Efter flere måneders drama er der nu endegyldigt ny arbejdsgiver til Baker Mayfield, som Browns har tradet til Carolina.

Carolina Panthers har længe ledt efter en ny franchise-quarterback, og for andet år i træk forsøger de at handle sig til et tidligere topvalg i draften i håbet om at kunne finde kvalitet på positionen. Klubben har efter mange ugers rygter sikret sig den nu tidligere Browns-quarterback, Baker Mayfield. 

NFL Networks reporter Ian Rapoport var den første med historien på Twitter.

Handlen var en billig en af slagsen for Carolina. Holdet skulle blot give et betinget femterundevalg i draften i 2024, altså først om to år. Det må siges at være peanuts for en spiller, der for tre år siden var den første spiller valgt i 2018-draften og var med til at føre Browns til en af deres bedste sæsoner i årtier.

Også økonomisk bliver det en overkommelig opgave for Panthers at sikre sig deres nye quarterback. Ifølge NFL Networks insider, Mike Garafolo, kommer Cleveland også til at betale mere end ti millioner dollars af quarterbackens løn i den kommende sæson.

En anden sjov krølle på historien er, at Carolina før den forgangne sæson sikrede sig den anden quarterback valgt i 2018-draften, nemlig Sam Darnold. Dengang måtte Panthers opgive et sjetterundevalg i 2021 samt et fjerde og andetrundevalg i årets draft. Darnold var alt andet end en succes, og derfor forsøger holdet sig nu med Mayfield.

Den 27-årige quarterback, der i 2017 blev valgt som den mest værdifulde spiller i college football, blev smidt ud i kulden i Cleveland, da de jagtede den kontroversielle quarterback Deshaun Watson

Den rapkæftede Mayfield var alt andet end tilfreds med den behandling, han fik af klubben, og har ikke været i kontakt med den siden og har siddet ude af alle træningssessioner og træningslejre i foråret.

Quarterbacken nåede at spille i 60 kampe for Cleveland, men fik sidste sæson ødelagt af skader. Han kastede for 14125 yards, 92 touchdowns og 56 interceptions i grundspillet.

Nu får han lov til at kæmpe med om starterpladsen i Carolina. Og nåh ja, Panthers møder faktisk lige Cleveland Browns i første spillerunde af 2022-sæsonen. Der er grund til at finde popcornene frem til det opgør. ​​