Sidste position i årets positionsgennemgang er safety, der har en hel del spændende navne, der kan blive valgt i top 50.

Natten til fredag d. 26 april skydes 2019-draften i gang, og de sidste tre-fire måneder har Gul Kluds drafteksperter, Dennis Cordsen og Teis Joranger, kigget nærmere på en lang række af de mest interessante spillere i draften. Det er derfor blevet tid til at afsløre deres rangeringer på de forskellige positioner. Vi er nået til den allersidste position, hvor vi kigger nærmere en spændende safety-gruppe med mange forskellige typer.

OBS: Dette er Dennis Cordsen og Teis Jorangers egne rangeringer og vurderinger. Det er derfor ikke en forudsigelse for, hvornår og i hvilken rækkefølge de bliver valgt. I er velkomne til at stille spørgsmål på Twitter til Dennis og Teis

Læs også:

Top 10 quarterbacksTop 15 runningbacks, Top 15 wide receivere, Top 10 tight ends, Top 10 offensive tackles, Top 15 guards og centere, Top 15 defensive tackles, top 15 EDGE-rushere, top 15 linebackere, top 15 cornerbacks, Top 10 safeties

Dennis Cordsens top 10 Teis Jorangers top 10
1) Chauncey Gardner-Johnson, Florida
Rangering: Nr. 21 ud af 206
1) Chauncey Gardner-Johnson, Florida
Rangering: Nr. 11 ud af 218
2) Juan Thornhill, Virginia
Rangering: Nr. 23 ud af 206
2) Taylor Rapp, Washington
Rangering: Nr. 24 af 218
3) Darnell Savage, Maryland
Rangering: Nr. 26 ud af 206
3) Darnell Savage, Maryland
Rangering: Nr. 32 ud af 218
4) Taylor Rapp, Washington
Rangering: Nr. 39 ud af 206
4) Juan Thornhill, Virginia
Rangering: Nr. 41 ud af 218
5) Nasir Adderley, Delaware
Rangering: Nr. 53 ud af 206
5) Nasir Adderley, Delaware
Rangering: Nr. 44 ud af 218
6) Deionte Thompson, Alabama
Rangering: Nr. 72 ud af 206
6) Amani Hooker, Iowa
Rangering: Nr. 62 ud af 218
7) Jonathan Abram, Mississippi State
Rangering: Nr. 75 ud af 206
7) Deionte Thompson, Alabama
Rangering: Nr. 72d af 218
8) Malik Gant, Marshall
Rangering: Nr. 103 ud af 206
8) Jonathan Abram, Mississippi State
Rangering: Nr. 88 ud af 218
9) Amani Hooker, Iowa
Rangering: Nr. 104 ud af 206
9) Marquise Blair, Utah
Rangering: Nr. 97 ud af 218
10) Khari Willis, Michigan State
Rangering: Nr. 111 ud af 206
10) Khari Willis, Michigan State
Rangering: Nr. 112 ud af 218

Dennis Cordsens forklaring:
Safetypositionen kan ofte være endnu sværere at få et godt kig på end cornerbackpositionen, som jeg nævnte i forrige artikel. Heldigvis spillede få af årets safeties så langt væk fra line of scrimmage, at de sjældent kom indenfor TV-linsens rækkevidde. Største ukendte spiller på den baggrund er for mig Taylor Rapp fra Washington, omend han viste sig som en ganske klog spiller og en sikker takler. Meget mere ved jeg ikke om ham.

En spiller, der aldrig gemte sig, var Darnell Savage, og han havde været en ønskespiller til mit Chargershold ved valg nummer 28, hvis ikke han mindede så meget om Derwin James. Savage er ikke den største spiller, men han har en nærmest urealistisk acceleration mod bolden i opdækning. Hvis I skal se én spiller i årets draft via Youtube-videoer, er han nok min anbefaling sammen med Quinnen Williams.

Helt i top har jeg – og Teis – Chauncey Gardner-Johnson, der med det navn er min favorit til blive draftet af New England Patriots. Gardner-Johnson er lidt en safety og lidt en slotcornerback. Som toer har jeg Juan Thornhill, der har alle de atletiske egenskaber og egentlig også spiller fornuftigt. I mine øjne er han det bedste bud på fremtidig stjerne i NFL i denne safetyklasse.

Lige uden for top 50 finder vi et wild card i Nasir Adderley, der spillede mod ganske rædderlige angreb i hele hans collegetid i Delaware. Adderley er umiddelbart draftens bedste bud på en ren dyb safety, men jeg har svært ved at sige ret meget om ham grundet manglen på modstand.

Johnathan Abram er bare, hvem han er. Mange sammenligner ham med Atlanta Falcons’ Keanu Neal, og den sammenligning forstår jeg udmærket, selvom jeg ikke tror, at Abram kan udfylde Neals fysiske rolle på et lignende niveau.

Sidste kommentar fra mig i denne omgang omhandler Malik Gant fra Marshall. Han er en typisk middelatletisk safety fra et relativt lille college, men Gant virker bare til at ville det mere end alle andre. Han er ikke bleg for at lægge et stort hit, og alligevel spiller han ikke helt med hovedet under armen, hvorfor han ikke får en masse unødvendige straffe. Der er sikkert en bedre sammenligning et sted derude på internettet, men fordi jeg er Chargersfan bliver Jahleel Addae min sammenligning.

 

Teis Jorangers forklaring:

Jeg var ikke så imponeret over safety-årgangen i starten, men da jeg så flere og flere safeties, begyndte nogle interessante spillere at dukke op. Øverst har jeg Chauncey Gardner-Johnson, der er en safety/cornerback-hybrid, der læser spillet rigtig godt, spiller fysisk og både kan lave spil mod løbet og kastet. Jeg ser ham primært som safety, men han kan sagtens bruges i en række forskellige roller.

Herefter er det ganske tæt mellem de fire næste, og det handler meget om, hvilken type du søger, når du skal vælge mellem dem. Taylor Rapp er ikke så hurtig, men han er utroligt klog, tager fantastiske vinkler og spiller benhårdt. Han bør kunne blive en ret god bokssafety. Darnell Savage er til gengæld lynhurtig, flyver rundt på banen og laver spil. Han skal læse spillet lidt bedre, men han er bare en playmaker.

Thornhill er også en playmaker, der har lavet en hel del interceptions i college. Han testede fantastisk til combine, men virker ikke lige så hurtig på banen, og så skal han tackle lidt bedre. Nasir Adderley er en klassisk free-safety, der løber rundt bagerst på forsvaret og tager det dybe væk. Han har fart og kan lave spil på bolden. Største spørgsmål er evnen til at læse spillet, når det gør rigtig hurtigt i NFL.

Herefter er det lidt mere spredt fægtning ned gennem resten af årgangen, synes jeg. Amani Hooker bør kunne blive en ret god altmuligmand i din secondary. Deionte Thompson er ret instinktiv, men har nogle spørgsmålstegn ved de atletiske evner. Jonathan Abram forventes at gå i top 50, men selvom han er ekstremt fysisk i sin spillestil, kan jeg ikke helt hidse mig op over ham. I næsten alle andre facetter af spillet mangler han noget, synes jeg.

Til sidst runder Marquise Blair og Khari Willis af. Blair er en spøjs spiller, der er bygget og har fart som en free-safety, men er tvivlsom i opdækningen og omvendt er bedst i boksen, hvor han er fysisk og flyver rundt, selvom han er lille. Willis er en ret klog spiller, og det skal være hans vej til banen.