New England Patriots trader guard Shaq Mason til Tampa Bay Buccaneers i bytte for et femterundevalg.

New England Patriots siger farvel til en af sine bedste offensive linjemænd, der nu skal forsøge at give Tom Brady de bedste arbejdsbetingelser i Tampa Bay.

Læs også: Patriots forlænger med Folk og White

Patriots har indgået en byttehandel med Buccaneers, der får guard Shaq Mason i bytte for et femterundevalg i 2022-draften. Det skriver flere amerikansk medier, herunder NBC Sports, NFL Network og ESPN.

Dermed genforenes Brady med Mason. De spillede på hold sammen i New England i fem sæsoner og vandt to Super Bowls sammen. Blandt andet var Mason med i den famøse Super Bowl 51, hvor Brady førte sine tilbage fra 3-28 mod Falcons og til en sejr i overtime.

Shaq Mason har været en vigtig spiller på Patriots’ offensive linje, næsten lige siden Patriots valgte ham i fjerde runde af 2015-draften. 28-årige Mason har dog ikke været helt så dominerende de seneste to sæsoner, hvilket tilsyneladende er årsagen til, at Patriots aktivt har forsøgt at finde en partner at handle med.

Modsat lukker Shaq Mason et hul indvendigt på Buccaneers’ offensive linje, der er blevet voldsomt amputeret den seneste måned. Først stoppede Pro Bowl-guard Ali Marpet karrieren, og siden har guard Alex Cappa skrevet under på en aftale med Cincinnati Bengals.

Det efterlod pludselig Bucs uden sine to startende guards fra 2021-sæsonen, og Mason plottes direkte ind som erstatning på en af de to guard-positioner.

Patriots sparer knap syv millioner dollar cape space ved at sende Mason til Bucs, der har den rutinerede guard under kontrakt til og med 2023-sæsonen.

Læs også: Patriots forlænger med veteranen McCourty