Dem kan Saints vælge?
New Orleans Saints vælger som nummer 28 i første runde. Der er helt bestemt mange veje, det kan gå med det første pick, men her er mine bud på tre spillere, som Saints har i kikkerten som deres første draftvalg i 2021 draften.

Mulige valg i første runde af draften:

CB, Asante Samuel Jr. , Florida State
Selvom Samuel måske ikke er helt så stor, som mange NFL-trænere måske gerne vil have, så vil han helt sikkert være en spiller, som er værd at kigge på med pick 28. Han er en lynhurtig forsvarsspiller, som både er god til at skifte retning, og til at springe langt og højt. Derudover har han et fremragende instinkt efter bolden. Det beviste han med 3 interceptions på kun 8 kampe i år. Selvom han af flere er set som en corner, der passer bedst i et zone scheme, så kunne jeg sagtens se ham i Saints, fordi han ikke er bange for at give sig 110 %, selv når han dækker op i mandsopdækning, som Saints ofte gør.

WR, Terrace Marshall, LSU
Faktisk kunne det være mange WRs, som er i spil her, og jeg kunne sagtens se Saints tage Rashod Bateman eller Elijah Moore, hvis de stadig er på boardet. Jeg har alligevel valgt Terrace Marshall, fordi jeg synes, han har den fysisk, som en typisk udvendig receiver gerne skal have. Han valgte, modsat sin holdkammerat Ja’Marr Chase, at komme tilbage til LSU i denne sæson, og det var helt sikkert en god idé. Han fik nemlig bevist, at hans succes i 2019 ikke skyldtes Joe Burrow.
Marshall er en stor og fysisk spiller, som med sine lange lemmer kan gribe bolde, selvom de ikke er helt præcise. Han har haft en smule problemer med at komme fri, når modstanderne møder ham hårdt på line off scrimage. Derudover får han kritik for sine ruter, men hvis jeg husker rigtigt, var det det samme Michael Thomas fik kritik for, inden han blev draftet. Desuden tror jeg, de fleste New Orleans Saints fans ville elske at drafte en LSU-spiller med holdets første valg i draften.

LB, Zaven Collins, Tulsa
Zaven Collins er en stor og fysisk linebacker, som ville passe rigtig godt ved siden af Demario Davis. Han er dygtig til at blitze og komme efter modstanderens quarterback, men kan også stille sig ned og være tålmodig i opdækningen. Han vil passe rigtig godt ind i et saints forsvar, som er meget alsidigt og har en masse forskellige pakker, hvor han både kan udnytte sin råstyrke og sin fart. Selvom han stadig har nogle ting at finpudse i sit spil, synes jeg, han er en rigtig spændende spiller, som jeg er overbevist om, Dennis Allen vil få til at sprudle.