Steelers henter tidligere Ravens-profil som potentiel Fitzpatrick-erstatning

0
Chuck Clark Baltimore Ravens

Chuck Clark er ny mand i sort og gult. Den tidligere Ravens- og Jets-safety har skrevet under på en etårig kontrakt med Pittsburgh Steelers.

For lidt under en måned valgte Omar Khan og co. at sende en af deres allerstørste profiler i form af Minkah Fitzpatrick videre i en handel med Miami Dolphins, der sendte Jalen Ramsey den anden vej.

Det efterladte et hul på safety-positionen i Pittsburgh, men det har de nu forsøgt at lukke ved at hente veteranen Chuck Clark til klubben.

Clark kommer til efter to år i New York Jets, hvor han først måtte kigge med fra sidelinjen med et overrevet korsbånd gennem hele første sæson efterfulgt af 2024-sæsonen, hvor han spillede 12 kampe – alle 12 var fra start.

Før tiden i Jets spillede han seks sæsoner hos Steelers’ rivaler fra Baltimore Ravens, hvor han i løbet af de sidste fire sæsoner spillede 65 kampe og næsten samtlige fra start. Mike Tomlin, cheftræner for Steelers, fortalte til pressen i går, at han egentlig er ligeglad med, hvor han tidligere har spillet og tilføjede:

“Fordi han spillede for Ravens, er jeg bekendt med ham, og jeg tror, at det er nok det, der fanger min opmærksomhed mest af alt – det velkendte element.”

Hvem erstatter Fitzpatrick?

Udover Clark, hentede Steelers tilbage i marts den nu tidligere Browns-safety Juan Thornhill, og de råder allerede over DeShon Elliot, der startede 14 kampe for Tomlins tropper i sidste sæson.

De tre må forventes at skulle kæmpe om de to startpladser som safety. Clark har dog en fordel i at have spillet mest som strong safety, hvor Fitzpatrick også spillede, hvorimod de to førnævnte primært har gjort sig som free safety.

Tomlin blev også forholdt spørgsmålet om Clarks muligheder for at starte på gårdagens pressemøde. Hertil svarede han, at “det er derfor vi er her,” og tilføjede at, “det er noget, der skal afgøres ud fra hans færdigheder, som han får mulighed for at bevise.”