Søndag kl. 19.00

Tennessee Titans – Detroit Lions
Bliver ribbensskadede Matthew Stafford klar til kamp? Hvis svaret er nej, så er Detroit Lions nærmest uden chancer her. Selv om Chase Daniel er en hæderlig backup, så har løverne brug for mere end det mod Titans. Hjemmeholdets angreb er nemlig så godt, at det uden tvivl kommer til at score en masse point mod et dårligt Lions-forsvar. Ryan Tannehill har en stærk receiver-duo i AJ Brown og Corey Davis, der er en stor mundfuld for alle cornerbacks, og så er der selvfølgelig Derrick Henry. December-kulden kombineret med trætte forsvar efter en lang sæson er lige noget for Henry. Han spillede vanvittigt i december og januar i sidste sæson, og alt tyder på, at det gentager sig i år. Senest gik det ud over Jaguars, som Henry buldrede over for 215 løbeyards. Lions har et okay løbeforsvar og har kun tilladt fem løb over 20 yards i sæsonen, men Derrick Henry på denne tid af sæsonen er bare en anden størrelse. Min konklusion: Hvis Stafford ikke spiller, bliver Lions udsat for en grim opgang power football, som de ikke kan svare tilbage på. Hvis Stafford spiller, har Detroit en chance for at flytte bolden, score point og måske hænge på Titans-toget. Uanset hvad er AFC South-mandskabet klare favoritter i opgøret.

Hold især øje med: DT Jeffery Simmons, Titans

Washington Football Team – Seattle Seahawks
Washington har ramt formen på det helt rigtige tidspunkt. Det skyldes først og fremmest ligaens nok bedste defensive linje bestående af fire førsterundevalg. Jonathan Allen, Da’Ron Payne, Montez Sweat og Chase Young. Linjen dominerede senest voldsomt i sejren over 49ers, hvor specielt Chase Young var enestående. Mod Seattle Seahawks bliver Washingtons defensive linje igen altafgørende, fordi den i mine øjne nærmest kan afgøre kampen på egen hånd. Seahawks’ offensive linje er nemlig tvivlsom, og hvis Chase Young og co. kan altdominere det matchup, så får Russell Wilson rigtig svært ved at finde sine receivere kontinuerligt. Får Wilson til gengæld tiden, så har Washington ikke en secondary, der kan hamle op med DK Metcalf og Tyler Lockett. Værterne har to store skadesspørgsmål til opgøret. Quarterback Alex Smith pådrog sig en lægskade mod 49ers, men forventes i skrivende stund klar til kamp. Desværre ser det mindre positivt ud for en anden angrebsprofil, nemlig rookie-runningback Antonio Gibson. Han er nok ude for anden kamp i træk. Alt i alt forventer jeg et meget jævnbyrdigt opgør, der bliver vundet af Washingtons defensive linje eller af storspil fra Russell Wilson.

Hold især øje med: DT Jonathan Allen, Football Team

Læs også: Det spiller de om, uge 15, 2020

Søndag kl. 22.05

Arizona Cardinals – Philadelphia Eagles
Kyler Murray vs. Jalen Hurts. Det er vinderen af Heisman-trofæet i 2018 mod nummer to i kampen om den store college-hæder sidste år. Det er to playmakere, der både kan kaste og løbe. Ja, det er naturligvis for tidligt at sige, hvor god Jalen Hurts er eller kan blive. Men vi kan ikke løbe fra, at han leverede en flot præstation i sin første NFL-start. Han gav Eagles-angrebet et langt bedre look og holdet som helhed et kæmpe boost. Et boost, der førte ørnene til en meget overraskende sejr over New Orleans Saints. Kyler Murray og Cardinals-angrebet kom også nogenlunde tilbage på sporet i sejren over Giants, og det lover godt før det her møde. Arizona ligger lunt til i forhold til slutspillet og kan selv afgøre sin skæbne. Tre sejre i de sidste tre kampe og slutspilsbilletten er sikret. Eagles skal vinde ud og håbe på lidt hjælp i andre kampe for at vinde NFC East. Hvis de spiller som mod Saints, så kan de bestemt gøre deres egen del. Jeg er ikke i tvivl om, at vi har en rigtig underholdende kamp i vente her.

Hold især øje med: OLB Haason Reddick, Cardinals

Los Angeles Rams – New York Jets
Et nederlag på 40-3 til Seattle Seahawks i sidste uge og et endnu større nederlag i vente denne weekend? Det her matchup kan blive virkeligt, virkeligt grimt for Jets. Rams-forsvaret spiller forrygende anført af Aaron Donald og et brølstærkt pass rush. Jeg bliver chokeret, hvis Donald ikke får Sam Darnold til at bide i græsset flere gange. Og så kommer Rams til at tromle over Jets-forsvaret med deres bundsolide løbeangreb, hvor Cam Akers har endnu en stor kamp i sigte. Som om forskellen i talent på banen ikke er stor nok, så finder du heller ikke et meget større mismatch på sidelinjen. Sean McVay kommer til at drive gæk med Adam Gase. Det gør næsten ondt i fingrene at have de to navne stående i samme sætning. Det føles helt forkert. Så for at opsummere: Los Angeles Rams kommer til at ydmyge New York Jets.

Holde især øje med: EDGE Leonard Floyd, Rams

Søndag kl. 22.25

New Orleans Saints – Kansas City Chiefs
Hvilket brag i New Orleans. Det er altid specielt, når to af de allerbedste hold i NFL støder sammen. Især når det er hold fra hver sin konference OG i slutningen af sæsonen, hvor man gerne skal være tæt på at peake før slutspillet. Chiefs er det bedste af de to hold lige nu, og det var nedtrykkende for Sean Payton og co., at de kunne ramme så lavt et bundniveau i første halvleg af nederlaget til Eagles. Ethvert hold kan spille en dårlig kamp, så der er ingen grund til at male fanden på væggen for New Orleans, men præstationen mod Eagles gør opgøret mod Chiefs endnu mere interessant. Hvis Saints ikke kan byde Chiefs op til dans, så bliver jeg bekymret på Saints’ vegne i forhold til at gå hele vejen til Super Bowl. Men hvis de til gengæld spiller lige op med Patrick Mahomes og co., så der er ingen grund til bekymring. Saints-forsvaret blev meget usædvanligt løbet over ende af Eagles, så jeg forventer, at de er langt skarpere denne weekend. Det meste af sæsonen har de haft et stærkt forsvar med et giftigt pass rush, og det har de selvfølgelig brug for mod Mahomes, Travis Kelce og Tyreek Hill, der udgør en sindssyg trio. Drew Brees er blevet klarmeldt og er bag center for Saints. Det giver naturligvis Saints en større chance for at vinde. Men er den aldrende quarterback nu også helt klar? Det bliver en fantastisk fed kamp! 

Hold især øje med: EDGE Cameron Jordan, Saints

SNF kl. 02.20

New York Giants – Cleveland Browns
Vi runder søndagens kampe i 15. spillerunde af på MetLife Stadium i New Jersey, hvor New York Giants får besøg af Cleveland Browns. Kampen har enorm slutspilsbetydning, og begge hold er pisket til sejr. Giants skal vinde, for ellers er deres håb om at vinde NFC East slukket. Browns skal vinde, hvis de vil undgå, at der kan gå gummiben i den i jagten på den længe ventede slutspilsplads. Giants har højst sandsynligt den tidligere Browns-quarterback Colt McCoy bag center, da Daniel Jones pådrog sig en ny skade i hans rædderlige præstation mod Cardinals. McCoy vs. Browns er en sjov storyline for kampen, men dårligt nyt for hjemmeholdet. Cleveland er klare favoritter til opgøret og skal hive sig op efter det tunge, tunge nederlag til Ravens i den vanvittige mandagskamp. Hvis Browns spiller bare nogenlunde op til deres bedste, så vinder de også. Men hvis de mentalt ikke er helt til stede og stadig har Ravens-nederlaget i baghovedet, så kan Giants lugte blod. G-Men har dog brug for en stor præstation fra forsvaret, så de kan vinde en lavtscorede affære. Det er opskriften på en overraskelse. Men jeg regner med, at Browns gør arbejdet færdigt og henter sæsonens 10. sejr.

Hold især øje med: RB Wayne Gallman, Giants

MNF klokken 02.15

Cincinnati Bengals – Pittsburgh Steelers
Læs mere om MNF-kampen mellem Bengals og Steelers i vores store optakt, der udkommer mandag.