Hvad går sagen med Colin Kaepernick helt præcist ud på, og hvorfor er det sportsfolk over hele USA pludselig er begyndt at knæle eller lave andre protester under nationalsangen?

Der er løbet maget vand gennem Mississippi siden Colin Kaepernick for lidt over et år siden sad på bænken til en pre-season-kamp under nationalsangen.
Det gik faktisk ubemærket hen i et par uger, men da først pressen opdagede hans stiltiende protest, gik tingene stærkt.
Som med så mange andre ting, så blev der først antaget en masse, som alt sammen var forkert.
Først og fremmest sad han på bænken, fordi han var skadet, sat af, og på vej væk fra holdet. Intet kunne være mere forkert.
For det andet sad han der, fordi han hånede den amerikanske nationalsang, det amerikanske flag og USA som land. Også en forkert antagelse.
For det tredje viste han mangel på respekt overfor det amerikansk militær, alle dets soldater – levende som døde – og for den indsats de gør, for at amerikanere kan nyde friheden i Guds eget land. Endnu en helt igennem forkert antagelse.
Da bølgerne gik allerhøjest og Kaepernick stod – eller sad om man vil – ene mand imod pressen og arrige fans, fik han hjælp af en ven og holdkammerat. Safety Eric Reid forstod Kaepernick og den protest han havde gang i.
Herunder kan du læse Eric Reids indlæg i New York Times og nederst finder du en video med sportsjournalisten Dale Hansen, der sætter fine ord på hele sagen.
Oversat fra The New York Times
Af Eric Reid
I begyndelsen af ​​2016 begyndte jeg at være opmærksom på rapporter om det utrolige antal ubevæbnede sorte mennesker, der blev dræbt af politiet. Holdningerne på de sociale medier rørte mig dybt, men især én episode gav mig tårer i øjnene: Drabet på ​​Alton Sterling i min hjemby Baton Rouge, Louisiana.
Dette kunne være sket for et af ​​mine familiemedlemmer, der stadig bor i området. Jeg følte mig rasende, såret og modløs. Jeg ville gerne gøre noget, men vidste ikke, hvad eller hvordan jeg skulle gøre det. Alt jeg ved med sikkerhed er, at jeg ville gøre det så respektfuldt som muligt.
Et par uger senere valgte min holdkammerat Colin Kaepernick i løbet af preseason at sidde på bænken under nationalmelodien for at protestere mod politiets brutalitet. For at være ærlig bemærkede jeg det ikke på det tidspunkt, og det gjorde nyhedsmedierne heller ikke. Det var først efter vores tredje preseason-kamp den 26. august 2016, at hans protest fik national opmærksomhed, og smedekampagnen mod ham begyndte.
Det var min tro, der fik mig til at handle. Jeg kiggede på James 2:17, som siger: “Tro i sig selv, hvis den ikke har hjælp, er død.” Jeg vidste, at jeg var nødt til at gøre det rigtige.
Jeg gik hen til Colin om lørdagen før vores næste kamp for at diskutere, hvordan jeg kunne blive involveret i sagen, men også hvordan vi kunne får en større og mere positiv indvirkning på den sociale retfærdighedsbevægelse.
Vi talte længe om mange af de problemer, vores samfund står overfor, herunder systematisk undertrykkelse af farvede mennesker, politiets brutalitet og det juridiske system. Vi diskuterede også, hvordan vi kunne bruge den platform, vi har fået som professionelle atleter i NFL til at tale på vegne af dem, der ingen mulighed har for at råbe op.
Efter timer med omhyggelig overvejelse, og endda et besøg fra Nate Boyer, en pensioneret Green Beret (jægersoldat, red) og tidligere NFL-spiller, kom vi til den konklusion, at vi skulle knæle, i stedet for at sidde, den næste dag under sangen som en fredelig protest. Vi valgte at knæle, fordi det er en respektfuld gestus. Jeg husker, at vores holdning var som et flag fløjet på halvmast for at markere en tragedie.
Det undrer mig, at vores protest stadig bliver misforstået som mangel på respekt for landet, flaget og militært personale.
Vi valgte det, fordi det er nøjagtigt det modsatte. Det har altid været min opfattelse, at de modige mænd og kvinder, der kæmpede og døde for vores land, gjorde det for at sikre, at vi kunne leve i et retfærdigt og frit samfund, som omfatter retten til at protestere.
Det skal er unødvendigt at sige, at jeg elsker mit land, og jeg er stolt over at være amerikaner. Men for at citere James Baldwin, “præcis af denne grund insisterer jeg på retten til at kritisere hende (USA, red.).”
Jeg kan ikke finde ord, der på passende vis giver udtryk for, hvor knust jeg er over at se de konstante tilsvininger af Colin, en person, der hjalp med at starte bevægelsen med kun de allerbedste hensigter. Vi taler om en mand, der hjalp med at fylde et fly med mad og forsyninger til hungersramte Somalia. En mand, der har investeret sin tid og penge i nødlidende lokalsamfund herhjemme. En mand, jeg er stolt af at kalde min bror, som skal hyldes for sit mod til at søge forandring af vigtige samfundsrelevante emner. I stedet er han stadig arbejdsløs og portrætteret som en radikal amerikaner, der ønsker at splitte vores land.
Enhver, der har et grundlæggende kendskab til football, ved, at hans ledighed ikke har noget at gøre med hans præstationer på banen. Det er en skam, at ligaen har vendt ryggen til en mand, der kun har gjort det godt. Jeg er klar over, at mit engagement i denne bevægelse betyder, at min karriere kan få samme afslutning som Colins. Men for at citere Dr. Martin Luther King Jr., “Der kommer en tid, når stilhed er forråd.” Og jeg vælger ikke at forråde dem, der bliver undertrykt.
Jeg har for ofte set, at vores indsats latterliggjort med udsagn som “Han skulle have lyttet til politimanden”, efter at have set en ubevæbnet sort mans skudt eller “Der findes ikke noget som de hvides privilegium” og “Racisme sluttede for mange år siden.” Vi ved, at racisme og hvide privilegier begge lever i bedste velgående i dag.
Og det er nedslående og foruroligende, at præsident Trump har henvist til os med nedladende kommentarer, men refererer til ny-nazisterne i Charlottesville, Virginia, som “meget fine mennesker.” Hans bemærkninger er et klart forsøg på at øge den afstand, som vi har prøvet så hårdt at formindske.
Jeg er dog opmuntret over at se mine kolleger og andre offentlige personer reagere på præsidentens bemærkninger med solidaritet til os. Det er afgørende, at vi får forklaret historien bag vores bevægelse, hvilket er, at vi søger ligestilling for alle amerikanere, uanset race eller køn.
Hvad vi har brug for nu er flere støtter. Nogle mennesker anerkender de problemer, vi står overfor, men forbliver tavse tilhængere. Ikke alene har vi brug for flere af vores kolleger, sorte og brune amerikanere til at stå sammen med os, men også folk i andre hudfarver.
Jeg nægter at være et af de mennesker, der ser uretfærdigheder, men intet gør. Jeg vil være en mand, mine børn og børnebørn kan være stolte af, én der konfronterede modgang og forsøgte at få en positiv indvirkning på verden, en person, der 50 år fra nu bliver husket for at stå for det rigtige, selvom det ikke var det populære eller enkle valg.

Det var ordene fra Eric Reid.
Også den berømte sportsjounalist Dale Hansen fra Texas har sat ord på, hvad det er der sker lige nu, og hvad det er de amerikanske sportsfolk prøver at sige til præsidenten og resten af den amerikanske befolkning

RELATEREDE ARTIKLERMERE AF SAMME FORFATTER

1 KOMMENTAR

Comments are closed.