Hjalte Froholdt og Arkansas Razorbacks led for tredje uge i træk et nederlag. Denne gang var det dog forventet mod storholdet Auburn, hvor både holdet og Hjalte trods alt hævede niveauet mod den bedre modstand.

Hjalte Froholdt er gået i gang med sin sidste og meget vigtige sæson i college. Talentet er stort nok til, at han har en chance for at blive den første dansker siden Morten Andersen til at blive draftet, men det kræver en god sæson på Arkansas’ offensive linje.

Derfor vil vi (Dennis Cordsen og Teis Joranger red.), som har fulgt de sidste par drafts tæt og i foråret så og vurderede tæt på 300 af draftens spillere, hver uge tage et kig på Hjalte Froholdts præstationer. Med det håber vi at give jer læsere et godt kendskab til Hjalte som spiller.

Hjaltes 2017-sæson fra Dennis
Første spillerunde mod Eastern Illinois
Anden spillerunde mod Colorado State
Tredje spillerunde mod North Texas

Et hæderligt nederlag mod et godt hold
De sidste to kampe mod de mindre skoler Colorado State og North Texas bød på skuffende nederlag, hvor Hjalte Froholdts Arkansas Razorbacks som minimum burde have været mere konkurrencedygtige. Derfor var Froholdt og kompagni også voldsomt undertippede, da de i weekenden stod overfor Auburn, der inden kampen var rangeret som det niendebedste collegehold.

Det blev også til et nederlag som forventet, men præstationen var egentlig udmærket. Resultatet på 34-3 lyder som en afklapning, men Arkansas var hæderligt med i kampen langt hen ad vejen, og det var primært special teams, der var en katastrofe. Det kostede i hvert fald 10-15 points udsving. Angrebet var bedre kørende end i de første tre kampe, og det virkede til at nogle af holdets justeringer bar frugt.

Hjalte tilbage som guard
En af de justeringer var, at danske Hjalte Froholdt blev rykket fra center og ud til venstre guard. Det er den position, Hjalte har spillet de sidste to år, og det er helt naturligt også den position, han føler sig mest hjemme på. Nu håber vi på, at danskeren kan få lov til at blive på guard, så han kan fokusere på den position og sine evner der.

OBS. Inden vi går i gang med at kigge på Hjaltes præstation mod Auburn, må vi komme med en beklagelse. Der vil ikke være nogen videoklip fra anden halvleg af kampen, da ESPN Player på besynderlig vis har fået fjernet anden halvleg af kampen fra deres hjemmeside. Hele kampen var der tidligt på ugen, da vi så kampen og lavede noter, men da videoklippene skulle laves manglede anden halvleg. I stedet vil vi på skrift prøve at opsummere anden halvleg, selv om det optimale selvfølgelig havde været nogle flere klip fra kampen.

Første klip viser en gang håndslagsmål mod Derrick Brown, der anses som en kommende NFLer. Men det er et godt snap af Hjalte, der presses fra start, men som formår at holde hele kroppen foran i den rigtige vinkel, hvilket vil forcere Brown langt udenom.

Andet klip er et klip, der gør os glade. Auburn blitzer lige mod Hjalte. Han får dog bremset den første mand godt, inden han sender ham videre. Derefter skifter han perfekt over til den blitzende LB og neutraliserer ham.

I tredje klip forsøger en linjemand et swim move over Hjalte, men danskeren kommer fint ind på kroppen uden at blive smidt væk af swim movet. Derfor holdes QBen fint fri og det åbner en kastebane.

I fjerde klip bliver Hjalte slået direkte af snappet af DTen, som ripper under ham og bare skubber Hjalte overlegent fire yards tilbage mod Rben. Skidt snap.

Anden halvleg
I anden halvleg fortsatte tendenserne med for det meste gode spil, men også et par svipsere. Løbespillet var især der, hvor Hjalte gjorde sig positivt bemærket, og det er tydeligt, at hans forståelse for vinkler og for at skærme folk af, så han kan åbne løbebaner, er ganske god. Derudover fik Hjalte flere gange vist prøve på sine atletiske evner. Han blev ofte brugt som pullende guard, hvor han træder tilbage og løber bag om resten af den offensive linje for så at agere som en form for lead blocker. Vi er ærgerlige over, at vi ikke kan vise en screen fra anden halvleg, hvor Hjalte virkelig viser sin mobilitet. Hvis danskeren kan lægge lidt mere power på sit spil, kan hans spilforståelse og atletiske evner gøre ham til en rigtig god spiller i løbespillet.

I kastespillet er der lidt oftere svipsere, og det så vi også et par gange i anden halvleg. Som oftest kommer fejlene, når Froholdt ikke får brugt hænderne effektivt i starten af spillet. Hvis først den defensive linjemand får hænderne ind i brystkassen på dig, er det svært at redde situationen, og der skal danskeren være bedre til holde afstand til modstanderen. Den manglende længde har et par gange i de første kampe været en ting, som har givet ham problemer. I denne kamp bliver han blandt andet ramt af et long arm pass rush move, og det ender med, at danskeren bliver presset tilbage mod quarterbacken og ender på jorden. At være mere stabil i brugen af sine hænder og at have et bedre anchor (være bedre til at stå fast, når nogen prøver at løbe dig midt over) er begge ting, som danskerne kan forbedre i resten af sæsonen.

Opsummering
Overordnet set var kampen et skridt i den rigtige retning, og det virker til at være den helt rigtige beslutning at flytte danskeren tilbage på guard-positionen. Auburn er et langt bedre hold end de første tre modstandere, og de har mange spillere med NFL-potentiale. Derfor var det også godt at se, at Hjalte ikke faldt i niveau, selvom modstanden blev stærkere.

I pass protection virkede han generelt mere komfortabel på guard, da han bedre kan bruge vinkler og mobilitet. Teknikken virkede lidt mere stabil, og så er der grund til optimisme i kastespillet. Løbespillet er stadig den del af Hjaltes spil, som virker stærkest. Hans atletiske evner og forståelse for spillet er klare styrker, der hjælper Arkansas’ løbespil en del. De atletiske evner vil også give NFL-hold et berettiget håb om et stort potentiale, selv hvis der skulle være tekniske usikkerheder i hans spil.

I sidste uge snakkede vi en del om Hjaltes awareness, når der skulle samles blitzes og stunts op, og det virkede både på ham og holdet som, at de havde fået bedre styr på sagerne. Med en enkelt undtagelse havde danskeren flere gode opsamlinger af blitzes – en af dem kan ses i klip 2.

Til de næste kampe bliver der ideelt set skåret en anelse ned på de store fejl, da en 4-5 store missere (a la klip 4) skæmmer det overordnede billede af en rigtig god kamp, hvor han havde kontrol over sagerne i resten af kampen. Modstanden på lørdag er Texas A&M, som ligledes er en meget stor skole, der er placeret i top 25 blandt collegehold. Det bliver altså endnu en rigtig god test af Hjaltes evner, og vi håber, at han kan tage den solide præstation mod Auburn og bygge ovenpå.