Tre kampe tilbage og de mest afgørende uger af sæsonen står foran os.

Hvem kommer i slutspillet, og hvem fejler til sidst? Og er der stadig kamp om førstevalget i draften? Her er mine weekly winners for uge 15.

Las Vegas Raiders 34 – 31 Los Angeles Chargers

Raiders har haft store problemer på forsvaret på det seneste, og det endte i fyringen af den defensive koordinator Paul Guenther efter nederlaget i sidste uge. Nu venter et divisionsopgør mod Chargers, der ikke har haft problemer med at score point i år, så jeg tror vi kan se frem til en eksplosiv torsdagskamp. Raiders er det bedre hold og bør vinde, men alt kan ske i et divisionsopgør.

Denver Broncos 23 – 27 Buffalo Bills

Broncos så gode ud og Drew Lock spillede karrierens bedste kamp mod Panthers i sidste uge, men Bills bliver en svær modstander. Josh Allen og co. spiller som et af de bedste hold i NFL og kan med en sejr vinde AFC East for første gang siden 1995. De er velbalanceret og Allen spiller sin bedste football i karrieren. Giv mig Bills. Kampen spilles lørdag.

Green Bay Packers 42 – 24 Carolina Panthers

Packers har taget føringen i NFC, og de kan udbygge den med en føring her. Især fordi Saints har en svær modstander søndag – dagen efter denne kamp, der spilles natten til søndag dansk tid. Panthers tillod i sidste uge 32 point til Broncos, og det tal er guf for Packers, der har et bedre angreb.

Dallas Cowboys 17 – 20 San Francisco 49ers

Cowboys er 4-9, mens 49ers er 5-8. Utroligt nok har begge hold en teoretisk mulighed for at nå slutspillet med tre kampe tilbage. Jeg tror mest på, at 49ers tager sejren her, men reelt set betyder det ikke andet en hvilken draft-position, man ender med. Ingen af disse hold skal spille med i januar.

Washington Football Team 16 – 23 Seattle Seahawks

Washington og Seattle ligger lige pt. til at mødes netop i Washington i første runde af slutspillet, så her får vi en lille forsmag på, hvordan det kan ende med at se ud i januar. Seahawks bør være bedst og vinde, men det ville ikke overraske mig, hvis Washington hiver en overraskende sejr op af hatten.

Minnesota Vikings 24 – 20 Chicago Bears

Vikings kæmper stadig for at nå slutspillet, men det kræver en sejr her, hvis ikke drømmen skal være meget langt væk. Bears er i præcis samme situation, så dette divisionsopgør kan blive et giftigt et af slagsen. Vikings må være rasende over deres nederlag til Bucs i sidste uge, mens Bears slagtede Texans, men jeg er spændt på at se, om Chicago kan fortsætte det gode spil, eller om det var en enlig svale fra Mitchell Trubisky.

Miami Dolphins 23 – 20 New England Patriots

Dolphins forsøger at hænge på Bills i toppen af AFC East, men det kræver formentlig, at de vinder de resterende tre kampe. Og Miami gjorde da også en god figur mod Chiefs i sidste uge, så der er håb for, at det kan lade sig gøre. Patriots bliver dog ikke en nem modstander. Mest af alt, fordi det er et divisionsopgør, og det er samtidig et opgør mellem Bill Belichick og en af hans disciple i Dolphins’ head coach Brian Flores. Lige nu tror jeg mest på Flores og Dolphins.

Baltimore Ravens 38 – 23 Jacksonville Jaguars

Ravens fik en vigtig sejr over Browns i mandagskampen i uge 14, og nu venter en noget mere overkommelig modstander i Jaguars. Jeg tror ikke, Jaguars har så meget at skyde med, hvis Ravens kører på fuld kraft, så jeg er overbevist om, at hjemmeholdet sejrer her.

Atlanta Falcons 17 – 21 Tampa Bay Buccaneers

Endnu et divisionsopgør, der kan gå begge veje. Buccaneers bør være bedst og kæmper stadig for en wild card-plads, men Falcons ville elske at lege spoiler. Ikke mindst fordi modstanderen er Tom Brady, og jeg kunne da godt forestille mig, at Matt Ryan og co. stadig har onde drømme og netop Bradys comeback mod Falcons i Super Bowl for nogle år siden.

Tennessee Titans 27 – 20 Detroit Lions

Titans styrer mod slutspillet, og jeg tror også, at de slår Lions forholdsvist nemt. Så det jeg kigger efter i denne kamp er, om Derrick Henry skraber yards nok sammen til, at han realistisk set kan nå 2.000 yards inden sæsonen er slut. Jeg forventer at se en del til Henry her.

Indianapolis Colts 31 – 28 Houston Texans

Colts ligger lige nu på en wild card-plads og kan med en sejr næsten booke billetten til slutspillet. I vejen står Texans, der som divisionsrival ville elske at drille Colts lidt. Men de to hold trender i hver sin retning, og Texans så ikke gode ud i nederlaget til Bears i sidste uge. Jeg tager Colts.

Arizona Cardinals 34 – 24 Philadelphia Eagles

Jalen Hurts fik en fremragende debut som starter i sidste uge med sejren over Saints. Men kan han gentage det mod Cardinals? Sikkert nok. Når jeg alligevel vælger Cardinals, er det fordi jeg tror Arizona med lidt mere video på Hurts kan finde nogle svagheder, som de kan udnytte. Og så skal Kyler Murray og co. ellers bare gøre, hvad de gør bedst.

Los Angeles Rams 23 – 10 New York Jets

Rams vinder. Er der meget mere at sige? Jets er det dårligste hold i ligaen, og det er svært at se, hvilke muligheder de har tilbage for en sejr i denne sæson. Rams fører NFC West og glæder sig nok over en lidt nemmere opgave her, inden sæsonens sidste to spillerunder.

New Orleans Saints 17 – 31 Kansas City Chiefs

Saints har hårdt brug for at vinde for at holde liv i drømmen om hjemmebanefordel i slutspillet, men mod Chiefs ligner det en meget svær opgave. Især med tanke på, at det stadig er Taysom Hill, der er quarterback for hjemmeholdet. Eagles fandt måder at udnytte Hills svagheder i sidste uge, og du kan være sikker på, at Chiefs har taget ved lære.

New York Giants 13 – 27 Cleveland Browns

Browns spillede en fremragende kamp trods nederlaget mandag, og nu venter så en kamp, de bør vinde. Især fordi det stadig er tvivlsomt, om Daniel Jones spiller kampen. Så står vi over for Colt McCoy mod sit gamle hold, men det ville ikke skræmme mig som Browns-fan.

Cincinnati Bengals 6 – 17 Pittsburgh Steelers

Steelers får en mini-bye week her. Kampe i NFL er aldrig lette, men denne er lidt lettere end den havde været, hvis Joe Burrow spillede for Bengals. Steelers kan måske bruge kampen til at få lidt gang i angrebet igen, for forsvaret bør fint kunne lukke ned for Bengals’ offensiv.

Byes: Ingen

Sidste uge: 10-6
I alt: 134-73-1