Det var fremragende arbejde af New England Patriots PR-afdeling, da de fik nyheden om endnu en stor straf dysset ned.

Så er den gal igen. New England Patriots er dømt for snyd og har fået en stor straf. Men meget professionelt så kom nyheden 18 minutter efter, at Patriots kunne offentliggøre, at de havde skrevet kontrakt med Cam Newton.

Dermed gik nyheden de fleste mediers næse forbi, eller blev i hvert fald ikke dækket lige så tungt, som den ville under normale omstændigheder.

Miseren er tilbage fra december 2019, hvor Patriots video-afdeling blev afsløret i at filme Cincinatti Bengals’ sidelinje, ugen inden Patriots selv skulle møde Bengals.

Det er et brud imod NFLs meget klare regler, og selvom Patriots undskyldte sig med, at det var filmoptagelser til et indslag til klubbens hjemmeside om forberedelse til en kamp, så har NFL nu idømt dem en stor straf.

Helt konkret får Patriots følgende straf:
– 1,1 millioner dollars i bøde (ca. 7,5 millioner kr.)
– Klubben fratages næste års 3. runde pick i NFL draften
– Klubbens video-afdeling har karantæne i hele 2020-sæsonen

Derudover skal selv samme videoafdeling sende både chefer, tilrettelæggere og fotografer på efteruddanelse i NFLs regler, eller sagt på en anden måde: De får en tur i skammekrogen.

Bill Belichick har hele tiden benægtet at kende noget til optagelserne, men ikke desto mindre har NFL altså valgt at give Patriots både en bødestraf og fratagelse af et højt draft pick. At sidstnævnte “kun” er et 3. runde pick indikerer, at NFL har fundet begrundet mistanke om snyd, men trods alt ikke håndgribelige beviser.

Patriots har siden optagelserne fyret den ansvarlige video-producer.