Hver uge kan du her på Gul Klud se vores MVP-termometer, hvor du finder de varmeste kandidater i forhold til at hive prisen hjem som ligaens mest værdifulde spiller.

Julen er overstået og derfor er der vist ikke mere at rafle om. Lamar satte tyk streg under sit MVP-kandidatur, da Ravensquarterbacken kastede fem touchdowns, da Ravens lagde en “fiftyburger” på Tua Tagovailoa og Miami Dolphins.

Uanset hvor godt de andre spillede i samme uge, så er der vist ingen, der længere kan udfordre Jackson, som godt kan begynde at forberede takketalen.

Nogle af de øvrige kandidater gjorde hvad de kunne for at spille sig helt ud af listen – det gælder blandt andet Tua, som havde en skidt dag på kontoret, men også Josh Allen, som heller ikke kom rigtigt ud af starthullet.

Med det in mente, så lad os tage et kig på, hvem der kan ende med at løbe med titlen i år.

Termometeret er inddelt i tre kategorier:
Brandvarm – Den eller de spillere, der for alvor slås om den eftertragtede MVP-titel
Varm – Ligger lige udenfor toppen, men presser på
Gløder stadig – De yderste mandater, som måske kan gøre sig gældende

I dagens anledning er indført en fjerde kategori.. Læs mere nedenfor.

Listens formål er ikke at gætte på, hvem der ender hvor i MVP-ræset. Det er et bud på, hvordan feltet ser ud lige nu.

Brandvarm

1. Lamar Jackson, QB, Baltimore Ravens (-)
Der er med 99% sikkerhed fundet en vinder af dette års MVP-ræs, og han spiller i sort og lilla. Jackson satte hverken en fod eller en bold forkert, da han og resten af Ravensangrebet tromlede Miami Dolphins på hjemmebane, og lavede sæsonens første “fiftyburger” i 56-19 sejren.

Læs også: Hvordan kommer dit yndlingshold i playoffs – uge 18?

Jackson ramte på 18 af sine 21 kast, og var den sædvanlige glatte ål, der gav delfinerne hovedpine hele kampen. Og hans arm var endnu bedre end benene. PFF gav en næsten perfekt karakter på de fire kast, som han kastede længere end 20 yards, hvoraf det ene gik i endzonen.

Med sejren er Ravens sikre på førsteseedet, og skal spille alle deres slutspilskampe på hjemmebane.

Varm

2. Bock Purdy, QB, San Francisco 49ers (-)
Purdy spillede en fin kamp, i sejren over Washington Commanders, hvor det blandt andet blev til 230 yards og to touchdowns.

Mr. Irrelevant var igen Mr. Reliable, og San Francisco fik kørt førsteseedet i NFC sikkert hjem. Men relativt til førstepladsen er der ikke meget at kæmpe om længere.

Læs også: 49ers erobrede førsteseed i NFC

Jackson satte mere end dobbelt så mange touchdowns på tavlen, og i en kamp, hvor tallene oftest har stor indflydelse, må Purdy bare se Jackson sætte turbo på til sidst.

3. Dak Prescott, QB, Dallas Cowboys (-)
Dak Prescott var ugens mest produktive mand, da han og resten Cowboys fik slidt en sejr i hus mod Detroit Lions i en kamp fyldt med drama.

Meldte Decker sig korrekt eller lyver dommerne? Det har der i hvert fald været meget diskussion omkring. Men der har ikke været meget diskussion af den klare offside som Aidan Hutchinson stod i, på det spil hvor Dak Prescott kastede en interception.

Læs også: Ekspert roser Hjalte Froholdt i uge 17

Hvis jeg var Dak, havde jeg i hvert fald også regnet med et gratis spil, men sådan gik det ikke. Vi behøvede dog ikke at være endt i hele den diskussion omkring det famøse spil på 2-points-konverteringen. Dommerne lavede nemlig en mega-brøler i i Lions favør, da de dømte tripping mod det forkerte hold.

4. Jalen Hurts, QB, Philadelphia Eagles (-)

Det var ikke Hurts skyld, at Eagles tabte i ørkenen til Arizona Cardinals. Ørnene har længe set suspekte ud på forsvaret, og det må man sige, at de igen gjorde mod Cardinals. For angrebet præsterede at sætte 31 point på tavlen i en kamp, hvor Hurts ramte på 78% af sine 23 kast, hvoraf tre af dem indkasserede seks point.

Mere end solid præstation fra Hurts, som dog ikke rykker meget i den samlede stilling.

Gløder stadig

5. Tua Tagovailoa, QB, Miami Dolphins (+1)
Tua var ikke perfekt i kampen mod Dallas i forrige uge og var det heller ikke mod Ravens. I kampen kastede Tua et par touchdowns og et par interceptions – Her er der gode forklaringer på begge spil.

Læs også: Bradley Chubb har revet sit korsbånd over

Den første interception er simpelthen bare vanvittigt godt forsvarsspil fra Roquan Smith af. Han genkender et mønster, han har set tidligere, og fanger bolden med én hånd.

På næste interception forcerer Tua, for at forsøge at få Dolphins tilbage i kampen. Tua er dog bedst, når han skal læse et forsvar lynhurtigt og eksekvere et kast på under 2,3 sekunder. Ikke når han skal spille redningsmand og bære holdet på skuldrene.

6. Christian McCaffrey, RB, San Francisco 49ers (+1)

Christian McCaffrey måtte udgå med en skade i 49ers sejr, og kommer med stor sandsynlighed til at sidde over i den sidste kamp, efter at guldgraverne sikrede sig førsteseedet i NFC.

Han er stensikker vinder af titlen som årets offensive spiller – uanset hvad Tyreek Hill gør – men som runningback skal man være næste mirakuløs og rekordsættende. Der har McCaffrey ikke været i år.

7. Patrick Mahomes, QB, Kansas City Chiefs (+1)

Mahomes og slog Bengals i “The New Firm”, men uden rigtigt at imponere. Bengalsforsvaret har ikke set forfærdelig godt ud, og Chiefs fandt en måde at udnytte det på.

Det sikrede Chiefs den ottende divisionstitel på stribe, og Kansas City fra staten Missouri snegler sig mod Patriotsrekorden på 11 i streg.

Mahomes skal derfor nævnes i diskussionen, men kommer ikke til at høste stemmer.

Iskold

8. Josh Allen, QB, Buffalo Bills (-3)

Normalt ville vi bare skrive Josh Allen helt ud af diskussionen, men så pauver en præstation kræver en helt ny kategori.

Ved pausen havde Allen kastet bolden 20 gange, men kun ramt på 7 af kastene for 46 yards (Han ramte først på siv syvende kast i kampen). Han løb bolden ind to gange fra kort afstand, men armen var der slet ikke mod Patriots, som dog gjorde hvad de kunne, for at holde sig selv ude af kampen.

Bailey Zappe var nemlig VIRKELIG god til at ramme spillere i Bills-uniformer. Hele tre gange kastede han interceptions, og det holdt Bills inde i kampen, der endte med en snæver sejr.

I sidste spillerunde venter Miami Dolphins i kampen om AFC East. Hvis Allen vinder her, er han nok ligeglad med MVP-ræset. Her er han nemlig en stendød fisk.

Fun fact… Josh Allen er kun ét rushing touchdown fra at udligne O.J. Simpsons rekord fra 1975!