Gul Klud giver dig her en optakt med fokus på alle weekendens kampe i 14. spillerunde.

Hvis du vil klædes bare en lille smule på til alle weekendens kampe i hver spillerunde, så skal du bare følge med her i vores ugentlige optakt.

Denne optaktsartikel af Gul Kluds Alexander Paaske er et nyt format i denne sæson. Det er her, du får en lynoptakt til alle søndagens kampe. Du får også en spiller i hvert opgør, som du især skal holde øje med. Vi har nu nået 14. spillerunde, og kampen om slutspilspladserne er gået ind i sin afgørende fase.

Lørdag kl. 22.30

Denver Broncos – Buffalo Bills
Julen nærmer sig, og det samme gør afslutningen på NFL-sæsonen. Det er lig med et herligt gensyn med lørdagskampene. Vi lægger ud med en duel mellem Denver Broncos og Buffalo Bills. Gæsterne er et af de bedste hold i NFL lige nu, hvilket de senest beviste med en flot sejr over Pittsburgh Steelers. Efter en sløv start var Josh Allen igen blændende. Jeg har ekstremt svært ved at se, hvordan Broncos skulle kunne stoppe Allen og hans fremragende angrebsarsenal. Denver skal sætte deres lid til, at offensiven spiller strålende for anden uge i træk. Drew Lock skal brillere. Problemet er bare, at Bills-forsvaret har fundet sig selv og genetableret sig som et top 10-forsvar. I mine øjne er Broncos’ største håb, at Bills tager let på opgaven. Hvis Sean McDermott formår at have sine spillere mentalt klar, så er Denver tæt på chanceløse.

Hold især øje med: WR Cole Beasley, Bills

Lørdag nat kl. 02.15

Green Bay Packers – Carolina Panthers
Aaron Rodgers tog føringen i MVP-duellen med Patrick Mahomes, da han nok en gang var fantastisk i sejren over Detroit Lions. Fire touchdowns stod han for og ingen turnovers. Og det er nærmest bare standarden for A-Rod i denne sæson. Lørdag nat venter endnu en opgave, der bør være barnemad for brandvarme Rodgers. Panthers-forsvaret er et af de dårligere i ligaen og blev senest kørt rundt i manegen af Broncos-quarterback Drew Lock. Alt andet end over 30 point fra ostehovederne til overraske mig gevaldigt. Kampen er på papiret en meget overkommelig opgave for Green Bay, men vigtigheden er enorm. Hvis Packers vinder de resterende tre kampe, så snupper de førsteseed i NFC og sidder over i første runde af slutspillet. Panthers’ chance for at gøre kampen bare lidt spændende er deres angreb, der skal spille fejlfrit og udnytte, at Packers-forsvaret ikke er mere end middelmådigt. Desværre for Panthers bliver det igen uden runningback Christian McCaffrey.

Hold især øje med: RB Aaron Jones, Packers

Søndag kl. 19.00

Atlanta Falcons – Tampa Bay Buccaneers
For Buccaneers’ skyld håber jeg ikke, at kampen skal afgøres på special teams. Tirsdag placerede holdet nemlig punter Bradley Pinion, kicker Ryan Succop og long snapper Zach Triner på Reserve/COVID-19-listen. Dermed risikerer holdet at skulle undvære tre af sine vigtigste spillere på special teams. Tampa Bay bør dog have nok klasse til at kunne vinde på trods af udfordringerne på special teams. Angrebet er fortsat lidt svingende, men topniveauet er meget højt. Og med de mange playmakere, bør Brady og co. kunne sætte mange point på tavlen mod et svagt Falcons-forsvar. På den anden side af bolden genfandt Bucs-defensiven om sider et pænt niveau i sejren over Vikings. Mod Atlanta skal de endda kun tage sig af kastespillet, for divisionsrivalerne kan ikke løbe bolden. Det er lig med en masse pass rush-muligheder til Shaquil Barrett, Jason Pierre-Paul og resten af den defensive linje. Som du kan fornemme, taler det meste for en Buccaneers-sejr. De skal blot undgå at spænde ben for sig selv.

Hold især øje med: C Ryan Jensen, Buccaneers

Læs også: Sådan ser slutspillet ud lige nu

Baltimore Ravens – Jacksonville Jaguars
Sikke et helt vanvittigt forrygende opgør, som Cleveland Browns og Baltimore Ravens gav os mandag nat. Ravens snuppede den utroligt vigtige sejr i jagten på slutspillet, der nu giver dem en lille smule ro før et overkommeligt slutprogram mod Jaguars, Giants og Bengals. Tre sejre, og de er i slutspillet, medmindre der sker noget helt vildt. Ravens-missionen starter altså søndag mod Jaguars, der har tabt 12 kampe i træk og senest blev tromlet over af Titans. Der er intet, der tyder på, at Jaguars-forsvaret skulle kunne stoppe Baltimores blændende løbeangreb. Jeg forventer klart, at Lamar Jackson, JK Dobbins, Gus Edwards og co. løber Jacksonville fuldstændig over ende. Den eneste måde, hvorpå der kan komme bare lidt spænding om resultatet, er Gardner Minshew. Quarterbacken er igen udnævnt til starter, og hvis han rammer en af sine rigtig gode dag mod et lidt skadesramt Ravens-forsvar, så kan Jaguars måske hænge i. Gæsterne har trods alt nogle fornuftige playmakere i runningback James Robinson og wide receiver DJ Chark.

Hold især øje med: QB Gardner Minshew, Jaguars

Dallas Cowboys – San Francisco 49ers
Cowboys holdt liv i det meget spinkle håb om NFC East-titlen og en plads i slutspillet. Utroligt nok kan Cowboys med en record på 4-9 stadig vinde divisionen, hvis de gør rent bord i de sidste tre kampe, og velspillende Washington samtidig taber deres tre sidste kampe. Skal den meget urealistiske slutspilsdrøm leve videre i 16. spillerunde, så kræver det en sejr over San Francisco 49ers. Gæsterne har haft en rædselsfuld sæson med et hav af skader, som de forventeligt ikke har kunnet overkomme. Men med Kyle Shanahan på sidelinjen skal man aldrig afskrive 49ers, uanset hvilken forfatning de er i. Derfor forventer jeg slet igen walk-over for Cowboys. Specielt ikke når man tænker på, at Dallas har det med at selvdestruere. Spillermaterialet på de to angreb er dog med en så stor fordel til Cowboys, at de bør kunne score nok point til at vinde. Andy Dalton er – eller bør være – bedre end Nick Mullins – og med store skadesspørgsmålstegn for San Francisco omkring wide receiver Deebo Samuel og runningback Raheem Mostert er de løbet tør for ammunition på angrebet. America’s Team skal kunne vinde her.

Hold især øje med: WR CeeDee Lamb, Cowboys

Indianapolis Colts – Houston Texans
Indianapolis Colts tog et kæmpe stort skridt mod slutspillet med den imponerende sejr over Las Vegas Raiders. Løbeangrebet med en stærk offensiv linje og runningback Jonathan Taylor trynede Raiders, mens Philip Rivers og TY Hilton var gift for Raiders’ secondary. Colts vil helt sikkert forsøge at gentage den succesfulde opskrift mod Texans’ forfærdelige løbeforsvar. Da de to hold mødtes for blot to uger siden, løb Colts før ”blot” 109 yards, og det går de helt sikkert efter at overgå denne gang. Sidst var Colts lidt heldige med at løbe med sejren, da Deshaun Watson og angrebet fumblede muligheden for en sejr væk. Og arbejdsbetingelserne er sandsynligvis endnu værre for Watson denne gang. I det store nederlag til Bears i weekenden manglede Watson foruden karantæneramte Will Fuller også Brandin Cooks og Randall Cobb, og så er det svært for selv så dygtig en quarterback. Hvis Watson også mangler sine tre bedste receivere i denne uge, så er det svært at se, hvordan han ene og alene skal kunne byde Indianapolis op til dans.

Hold især øje med: WR TY Hilton, Colts

Læs også: Weekly Winners 2020, uge 15

Miami Dolphins – New England Patriots
Uge 14 var rigtig skidt for New England Patriots’ slutspilshåb. Bill Belichicks mandskab fik smæk af Rams, mens Colts, Titans og Ravens alle vandt. Dermed skal Patriots have usædvanligt meget hjælp, hvis de skal snige sig med i slutspillet. Og så skal Patriots selv vinde de tre sidste kampe. Divisionsrivalerne fra Miami er væsentligt bedre stillet med en record på 8-5, men de har et vanskeligt slutsprogram, der udover Patriots tæller Raiders og Bills. Det er derfor selvsagt, at der er tale om et nøgleopgør, når Patriots tager turen sydpå til Florida. New England vandt det første indbyrdes møde i starten af sæsonen, men Dolphins er uden tvivl blevet bedre siden. Spiller for spiller har delfinerne det bedre hold, men matchuppet ligger godt til gæsterne. Patriots-angrebets store styrke er løbeangrebet, mens Dolphins-forsvaret anført af blændende Xavien Howard excellerer i kastespillet. Patriots bør kunne løbe bolden effektivt mod Dolphins’ ikke specielt skarpe løbeforsvar.

Modsat har Miami ikke meget at true med løbemæssigt, hvor de også er ramt af skader, og de må forventes at sætte deres lid til Tua Tagovailoa. Tua må sandsynligvis undvære både wide receiver Devante Parker og tight end Mike Gesicki, og det gør ikke hans opgave lettere mod en god Patriots-secondary. Det kan umiddelbart lyde som om, at jeg har Patriots som favorit. Det er ikke tilfældet. Miami har en lille favoritværdighed, men mange ting taler til New Englands fordel. Og det skal de udnytte for at kunne vinde. Patriots kan dog ikke tåle at komme bagud og skulle kaste mod Dolphins’ stærke secondary, for det vil være opskriften på en katastrofe. Jeg forventer en jævnbyrdig kamp, hvor bare et enkelt stort spil på special teams kan blive afgørende. Begge mandskaber har fremragende special teams.

Hold især øje med: LB Kyle Van Noy, Dolphins

Minnesota Vikings – Chicago Bears
Så er der vind-eller-forsvind-opgør i NFC North. Minnesota Vikings og Chicago Bears er begge 6-7 og skal vinde ud for at have en reel chance for at snuppe den sidste Wild Card-plads i konferencen. Modsat for en måned siden, hvor Vikings sejrede i det første indbyrdes opgør i sæsonen, så er der lidt optimisme at spore i Chicago. Og det føles helt skørt at skrive, fordi Chicagos storsejr over Texans kom efter seks nederlag i træk. Sejren var på en meget billig baggrund mod et meget skadesramt Texans-angreb, men både forsvaret og angrebet spillede godt. Mitch Trubisky lignede endda en NFL-starter. Derfor er jeg ekstremt spændt på at se, om Bears kan overføre det flotte spil til det her nøgleopgør mod Vikings. Forsvaret skal nok gøre deres for at begrænse Kirk Cousins og Minnesota-angrebet, selvom det er umuligt at holde Dalvin Cook, Adam Thielen og Justin Jefferson fra at producere yards og flytte bolden. Det afgørende bliver derfor i mine øjne, hvilken Trubisky vi får at se. Får vi ham Trubisky at se, der kaster upræcist og laver mange fejl? Eller bliver det den atletiske playmaker med selvtillid? Jeg aner det ikke. Men jeg tror, at Trubiskys præstation bliver meget afgørende for hans NFL-fremtid.

Hold især øje med: RB David Montgomery, Bears

Næste side: Murray vs. Hurts og gigant-brag i New Orleans (tryk på knappen nedenfor)