Kun tre hold er stadig ubesejret, det ER vigtigt med forberedelse, og så har New York Jets skabt et nyt spil, der vil gå over i historien. Her er 10 ting, vi lærte i uge 6.

1. Forberedelse er vigtigt

Ja. hvem skulle have troet det, men træningstid er altså vigtigt i NFL. Det blev ret tydeligt for Patriots i nederlaget til Broncos søndag. Ja, Patriots var ved at komme tilbage i kampen, men det skyldtes mest af alt dårlig playcalling og nogle dyre drops af receivere i endzone hos Broncos, der holdt scoren tæt. Bill Belichick sagde det også selv efter kampen, og Pats må håbe, at deres tid med udbrud med covid-19 er overstået.

2. Packers kom ned på jorden

Green Bay var et af ligaens få tilbageværende ubesejrede hold, men ikke længere. Aaron Rodgers og co. fik i den grad ørerne i maskinen af Tom Bradys pirater fra Buccaneers, og lige nu ser det ud til, at Brady valgte helt rigtigt, da han valgte at tage til Tampa inden sæsonen. For Packers er der stadig masser af optimisme, og måske kan nederlaget på 38-10 i virkeligheden være det, der lige giver Packers et wake up call.

3. Fra skaberne af Butt Fumble kommer… Butt Interception!

De kan altså noget hos Jets. Ikke vinde fodboldkampe, det er helt sikkert. Men de kan lave mindeværdige spil. Og mens det berømte Butt Fumble var et skidt spil for Jets, så er efterfølgeren, Butt Interception noget af en mesterværk. Du kan se spillet herunder. Når det så er sagt, så var der ikke andet at råbe hurra for, for Jets, der blev det første hold i sæsonen til ikke at score et eneste point i en kamp.

4. Betyder Dak Prescott virkelig så meget?

Jeg havde forventet, at Cardinals ville nattens kamp over Cowboys efter tabet af Prescott for Dallas. Men at kampen skulle ende 38-10 til Cardinals havde jeg ikke lige set komme. Kyler Murray stod for tre touchdowns, men ramte på under halvdelen af sine kast, så at scoren endte så højt er alligevel en overraskelse for mig. Andy Dalton var ikke perfekt for Cowboys – langt fra – men var han så dårlig, at de skulle tabe med fire touchdowns? Det synes jeg ikke.

5. Falcons vandt! Men Vikings halter

Jeg tror ellers de fleste havde tænkt, at de ville kollapse igen, da de var kommet stort foran mod Minnesota Vikings. Men denne gang holdt de hjem. Måske hjalp det at fyre head coach Dan Quinn. Eller måske er det simpelthen et spørgsmål om, at Vikings heller ikke er særlig gode i år. En skuffelse, når de nok selv havde håbet at følge med Packers i toppen af NFC North.

6. Kan Bears true i NFC North?

Jeg har ikke givet meget kredit til Bears i denne sæson, og jeg synes stadig at flere af deres sejre har været heldige. Men man må også sige, at et hold, der bliver ved med at vinde de tætte kampe, er værd at holde øje med. Især fordi det nu ser ud til, at forsvaret er ved at finde formen og kan holde et ineffektivt angreb inde i kampene.

7. Browns har håbet – men mangler stadig noget

Cleveland har nu tabt to kampe i denne sæson, og selvom en 4-2 rekord er opløftende, så er det ærgerligt for dem, at nederlagene er kommet mod Steelers og Ravens, der ser ud til at være et niveau over i kampen om AFC North. Browns har scoret henholdsvis seks og syv point i deres to nederlag til divisionsrivalerne, der til gengæld begge har scoret 38 point mod Browns. Det er bekymrende, omend der er håb for fremtiden.

8. Derrick Henry kan ikke stoppes

Houston Texans gjorde det egentlig rigtig godt og kunne i det store hele følge med Titans. Faktisk var det sidstnævnte, der skulle bruge et touchdown i sidste sekund for at tvinge kampen ud i overtid. Men da Titans fik bolden i ekstraperioden var kampen reelt afgjort. Texans kunne hele dagen ikke stoppe Derrick Henry, og så er alt jo som det plejer. Den store runningback er ekstremt hurtig – især for sin størrelse – og mod Texans blev det til 212 løbeyards på 22 forsøg. Det er helt uhørt – for alle andre end Derrick Henry, der nærmest præsterer noget lignende på ugentlig basis.

9. Tua fik debut!

Tilbage til kampen mellem Jets og Dolphins. For mens man kan undre sig over, at Jets stadig ikke har fyret Adam Gase efter nederlaget på 24-0, så kan Dolphins-fans udover sejren glæde sig over, at de også fik deres rookie quarterback at se. Tua Tagovailoa har siddet ude indtil nu, men de sidste par minutter sendte Dolphins Tua på banen til stor jubel for Dolphins-tilhængerne – og starter Ryan Fitzpatrick.

10. Få ubesejrede hold tilbage

Efter ugens kampe begynder det at være småt med ubesejrede hold i ligaen. Seattle Seahawks, Pittsburgh Steelers og Tennessee Titans er nu de eneste hold uden nederlag i sæsonen – og i næste uge mødes Steelers og Titans i det udsatte opgør fra uge 4. Det varer ikke længe, før Dophins-holdet fra 1972 kan åbne champagnen.