Gul Klud giver dig i dette helt nye format en optakt med fokus på alle weekendens kampe.

Hvis du vil klædes bare en lille smule på til alle weekendens kampe i hver spillerunde, så skal du bare følge med her i vores ugentlige optakt.

Denne optaktsartikel af Gul Kluds Alexander Paaske er et nyt format i denne sæson. Det er her, du får en lynoptakt til alle søndagens kampe. Du får også en spiller i hvert opgør, som du især skal holde øje med. Kampene starter en time tidligere i denne weekend – en af de positive aspekter ved skiftet til vintertid – samtidig får du også en vikarskribent, Anders Kaltoft, i denne uge. Har du ris, bør du dog stadig sende den til Alexander Paaske.

Bye weeks: Indianapolis Colts, Miami Dolphins, Minnesota Vikings og Baltimore Ravens

Søndag kl. 18.00

Detroit Lions – Atlanta Falcons
Falcons fik deres første sejr i en sæson, der ellers har været ganske forfærdelig, mens Lions’ præstationer, trods en sejr i weekendens kamp, har været noget nær symbolsk for Matt Patricia-æraen – skuffende. Begge hold burde være bedre, men har haft massive problemer særligt på forsvaret. Atlanta har allerede taget konsekvensen og skiftet træner. Raheem Morris fik da også en god start med en sejr over et Vikingshold, der dog var skræmmende elendigt. Det samme kan også siges, om Lions’ modstander i weekendens kamp, Jacksonville Jaguars.

Begge hold har meget tvivlsomme forsvar nærmest uden noget, der ligner et pass rush. Derfor må det forventes at blive en kamp, der skal vindes af en Matt og jeg forventer rigtig mange kasteyards. Om det så bliver Stafford eller Ryan, der sætter flest point på tavlen, bliver spændende at se.

Hold især øje med: WR Kenny Golladay, Lions

Læs også: Tanker fra runde 6: Der er noget galt med Zeke

Clevland Browns – Cincinnati Bengals
Weekendens kampe viste et mønster for begge hold. Browns kan se overlegne ud, når de møder dårlige hold, men får prygl, når de møder de gode. Det gjorde de mod Steelers og det var ikke kønt, særligt for Baker Mayfield, der da også sluttede kampen på bænken pga. en blanding af dårligt spil og en skade. Hos Bengals er mønstret, at Zac Taylor ligner en mand, der ikke magter opgaven som cheftræner for et NFL-hold. Sæsonen igennem har Bengals’ spilkald været ringe og Taylor virker til nærmest at nægte at vinde kampe. Mod Colts startede de som fyr og flamme, og var ganske hurtigt foran 21-0, men formåede alligevel at tabe. Mod Browns er han simpelthen nødt til at udnytte kastespillet, hvor Joe Burrow har vist talentet til at blive en franchise quarterback, og det er i ham, at Bengals finder deres chance for sejr. Sker det ikke, kan Cleveland ende med at løbe Bengals over, uanset om det er med Mayfield eller Keenum bag center, for så er Bengals i særdeleshed et dårligt hold.

Hold især øje med: WR Tee Higgins Bengals

Pittsburgh Steelers – Tennessee Titans
Dette er uden tvivl ugens matchup. De to eneste tilbageværende ubesejrede hold i AFC tørner sammen i Tennessee. Steelers har været gennemgående gustne i år med dominerende forsvarsspil, særligt i mod løbet, og stabilt angrebsspil fra Big Ben. Titans derimod har vundet primært pga. et vanvittigt effektivt kasteangreb, hvor Ryan Tannehill har fortsat sit gode spil fra sidste år, mens A.J. Brown igen er begyndt at bevise, at han burde have været den første wide receiver, der blev taget i 2019. Desværre for Titans mistede de deres stærke startende venstre tackle, Taylor Lewan, for sæsonen i weekenden, og det bliver et problem mod et Steelers-hold, der er proppet med pass rushers, og samtidig har evnen til at stoppe Derrick Henry i løbespillet. Det er en kamp, der tilter til Steelers’ fordel, men bolden er oval, og Mike Vrabel er snedig, så alt kan ske.

Hold især øje med: LT Ty Sambrailo, Titans

Læs også: Ravens trader sig til Yannick Ngakoue

Caronlina Panthers – New Orleans Saints
Sæsonen har ikke vist det, som vi forventede fra disse hold – og det er godt og skidt. Saints har været ganske skuffende, særligt på forsvaret, hvor de på papiret var et af de stærkeste hold inden sæsonen. Det har ikke ligefrem udfoldet sig sådan og det er som om den defensive bagkædes spillerere bare skiftes til at spille elendigt fra kamp til kamp. Et lyspunkt har været Alvin Kamara, der er vendt tilbage til sit gamle jeg og har domineret i år. Han bliver central, hvis Saints skal hive sejren hjem. På den anden side har Panthers overrasket positivt. Matt Rhule virker som en god kulturskaber og Joe Brady har vist, at han hører hjemme som offensiv spilkalder i NFL. De har fået mere ud af Teddy Bridgewater – trods weekendens nederlag til Bears – end hans tidligere trænere, og har skabt et angreb, der kan bide fra sig, anført af Teddy, Robby Anderson og D.J. Moore. Kan de udnytte Saints’ svingende defensive præstationer og tvinge den aldrende Drew Brees til at følge med, så bliver det en ekstremt spændende kamp. Det gør det nu nok alligevel.

Hold især øje med: Alvin Kamara, RB, New Orleans Saints

Buffalo Bills – New York Jets
Både Bills og Jets går ind til kampen med muligheden for at gøre en ende på en nederlagsstribe. Begge hold har også deres problemer. Buffalo har haft store problemer på forsvaret og er blevet udstillet i deres to nederlag, som dog kom mod virkeligt gode modstandere, senest mod Chiefs, hvor de simpelthen bare blev løbet over. Jets’ problemer er dog noget mere omfangsrige. De er et gennemgående elendigt hold uden talent og med en elendig trænerstab. De blev blæst af banen mod Dolphins, ja, faktisk er de blevet blæst af banen mod alle de hold, de har mødt. Der er ikke meget positivt at sige om holdet fra New Jersey i år, og Jets- og NFL-fans verden over sidder bare og venter på, at Adam Gase får fyresedlen. Det kan Josh Allen sørge for sker snart med en overbevisende offensiv indsats mod et tamt Jets-mandskab.

Hold især øje med: WR Stefon Diggs, Bills

Læs også: 10 ting vi lærte i uge 6

Dallas Cowboys – Washington Football Team
Dallas kan med en sejr spille sig op på førstepladsen i NFC East, mens Football Team kun er en halv kamp fra den plads, hvis de trækker sig sejrigt ud af kampen. Tilsammen har de to hold tre sejre i år, så det vidner om en division, der ganske simpelt er elendig. Cowboys fik på muffen af Kyler Murray i weekenden, mens Washington har tabt fem kampe i streg. Begge hold mangler en quarterback, mens Cowboys også mangler et forsvar. Så det bliver en kamp, der sandsynligvis kommer til at afhænge af Andy Daltons evner til at bide skeer med Washingtons forsvar, hvor særligt den defensive linje har mulighed for at smide en møtrik i Cowboys’ offensive maskine. Her skal Mike McCarthy og Kellen Moore sørge for at sikre Dalton nogle bedre arbejdsbetingelser ellers kan det blive en kamp, hvor Ryan Kerrigan, Chase Young, Jonathan Allen og Da’Ron Payne virkelig tisser på Jerry Jones’ sukkermad. Jeg har en tendens til at tro på, at Football Team har en fordel, da deres forsvar er meget bedre, faktisk er det i top 10 i effektivitet, mens angrebet får de bedste arbejdsbetingelser, de har haft i år.

Hold især øje med: WR Terry McLaurin, Football Team

Green Bay Packers – Houston Texans
Texans spillede egentlig ret godt mod Titans og burde nok have trukket sig sejrrigt ud af det opgør. Holdet virker til at have langt mere bid under Romeo Crennel end de havde med Bill O’Brien i spidsen. På den anden side viste Packers for første gang i sæsonen svaghedstegn mod et stærkt Buccaneers-mandskab. Forsvaret blev udstillet og Aaron Rodgers virkede enormt presset. Mod Texans bør det dog ikke gentage sig. Buccaneers har ligaens stærkeste løbeforsvar og Packers’ angreb er en smule afhængig af deres stærke runningbacks. Der bør derfor være mulighed for oprejsning, når de tørner sammen med ligaens 28. mest effektive løbeforsvar. Packers selv er dog ikke meget bedre på forsvaret end Texans, hverken imod løbet eller kastet, så det kan gå hen og blive en højtscorende affære, der svinger frem og tilbage. Det lugter af en offensiv duel. Rodgers mod Watson bør give gnister og resultere i en af rundens mest seværdige kampe, mens begge runningbacks, Aaron Jones og David Johnson, også bør kunne præstere. Den, der vinder den interne kamp af de to par, bliver kilden til sejr for deres respektive mandskaber.

Hold især øje med: RB Aaron Jones, Packers

Næste side: Shanahan vs. Belichick og en spicy quarterback duel i NFC West (brug knappen nedenfor)