
NFL-sæsonen er skudt i gang, og første spillerunde fortsætter søndag, når der er 14 kampe på plakaten. Her får du en lille forsmag på dem alle.
Detroit Lions åbnede 2023-sæsonen på fornemste vis med en sejr over Super Bowl mestrene fra Kansas City Chiefs og så endda på selveste Arrowhead. Du kan læse Claus Elmings tanker om kampen her.
Nu gælder det så den første søndag i NFL-sæsonen og puha, der er mange lækre kampe og mange fede storylines. Husk at du kan følge hele NFL-sæsonen og få det ultrafede RedZone med NFL Gamepass.
Falcons – Panthers kl. 19:00
Med årets nummer 1 draft pick valgte Carolina Panthers quarterback Bryce Young, og han får sin NFL-debut i en divisionskamp mod Atlanta Falcons, der selv har en spændende rookie i runningback Bijan Robinson. De to er faktisk her inden sæsonen favoritter til at blive kåret til Årets offensive rookie. Kampen kommer også til at give os en indikation af styrkeforholdet mellem to hold i den formodet ultratætte NFC South division.
Sjov lille nugget: Den sidste quarterback, der blev draftet 1er og vandt sin debutkamp var David Carr for Houston Texans i 2002. Siden er de 0-13-1.
Ravens – Texans kl. 19:00
Ravens har gjort alt for at gøre Lamar Jackson til en kastende quarterback. Ind er kommet receiver Odell Beckham Jr. og første-runde rookie Zay Flowers, og den offensive koordinator er nu Todd Monken, der skal skrue et bedre kasteangreb sammen. Desværre ser det ud til at Ravens må undvære tight end Mark Andrews. Modstanden i første uge virker overkommelig, da Texans har både en rookie headcoach og en quarterback i C.J. Stroud. Men tag ikke fejl af DeMeco Ryans forsvar. Det kan godt være giftigt, og måske lidt tricky for Lamar Jackson og co.
Browns – Bengals kl. 19:00
Det er kamp 100 i Battle of Ohio, og Bengals fører serien 52-47. Jeg var på plads sidste år i Cleveland til samme opgør, hvor Hjalte Froholdt fik sin debut på hjemmebane for Browns og vandt kampen overraskende nemt. Søndag er der to store spørgsmål: 1) Hvordan ser Joe Burrow ud? 2) Hvordan ser Deshaun Watson ud?
Burrow har været læg-skadet og angiveligt stadig ikke er 100% klar, og Watson har nu en fuld pre-season og træningslejr bag sig og skal leve op til sin kæmpe 250 millioner dollars kontrakt. En af kampene i kampen, der er værd at holde øje med, er Browns pass-rusher Myles Garrett overfor Bengals’ offensive linje. Siden 2017 har han 11 sacks i ni kampe mod Bengals.
Colts – Jaguars kl. 19:00
Endnu et divisionsopgør og endnu en rookie quarterback, når Colts stiller til start med Anthony Richardson. Hans ilddåb bliver sjov at følge, men det er en svær opgave han er på mod Jaguars, der er forsvarende AFC South mestre.
På den anden side af bolden skal vi for første gang se den nye duo hos Jaguars, når quarterback Trevor Lawrence og Calvin Ridley løber på banen. Glæd dig også til rookie runningback Tank Bigsby, der nok skal leve op til sit fornavn.
Vikings – Buccaneers kl. 19:00
Før 2002 lå disse to mandskaber i samme division, men nu mødes de kun, når kampprogrammet tillader det. Buccaneers kommer med et mandskab, der minder meget om sidste års udgave, men med én væsentlig ændring: Tom Brady er nu rent faktisk pensioneret (tror vi), og quarterbacken hedder derfor Baker Mayfield. Det bliver spændende at se ham med de bedste våben, han har haft til dato i sin omtumlede karriere.
Vikings håber at sidste års angrebsmaskine er blevet endnu mere eksplosiv med tilføjelsen af rookie receiver Jordan Addison. Men spørgsmålet er, hvor godt (eller dårligt) Vikings forsvar er.
Saints – Titans kl. 19:00
Det her en svær kamp at forudsige. Saints er favoritter i NFC South. Titans var 1. seed i AFC forrige sæson. Begge har fået nye interessante spillere. Saints har fået quarterback Derek Carr fra Raiders, og Titans har fået recevier DeAndre Hopkins fra Cardinals.
Carr har masser af våben at lege med (men må undvære karantæneramte Alvin Kamara i tre uger) og en god offensiv linje, men Titans har en giftig defensiv linje med pass rush både indvendigt og udvendigt.
Saints kan vinde deres femte åbningskamp i træk, hvilket være den nye længste stime i NFL, efter Chiefs (8) tabte torsdag nat.
Steelers – 49ers kl. 19:00
Av en fed kamp. Og så med to af NFLs vildeste pass rushere i Steelers TJ Watt og 49ers nyrige Nick Bosa. Men det er måske mere spillerne, de skal jagte, der kommer fokus på.
Steelers Kenny Pickett blev som den eneste quarterback valgt i første runde af sidste års draft, mens 49ers Brock Purdy som bekendt var Mr. Irrelevant – altså den allersidste spiller, der blev valgt. 241 spillere blev der valgt mellem de to, og nu får vi at se, hvem der klarer sig bedst.
49ers er en af årets store favoritter, Steelers en af mine helt store outsidere.
Commanders – Cardinals kl. 19:00
Hjalte Froholdt starter for Arizona Cardinals på center, når han søndag kommer på en særdeles svær opgave. Commanders defensive front er blandt de allerbedste i NFL, og som om det ikke var nok, at den ene hedder Payne, så er den anden Jonathan Allen, der nok skal volde vores danske Goliath problemer. Vi krydser fingre for, at Hjaltes storspil i pre-season fortsætter, og han håndterer de to betonklodser plus det løse med bravour.
Der er mere bekymring omkring quarterback-pladsen, hvor Cardinals endnu ikke har meldt ud, om de starter Joshua Dobbs eller rookie Clayton Tune. Commanders stiller selv til start med en ret uprøvet quarterback i form af Sam Howell, men hjemmeholdet har store forventninger til andenårsspilleren.
Næste side: Fede sene kampe og en klassisk natseance ➡️










