
NFL kommer til den tyske hovedstad i 2025. Det forventes ligaen at bekræfte i løbet af ugen.
Hvad, der længe har været rygtet i NFL og Europa, bliver angiveligt officielt i denne uge, når NFL-ejerne mødes i Texas. Berlin får en NFL-kamp.
Det inkluderer dog også en lidt overraskende udvikling, da Frankfurt angiveligt bliver snydt for en NFL-kamp i den kommende sæson.
Kilder fortæller til tv-stationen CBS Sports, at NFL forventes at spille en grundspilskamp i Berlin, hvilket i sig selv ikke er overraskende, efter NFL-boss Roger Goodell mere end antydede dette, da NFL spillede i München i start november.
-Jeg plejer at sige til folk: “Tro ikke på rygter.” I dette tilfælde vil jeg måske sige: ‘Tro på det.” sagde Goodell, mens han var i Tyskland og henviste til rygterne om en kamp i Berlin.
Frankfurt forbigået
Samtidig med at kampen i Berlin forventes at blive offentliggjort, så følger der lidt af en overraskelse med. Det foventes nemlig, at Berlin-kampen bliver den eneste kamp i Tyskland i 2025, og dermed får Frankfurt ikke en kamp.
NFLs oprindelige plan for NFL i Tyskland løb ellers på München i 2022 og 2024, Frankfurt i 2023 og 2025. Sdiste år fik Frankfurt dog en ekstra kamp, da den oprindelige Mexico-kamp blev flyttet til det tyske finans-centrum, og dermed har byen fået sine to kampe.
Waldstadion lever heller ikke helt op til NFLs krav til tilskuerkapacitet, selvom de med klapsæder og lidt god vilje kneb 50.000 ind på det gamle stadion udenfor Frankfurt. Nu lader det til, at NFLs engagement i byen foreløbig er slut, selvom CBS skriver, at Goodell ikke udelukker at vende tilbage til både Frankfurt og München i fremtidige år.
Spændende nyheder for Colts-fans
Selvom NFL ikke har sat navne på de to hold, der skal spille i Berlin til næste år, så er der allerede flere rygter om, hvilke hold der kommer til den tyske hovedstad.
Lions, Colts, Seahawks, Giants, Patriots og Steelers har alle fået tildelt Tyskland af NFL som markedsføringsområde, og ifølge Gul Kluds kilder, så er Indianapolis Colts i spil som det ene af de to hold, der skal spille den historiske kamp på det Olympiske Stadion i Berlin.
Op til syv kampe i Europa i 2025
Sæsonen 2025 er den første, hvor NFL kan udvide sine internationale kampe til ni. De har allerede meldt ud, at de vender tilbage til Mexico og Brasilien, og så kommer der tre i London, én i Berlin og én i Madrid.
Dublin er også med på rygtebasis, men om det holder stik og om NFL spiller en niende kamp i udlandet løfter ligaen formodentlig først sløret for i forbindelse med Super Bowl.








