Efter hovedretten med otte kampe kl. 19, venter desserten med fem kampe kl. 22:25 heriblandt et par virkelig fede opgør, og så slutter det hele med klassikeren New York Giants – Dallas Cowboys.

Bears – Packers kl. 22:25

Det her er NFLs ældste arvefjendeopgør, der går helt tilbage til 1921. I mange år førte Bears det interne regnskab, men efter 30 år med først Brett Favre og siden Aaron Rodgers har Packers indhentet føringen, og det står nu 105-95 med seks uafgjorte i de hidtidige 206 opgør.

Nu hedder Packers quarterback Jordan Love, mens Bears spilstyrer er Justin Fields. De to kommer formentlig til at udkæmpe mange drabelige dyster i årene fremover, det første er på søndag, og så må vi se om Bears igen kan hente Packers.

Desværre for Packers og Love bliver det uden andenårs-receiver Christian Watson, der er skadet, mens Fields kan glæde sig over sin nye legekammerat DJ Moore.

Broncos – Raiders kl. 22:25

Det skulle have været så godt, men endte helt skidt. Denver Broncos hentede Russell Wilson sidste år, men angrebet var en farce og sluttede sæsonen som NFLs lavest-scorende. Nu er Sean Payton kommet til som headcoach, og han skal forsøge at sætte lidt danger tilbage i Dange-Russ.

Raiders har gjort det i omvendt rækkefølge. Ny headcoach sidste år i Josh McDaniels og ny selv quarterback i år i form af Jimmy Garoppolo. Sidstnævnte og Russel Wilson kender hinanden særdeles godt fra deres dage i NFC West, hvor Wilson var 5-1 i seks møder.

Hold også øje med Raiders runningback Josh Jacobs, der førte ligaen sidste år i både løbe-yards og samlede yards. Men læg ogå mærke til at Broncos altid har en fordel i højderne på Mile High Stadium.

Chargers – Dolphins kl. 22:25

Get your popcorn ready… Dette opgør vil altid have en ekstra dimension, så længe Dolphins har Tua Tagovailoa og Chargers har Justin Herbert. De blev nemlig valgt som nr. 5 og 6 i NFL-draften for fire år siden. De vil altid blive sammenlignet. Gjorde Dolphins nu det rigtige, eller skulle de have taget Herbert?

I det første møde mellem de to vandt Herbert, mens Chargers pass rush og opdækning gjorde det svært for Tua. Nu kommer Dolphins ind med NFLs hurtigste mandskab og ét år mere på bagen i Mike McDaniels angreb, men desværre uden venstre tackle Terron Armstead, mens Chargers for første gang i mands minde er skadefri. Det kan kun blive en fed kamp.

Patriots – Eagles kl. 22:25

Der er 22 Super Bowl rematches på kampprogrammet i år, inklusiv New England Patriots og Philadelphia Eagles, der mødtes både i udgave 39 og 51 og har vundet én hver.

Men nu er det to helt andre mandskaber med to helt andre quarterbacks. Eagles og Jalen Hurts har lige været i Super Bowl igen (uden at møde Patriots), og Patriots kommer med et hold, hvor der er talent og mange potentielle stjerner, men også et stort spørgsmål på quarterback med Mac Jones.

Ind er kommet offensiv kordinator Bill O’Brien og receiver JuJu Smith-Schuster, og om det er nok til at gøre Jones mere komfortabel får vi svaret på søndag. Eller det er faktisk ikke sikkert, for Eagles kommer med et pass-rush, der sidste år lavede vanvittige 70 sacks (tredjeflest i NFL-historien), og møder en Patriots linje, der kunne være holdets største svaghed.

Seahawks – Rams kl. 22:25

For to år siden vandt Los Angeles Rams Super Bowl med strategien “F*** them picks”. Nu ser det lidt anderledes ud, da de til åbningskampen har 15 rookies på holdkortet. Magtbalancen i NFC West er også skiftet. Rams er på papiret blandt NFLs dårligste mandskaber, mens Seahawks er outsider til playoffs og måske Super Bowl.

Efter et enkelt år hos Rams vender linebacker Bobby Wagner hjem til Seattle, hvor han skal agere mentor for et ungt opportunistisk forsvar.

Seahawks kan også glæde sig over, at rookie receiver Jaxon Smith-Njigba bliver klar, mens Rams må undvære Super Bowl 56 MVP Cooper Kupp, der døjer med en baglårskade.

Giants – Cowboys kl. 02:20

Søndagen slutter af med på samme tid en klassiker, et divisionsopgør og en uhyre vigtig kamp i både NFC East og NFC-halvdelen. Hvem skal bide skeer med Eagles? Er Giants i år to under Brian Daboll endnu bedre? Og kan Dak Prescott holde sin imponerende stime med ni sejre i træk over Giants intakt?

Først og fremmest skal du holde øje med Cowboys’ pass-rushere DeMarcus Lawrence og Micah Parsons. Sidstnævnte er gjort til fuldtids-Edge, og det er bad news for resten af NFL. De to har før haft en fest mod Giants, og det skal de blå fra New York have stoppet, hvis de skal vinde.

Giants’ angreb har en skadefri Saquon Barkley, et nyt monster i tight end Darren Waller og verdensklasse-fart i rookie receiver Jalyn Hyatt, så Daniel Jones har rigeligt med våben at lege med. Hvis han ellers er oprejst.