I weekenden var Arkansas og danske Hjalte Froholdt oppe mod overmagten, da de mødte det dominerende collegehold Alabama. Opgaven var dog samtidig den vigtigste for Hjalte Froholdts NFL-chancer, og danskeren leverede en kraftpræstation.

Hjalte Froholdt er gået i gang med sin sidste og meget vigtige sæson i college. Talentet er stort nok til, at han har en chance for at blive den første dansker siden Morten Andersen til at blive draftet, men det kræver en god sæson på Arkansas’ offensive linje.

Derfor vil vi (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.), som har fulgt de sidste par drafts tæt og i foråret så og vurderede tæt på 300 af draftens spillere, hver uge tage et kig på Hjalte Froholdts præstationer. Med det håber vi at give jer læsere et godt kendskab til Hjalte som spiller.

Hjaltes 2017-sæson fra Dennis
Første spillerunde mod Eastern Illinois
Anden spillerunde mod Colorado State
Tredje spillerunde mod North Texas
Fjerde spillerunde mod Auburn
Femte spillerunde mod Texas A&M

Den vigtigste kamp i 2018
Resultatmæssigt var det ikke en interessant kamp for Arkansas Razorback og danske Hjalte Froholdt, da de som forventet tabte stort til det altdominerende collegehold Alabama Crimson Tide. Resultattavlen sagde 65-31, da fjerde quarter var spillet, og reelt er de 31 point ganske godt og en pointtotal, som mange collegehold har svært ved at nå mod Alabama.

Selvom udfaldet af kampen ikke var interessant, var det en meget interessant kamp for den danske guard Hjalte Froholdt, der virkelig stod overfor en svær test. Alabama er spækket med store talenter, der bliver draftet højt og dominerer i NFL. De sidste to år har de fået otte spillere draftet i første runde, og derudover en lang række i de følgende runder.

Du får ikke en sværere test end Alabama, og derfor var kampen en fantastisk test af Froholdts evner og potentielt en god indikator for, hvor han kan blive draftet. Vi har fundet ni klip, som vi vil vise i denne uge, og generelt må vi sige, at danskeren klarede den svære opgave flot.

Første klip får han opgaven at blokere Quinnen Williams, som meget vel kan blive draftet i første runde i 2019. Det er en hård kamp, men Hjalte får flot drejet Williams og skærmet ham væk, selvom Williams stikker en hånd i hovedet på Hjalte (burde have været en straf på Williams). Rigtig fin blokering, hvor han står godt fast.

Andet klip er et sack af Arkansas’ quaterback. Alabama laver et stunt, hvor de defensive linjefolk bytter plads, da de rusher. Froholdt og Arkansas’ center skal dermed få byttet mand, men den overlevering mislykkes. Hjalte tager fint imod sin mand, der kommer fra midten, men centeren får slet ikke fat i manden, der kommer bagom. Hjalte prøver så at redde situationen, men det her er med 99% sikkerhed en fejl af centeren.

Tredje klip er danskeren igen linet op mod den dygtige Quinnen Williams, og igen får danskeren vinklet Williams væk, hvilket skaber en god åbning for quarterbacken. Evnen til få drejet og skærmet defensive linjefolk er en af Hjaltes absolutte styrker.

Fjerde klip er et sublimt klip i løbespillet. Hjalte puller bag om sin tackle, og skal ud i det åbne og lave en kick-out blokering på Alabamas nummer 15. Hjalte indstiller sigtekornet perfekt, rammer nummer 15 med god kraft og får ham skubbet ud af spillet, hvilket nærmest åbner en halv bane for runningbacken. Hjalte er en strålende puller, og der er nok ikke mange linjefolk i college, der bevæger sig på samme niveau.

Femte klip er Hjaltes eneste negative snap i hele første halvleg, og det er langt fra et katastrofalt snap. Hjalte kommer fint i gang og følger Quinnen Williams mod midten, da Williams forsøger at gå indvendigt. Hjalte kommer dog får langt over, og åbner hofterne for meget. Det betyder, at Williams kan krydse tilbage forbi Hjalte, der ikke kan nå tilbage i position. Det betyder pres på quarterbacken, hvilket selvfølgelig aldrig er godt, men det sker trods alt ret sent i snappet.

Sjette klip minder egentlig lidt om både første og tredje klip, hvor Hjalte får fat i Quinnen Williams og vinkler ham væk fra runningbacken. Her bliver Arkansas’ pullende guard dog væltet lige bag Hjalte, og han falder ned på Froholdts bagben, hvilket gør det umuligt for danskeren at holde balancen. Det lignede en god blokering, hvis han kunne få lov til at gennemføre den. Froholdt bliver skadet på det her spil og spiller ikke resten af halvlegen. Han vender dog tilbage fra starten af tredje quarter.

Syvende klip er et forsøg på en reach-blokering, hvilket er noget, Arkansas ikke benytter super meget. Danskerens opgave er egentlig bare at følge sin mand i spilretningen og undgå, at den defensive linjemand skaber penetration. Derefter er det op til runningbacken at finde et hul. Danskeren følger fint med sin mand og får ham bremset sin man, så runningbacken kan løbe mod højre uden større problemer. Absolut en godkendt blokering.

Ottende klip er danskerens dårligste spil i kampen. Hans timing på punchet er rigtig skidt, så hans punch egentlig bare rammer luften, så den defensive linjemand let og elegant kan lave et swim move og komme ned i backfielden. Sådanne snaps sker, selvom de selvfølgelig ikke må ske for ofte. Hand placement og timing med sit punch er et af de områder, hvor Hjalte kan forbedre sig.

Niende klip er en strålende blokering på andet niveau af forsvaret (linebackere/safeties), hvor han hurtigt og sikkert får fat i en linebacker og blokerer ham ti yards ned ad banen. Hans evne til at få ramt en mand på det andet niveau er rigtig fornuftigt, og her er linebackeren chanceløs.

 

Opsummering
Denne præstation mod Alabama var virkelig god fra Hjalte Froholdts side. Mod den sværeste modstand, du kan finde i college, spillede han sin bedste kamp i år og velsagtens i sin karriere. Der var to svipsere, hvilket I kan se i klip fem og otte. Det hænder og ændrer ikke på det overordnede billede med mange positive spil og få fejl.

At spille så stærk en kamp mod en fremragende modstander som Alabama er en ting, som mange NFL-hold lægger vægt på, da det beviser, at Hjalte kan gøre sig gældende mod spillere, der også ender i NFL.

I de kommende kampe handler det om at holde niveauet, da én rigtig god kamp selvfølgelig ikke får dig draftet. Danskeren har dog haft en opadgående formkurve, siden han blev flyttet tilbage som guard til kampen mod Auburn for to uger siden, og det er de takter, der skal bygges videre på. Hvis han kan fortsætte på nogenlunde samme niveau som mod Alabama, vil vi (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.) dog garantere, at han bliver draftet på et eller andet tidspunkt.

En sejr i den kommende weekend?
Den næste opgave for Hjalte Froholdt bliver en kamp mod det traditionsrige college Ole Miss, og måske kan Arkansas endelig vinde en kamp igen. Efter en sejr i sæsonåbneren har holdet tabt fem kampe i streg, og selvom Ole Miss er et traditionsrigt hold, har de ikke vist skræmmende styrke i år. De tabte f.eks. 62-7 til netop Alabama, og det ligner derfor en kamp, der kan gå begge veje.

For Hjalte Froholdts NFL-chancer er det dog bare vigtigt at fortsætte spillet fra Alabama-kampen og undgå de store fejl, og så bør han have en fremtid i en eller anden form i NFL. Vi glæder os til at give jer mere i næste uge.