New England Patriots har fritstillet venstre tackle Antonio Garcia med en skade, der ikke er footballrelateret. Garcia blev valgt i tredje runde af 2017-draften og spillede slet ikke i sin rookie-sæson – angiveligt på grund af blodpropper i lungerne.

Da New England Patriots med 85.-valget i sidste års draft valgte venstre tackle Antonio Garcia fra Troy, var det med håbet om, at kunne erstatte Nate Solder, hvis Solder forlod New England i forbindelse med hans kontraktudløb efter 2017-sæsonen.

Og Solder forlod Patriots til fordel for en kæmpe-kontrakt i New York Giants. Desværre for Patriots bliver Garcia ikke afløseren. De forsvarende AFC-mestre har fritstillet andenårsspilleren med en skade, der ikke stammer fra spillet på footballbanen. Det rapporter ESPNs Field Yates.

Garcia spillede slet ikke i sit første år i NFL, og det skyldtes også en ikke-footballrelateret-skade. Jeff Howe fra The Boston Herald rapporterede i starten af marts, at det var blodpropper i lungerne, der holdt Antonio Garcia væk fra banen. Hvis det er sandt, kan vi formode, at det er det samme, der nu desværre har tvunget Patriots til at fritstille den talentfulde tackle.

***LÆS: Joe Thuney skal under kniven

Det er stadig for tidligt at sige, om Garcias NFL-karriere er forbi, før den overhovedet begyndte. Hvis han kæmper sig tilbage på banen, vil det i hvert fald være en fantastisk historie, hvis han virkelig er ramt af noget så alvorligt som blodpropper i lungerne.

Med farvellet til Garcia begynder det at tyndt ud for venstresiden af New Englands offensive linje. Joe Thuney skal nemlig opereres for en ankelskade og er ude i et par måneder, mens Solder som tidligere nævnt er væk. Derfor bliver det rigtig interessant at se, hvordan Patriots vil bruge Isaiah Wynn, der blev valgt i første runde med 23.-valget i årets draft, og kan spille både guard og tackle. Nyerhvervede Trent Browns rolle bliver også spændende at følge, da han primært blev brugt på højre tackle i San Francisco, men han kan også  komme i spil til venstre tackle.