal findes en ny cheftræner, som kan hjælpe Bryce Young på fode igen.

Læs også: MVP-termometer – Lamar-burgeren var trumfen

For Baker Mayfield bliver dette hans anden kamp i denne sæson mod sin tidligere arbejdsgiver Carolina Panthers, som opfyldte Mayfields ønske og fritstillede ham i december 2022. Det kan også blive Mayfields anden gang, at han kvalificerer sig til slutspillet i sin karriere – sidste gang var i 2020, da han spillede for Cleveland Browns.

Hvis det skal lykkes for Bucs, så skal Mayfields gode ven Mike Evans være i sit sædvanlige humør mod Panthers. Den potentielle Hall of Famer greb 12 bolde for 207 yards og tre touchdowns, da de to hold mødtes den 1. januar 2023, og han har i de seneste to opgør grebet 17 bolde for 369 yards og fire TDs.

I søndags blev han den eneste spiller sammen med Jerry Rice, der har grebet for mindst 1.000 i ti sæsoner i streg, og hans 94 touchdowns i karrieren er højest blandt alle aktive spillere (Davante Adams har samme antal).  

Næste side: Søndagens program er spækket med sene kampe – og det er vind eller forsvind i flere af dem➡️